Vi har et fælles ansvar

Af Sofia Geisler, Inuit Ataqatigiit, Inatsisartuni

Tallene fortæller med alt tydelighed, at, det alt andet lige, er op ad bakke i forhold til fastholdelse af medarbejdere, i Centraladministrationen. 

Den gennemsnitlige ansættelsestid på hhv 2,6 år for akademikere og 3,1 år for ikke-akademikere er mildt sagt ikke langt tid.

Vi er blot godt 56.000 indbyggere i dette land. Alligevel betaler skatteyderne hvert eneste år millioner af kroner for bohaveflytninger, der i fem år indtil 2018 beløber sig til kr. 4.288.000, ligesom de betaler for tiltrædelses- og fratrædelsesrejser, der tilsammen beløber sig til knap kr. 1 mio.
(Se §37 spørgsmål: https://ina.gl/documents/para3637/2019/svar/153_2019_personaleomsaetning_SOGEI_svar.pdf )

Det er rigtig mange penge, som samfundet som sådan ikke bliver rigere af, og som kan bruges andre steder. Eller spares.

Det springende punkt er spørgsmålet om hvad der forårsager den store grad af personaleomsætning, og om Centraladministrationen gør nok for at tiltrække, fastholde og kompetenceudvikle sine medarbejdere, uanset hvorfra de kommer. Her har Centraladministrationen en opgave at løse. 

Overadministration

Dernæst er det af altgørende betydning, om vi er ved at kvæle os selv i overadministration- og regulering.

Vi har overdraget administrationen af folkeskolen til kommunerne, og alligevel har vi oprettet en Styrelse for Uddannelse under den respektive Departement. Vi har overdraget en stor del af administrationen af det sociale område til kommunerne, og alligevel har vi oprettet Socialstyrelsen under den respektive Departement. Vi har Styrelsen for Sundhed og Forebyggelse under den respektive Departement. Skal vi etablere en styrelse for hvert af de områder vi overlader til kommunerne at administrere eller under alle Departementer?

På den ene side oplever vi et erhverv, både nationalt og internationalt, der oplever forhindringer og unødige mange døre, der skal åbnes ved henvendelse til Centraladministrationen.

Inatsisartut og Naalakkersuisut har et fælles ansvar for, at vi er endt i denne situation. Inatsisartut og Naalakkersuisut har derfor også et fælles ansvar for at finde vejen ud af et ekstremt stort forbrug som følge af den store personaleomsætning i Centraladministrationen.