Kan vi have en ordentlig og nødvendig debat?
I Inuit Ataqatigiit mener vi, at befolkningens deltagelse er helt afgørende i forhold til Grønlands vej mod selvstændighed.
Grundlæggende mener vi, at spørgsmålet om selvstændighed skal afgøres af befolkningen gennem en afstemning. I den forbindelse er det også helt centralt, hvordan vi kan skabe fælles fodslag – hvis ønsket om selvstændighed kun bliver et slogan fra partierne, uden om samfundet, så mister det sin værdi. En bred og åben debat med borgerne er helt nødvendig.
Derfor mener Inuit Ataqatigiit, at partierne hurtigst muligt – sammen med befolkningen – skal udarbejde en plan for vores vej mod selvstændighed. Det gavner ikke Grønland, at partierne hver for sig sender signaler udadtil om, hvordan forhandlingerne med rigsfællesskabet skal foregå. Vi mener tværtimod, at alle partier har et fælles ansvar for at sikre, at Grønland har en god og robust forhandlingsposition, når vi forhandler med Danmark.
Blandt de vigtige spørgsmål, der skal besvares på vejen mod selvstændighed, er bl.a.:
Hvordan kan vi reducere udgifterne uden at forringe befolkningens nuværende levevilkår? Hvordan skal vi håndtere forsvarsområdet og den nationale sikkerhed? Hvordan skaber vi en god og bæredygtig struktur for retssystemet, politiet, uddannelsessystemet, skolerne, forsvaret, sundhedsvæsenet og alle de mange andre samfundsopgaver? Vi må have planer for, hvordan vi kan overtage de danske myndighedsområder på en måde, der passer til os. Og ikke mindst: Hvilke økonomiske ben skal vi stå på i fremtiden? Fiskeriet gavner os, og råstoffer er en ressource, men ingen af delene kan betragtes som sikre og stabile grundlag. Vi må planlægge med omtanke og med langsigtede overvejelser.
Først når vi drøfter disse spørgsmål samlet og åbent, kan vi tage gode og målrettede skridt fremad. Hvis vi undlader at pege fingre ad hinanden og i stedet styrker hinanden, vil dialogen og de næste skridt føre til konkrete resultater.
Selvstændighed kan ikke opnås gennem afhængighed af importeret mad, gennem afhængighed af råstofudvinding eller gennem afhængighed af andre generelt. Det kan kun opnås ved, at vi kan stå på egne ben og tage ansvaret på os. Det er det, Inuit Ataqatigiit ønsker; at vi sammen tager et ansvar.
Lad os have en ordentlig debat, for kun gennem gensidig forståelse og fælles mål kan vi nå frem. Hvis vi bare skændes og kritiserer hinanden, er den eneste vinder andre lande, der måtte have interesse i at få indflydelse over vores land.
I den forbindelse vil jeg opfordre partilederne til at søge dialog med hinanden om dette vigtige spørgsmål. Udvalget i Inatsisartut kan ikke løfte opgaven alene; der er afsat midler med henblik på at aktivere § 21-processen, men det betyder også, at partilederne må tage ansvar for at føre debatten.
Mariane Paviasen Jensen
Politisk ordfører, Inuit Ataqatigiit
