Ordførerindlæg om etablering af en offerrådgivning

Forslag til folketingsbeslutning om etablering af en offerrådgivning i Grønland, B 44, 1. behandling den 6. februar 2024

Aaja Chemnitz’ ordførerindlæg (forslagsstiller) – de talte ord gælder

Mange tak, og tak for ordet. I Grønland har vi længe opereret med gerningsmandsprincippet i kriminalloven. Det er oftest hensynet til gerningsmanden og gerningsmandens personlige forhold, som har været afgørende. Det er selvfølgelig også vigtigt, at vi arbejder på at resocialisere gerningsmændene, så de kan blive en integreret del af vores samfund igen.

Men det må aldrig ske på bekostning af ofrene. Vores fokus som samfund bør i højere grad være på ofrene; dem, der har oplevet traumatiske forbrydelser. Det mener vi hos Inuit Ataqatigiit. Det er ikke, fordi jeg siger, at det ene hensyn udelukker det andet, men jeg må desværre også konstatere, at fokus i alt for lille grad har været på ofrene og på deres pårørende. Det er derfor, det er på tide, at vi tager et opgør med dette.

Inuit Ataqatigiit står nemlig på ofrenes side. Netop derfor fremlægger jeg dette beslutningsforslag om etablering af offerrådgivning i Grønland, og jeg må i den forbindelse sige: Helt ærligt, jeg synes, det er absurd, at Naalakkersuisut og undertegnede har været nødt til at insistere på, at ofre og deres pårørende i Grønland kan få den samme støtte og rådgivning, som ofre kan i Danmark og egentlig har kunnet i mere end 25 år. Et offer er et offer med de samme behov for støtte, uanset om man bor i Tasiilaq, eller om man bor i Holstebro.

Vi må ikke glemme, at justitsområdet i Grønland er et dansk ansvarsområde. Det er et ansvar, som vi skal være med til at presse på for her i Folketinget. Regeringen har et erklæret mål om ens standarder i rigsfællesskabet. Det forpligter den danske regering til at træffe de nødvendige tiltag for at sikre et tidssvarende og velkørende retssamfund i Grønland.

Jeg vil gerne takke alle ordførerne for deres kommentarer i dag. Jeg synes, der er mange gode forslag, gode input, der er kommet med, f.eks. om en offerfond, som også er blevet drøftet er nogle af partierne; bistandsadvokater. Det at inddrage Tusaannga er også et rigtig godt forslag. Det er vigtigt for IA og for undertegnede at sige, at vi ikke ønsker en tro kopi af offerrådgivningen i Danmark – det kan ikke lade sig gøre – men vi ønsker, at man kigger på erfaringerne, både de gode og de dårlige, og at man selvfølgelig laver en model, der passer til det grønlandske samfund.

Vi vil gerne stille os til rådighed med den viden, vi har. Vi vil gerne stille os til rådighed med det netværk, vi har i Grønland. Det er oplagt at kigge på, om INUA, Ungdommens Røde Kors i Grønland, kunne spille en rolle; om Kalaallit Røde Korsiat kunne spille en rolle – det er Røde Kors i Grønland – eller IKIU, som er en retshjælp i Grønland, eller mange andre aktører. Der er ikke, fordi vi siger, at det bliver nemt. Men jeg synes også, det er vigtigt, når vi beslutter os principielt for, at ofrene i Grønland skal have den samme retsstilling som her i Danmark, at så vil vi gerne kigge på løsningerne. Så jeg synes, det er det, der må være udgangspunktet.

Vi vil gerne sige, at Enhedslisten og Alternativet også støtter beslutningsforslaget, ligesom Sambandspartiet fra Færøerne også støtter op om forslaget. Mange tak for de kommentarer, som der er kommet. Jeg synes, det er rigtig positivt, at der principielt er en bred opbakning, og jeg håber også, at vi med den her beretningstekst kommer til at kunne finde hinanden i det.

Til sidst vil jeg gerne takke regeringen for at være åbne over for, at vi i beretningsteksten kigger lidt på tidsrammen. Man kan sige, at vi sådan set fra Inuit Ataqatigiit er åbne over for, at vi kigger på tidsrammen, men vi er også en garant for, at det i hvert fald ikke kommer til at tage 25 år, som det allerede har taget. Så jeg tror, det bliver vigtigt, at vi ikke fortaber os i, hvad det er, vi skal have afdækket, men at vi er optaget af at få det her igangsat og selvfølgelig gøre det på så oplyst et grundlag som overhovedet muligt, og her vil vi gerne bidrage så positivt, vi overhovedet kan.

Med de ord vil vi gerne sige tusind tak for behandlingen. Tusind tak for de mange gode, også rørende, kommentarer fra mine kollegaer herinde. Det er en fornøjelse at have det gode samarbejde. Så tusind tak. Qujanaq.

DEL

Del på Facebook
Del på Twitter
Del på Linkdin

Skrev en kommentar

Scroll to Top