Vi kommer til at huske året 2017 for et helt specielt forhold. Det er året hvor fiskeindustrien importerede arbejdskraft fra Kina. Vi må spørge os selv, hvad der fører til dette? Havets levende ressourcer er vort lands vigtigste indtægtskilde, så hvorfor kan vi med stolthed ikke arbejde i fiskeindustrien?
For at stille dette spørgsmål, må vi se tilbage i tiden – har forholdene ikke været sådanne siden 70’erne?
Så længe fisk er vores vigtigste eksportvare, og da den nærmeste fremtid ikke stiller andet i udsigt, så skal vi i samfundet søge at sikre, at højne vor ungdoms vilje til at arbejde i fiskeindustrien. Min søn, som nu arbejder i fiskefabrikken, fortalte mig om opfattelse:
“Vi forestiller os, at fiskefabrikkerne stadigvæk kører som i gamle dage og måske skyldes dette at industrien ikke i højere grad spreder oplysninger ud. I befolkningens debatter nævnes disse som ’en beskæftigelse for de arbejdsløse’. Vi kan klart konstatere at industriarbejderne har forskellige vilkår og de fiskeindustrier der aflønner efter SIK’s mindsteløn, er der ingen der gider at arbejde hos, ligesom de vilkår som arbejderne arbejder under, er ret så forskellige, hvorfor vi foretrækker at arbejde på arbejdspladser der tilbyder bedre forhold.”
Udmeldingen og kravet til os er ikke til at misforstå, arbejdsgiverne i fiskeindustrien skal være mere opmærksomme på arbejdsforholdene, ligesom de offentlige ved oplysning skal højne både uddannelse og arbejdsvilkår.
Inuit Ataqatigiit mener at fiskeindustrien skal udvikles, ligesom vi mener at vi skal tilpasse os fiskeindustrien på uddannelsesområdet. Derfor stillede vi et “Forslag til Inatsisartutbeslutning om, at Naalakkersuisut til EM 17 pålægges at udarbejde en redegørelse om mulighederne for at udvikle flere uddannelsestilbud i Grønland til fødevaresektoren, herunder særligt i forhold til produktion af fødevareprodukter til eksport”, ligesom Halibut Greenland i samarbejde med Qaasuitsup Kommunia har indledt en samarbejde om kurser indenfor fiskeindustrien, fordi vi inden for fiskeindustrien mangler uddannede medarbejdere. Vi vil rose at erhvervet for at have iværksat sådanne tiltag og takke dem for at vise stor samfundsansvar.
Under efterårssamlingen i 2016 foreslog vi ligeledes, om at tilpasse arbejdsmarkedspolitikken til familiepolitikken, hvor vi pålagde Naalakkersuisut om at fremlægge en redegørelse til efteråret.
Kvindernes vilkår inden for arbejdsmarkedet er anderledes end mænds, idet det er almindeligt at kvinder fravælges fordi de afholder orlov under barsel, hvorfor vi meget er tilfredse med Naalakkersuisuts arbejde med at skabe et barselsfond.
Med hensyn til de muligheder der er ved at åbne sig for mineindustrien, må vi sige, at arbejderne kommer en spændende tid i møde. Vi husker de minearbejdere der arbejdede i Maarmorilik indtil 1990, disse var trofaste medarbejdere der havde en vilje til at kunne flytte. Vi går nu lignende forhold i møde. Hvis vi ser på Ironbark, som nu er ved at etablere en mine i Citronen Fjord i Nordøstgrønland, kan disse beskæftige alle de mennesker der har gået i Råstofskolen siden denne åbnede – og vi har end ikke set for andre projekter der står for at blive realiseret.
Unge under 24 år, som ikke har startet en uddannelse, som i de kommende år bliver 25 – 30 år skal vi have dygtiggjort inden for inden for arbejdsmarkedet. Disse unge er nogle af de vigtigste som skal løfte den voksende gruppe af personer der bliver pensionister.
Et af mulighederne kunne være, at man ude i kysten etablerer multiværksteder som dem der kører i Nuuk, så de unge kan ruste sig i livet og de udfordringer der er, inden de kommer ind i uddannelsessystemet. En sådan en mulighed eksisterer også i Aasiaat og denne er til gavn for de unges udvikling.
Lad mig benytte muligheden til at sige, at vi som samfund i fællesskab skal gøre en indsats over for nogle af de byer med arbejdsløshed ved at udvikle i hjemmet, i uddannelsesstederne og for at vi som personer selv påtager os et ansvar.
God kampdag.
Bendt B. Kristiansen, Inuit Ataqatgiiit
