Sara Olsvig: Jeg er kandidat til formandsposten i Inuit Ataqatigiit

Efter grundig overvejelse har jeg besluttet, at jeg stiller op til formandsposten i Inuit Ataqatigiit. Jeg har viljen, lysten og gejsten, og jeg vil være med til at skabe sammenhold og samarbejde i politik og i hele landet.

Mangfoldighed er vores styrke

Grønland er et mangfoldigt land. Det afspejler sig i vores mange bosteder. Fra byer til bygder, fra øst til vest og syd og nord. Og et mangfoldigt samfund er en rigdom. Jeg vil gerne sikre, at vi udvikler alle dele af samfundet og at vi værdsætter både store og små byer, yderdistrikter som bygder.

Vi skal sikre en mere socialt og geografisk retfærdig udvikling af vores land.

At udvikle et samfund betyder ikke kun at skabe vækst i byerne. Det betyder også at vi drager omsorg for de bygder og byer som ikke har en befolkningstilvækst, eller som ikke har de store muligheder for erhvervsudvikling.

Jeg vil arbejde for politisk samarbejde og forlig

Jeg har et klart mål: Inuit Ataqatigiit skal stå i spidsen for brede politiske forlig på tre centrale områder. Det er velfærdspolitikken, fiskeripolitikken og råstofpolitikken. De tre områder er grundpillerne i disse års udvikling af vores land. Vi skal skabe samarbejde og politisk stabilitet på disse områder, så vi får skabt tryghed og ro for vores borgere og for erhvervene.

Jeg vil også arbejde for, at Inuit Ataqatigiit får et stærkt samarbejde med alle andre partier, også de nuværende koalitionspartier. Vores befolkning ønsker samarbejde, det er vores ansvar som landets politikere, at mødes der hvor vi kan skabe fælles resultater for fremtiden.

Et stærkt Inuit Ataqatigiit

Inuit Ataqatigiit er et stort parti og den kommende formand skal arbejde for at styrke vores organisation. Vi skal øge kontakten til alle vores lokalafdelinger, og vi skal være der og lytte når nye lokalafdelinger bliver oprettet. Vi skal tage godt imod de mange, mange mennesker som støtter os.

Til det seneste Inatsisartutvalg fik vi over en tredjedel af stemmerne. Vores parti er stort og stærkt, og vores bagland er spredt i hele landet. Inuit Ataqatigiit har en klar tradition for, at basere sin politik på landsmødets beslutninger og den tradition vil jeg videreføre.

Mine prioriteter er klare

Hvis landsmødet vælger mig som formand har jeg en klar plan for, hvordan jeg prioriterer min tid. Jeg er på nuværende tidspunkt medlem af både Inatsisartut og Folketinget. I tilfældet af, at jeg bliver valgt som formand den 30. maj vil jeg trække mig fra min folketingspost inden næste folketingssamling starter til efteråret.

Jeg vil bruge så meget tid som muligt på at rejse rundt i vores land for at styrke kontakten til vores bagland og befolkningen.

Mit mål er sammenhold og samarbejde. Både internt i Inuit Ataqatigiit og i landet som helhed. Jeg tror fuldt og fast på, at vi kan skabe sammenhold og jeg er klar til at samarbejde med alle partier for at styrke vores land og styrke fælleskabet.

Sara Olsvig

+299 526858