Af Inuit Ataqatigiit’s kandidater til Inatsisartut

Vores undergrund er ikke gratis, men den er heller ikke en stabil og sikker indtægt for vores land. Selvom der har været råstofaktiviteter i vores land i mange år, så er det endnu ikke lykkedes at skabe en egentlig råstofindustri. Vores undergrund rummer store værdier men den er økonomisk uden værdi hvis den bliver liggende uberørt. Og da vi kun kan tjene pengene én gang på vores ikke-levende ressourcer, kræver det stor omtanke at tillade udvindingen af dem. Derfor er en langsigtet plan helt afgørende, hvis vi skal få det største udbytte.

Vi ønsker alle et økonomisk selvstændigt land. Men for at denne drøm kan blive til virkelighed skal vi først have nye indtægter til landet – og det kræver udenlandske investorer og selskaber til råstofsektoren. Uanset hvordan vi vender og drejer det, så har vi ikke råd til selv at stå for efterforskningen og senere hen udvindingen af vores ressourcer. Vores økonomi er alt for lille til at indgå i dette, for det kræver adskillige millioner – om dagen. Udenlandske investorer og selskaber er således en nødvendig del af vores drøm og tankerne om et grønlandsk udvindingsselskab er urealistisk.

Flere partier har i valgkampen foreslået, at man indfører en omsætningsroyalty på mineområdet. En omsætningsroyalty er en model, hvor selskaberne betaler en vis procentdel af deres samlede indtægter til Råstoffonden, uanset om der er overskud i den pågældende mine eller ej. Denne model øger udgifterne for selskaberne i de første år af minens levetid, og netop de første år af en virksomheds levetid er sårbare økonomisk, for der er flest udgifter. Det kan vi selvfølgelig vælge at være ligeglade med. Men hvis vi reelt ønsker en mineindustri kan vi ikke lukke øjnene for, at også investorerne har behov. Og en lukket mine er meget lidt værd for vores landskasse. I debatten bliver det af og til fremstillet som om, at selskabernes ønske om profit er urimelig. Inuit Ataqatigiit vil gerne slå fast, at vi ønsker at de selskaber der opererer i landet udvikler sig til sunde forretninger. For vi har brug for varige og sikre arbejdspladser. Inuit Ataqatigiit har hele tiden været åbne for at vi i fremtiden kan sammensætte vores beskatning på råstofområdet anderledes. Derfor har vi også sikret at der nu er nedsat et råd af internationale eksperter, der skal rådgive om den mest optimale sammensætning af beskatningen og kontrollen på råstofområdet. For uanset hvordan vores beskatning er sammensat, og uanset om vi anvender selskabsskatter eller omsætningsroyalty, så vil der være udfordringer forbundet med skatteinddrivelsen. Der skal, uanset beskatningsform, arbejdes med en styrkelse af skatteområdet, særligt med hensyn til bekæmpelse af transfer pricing. Transfer pricing handler om selskabernes mulighed for at sælge deres varer for billigt til et udenlandsk datter- eller søsterselskab, for på den måde at føre værdier ud af landet. Transfer pricing er et internationalt problem. Ingen lande ønsker, at se værdier blive ført uden om deres skattesystem. I den forbindelse mener vi, at en styrkelse af kompetencerne i Skattestyrelsen bør finansieres af netop selskaberne, sådan som råstofloven giver mulighed for. Inuit Ataqatigiit mener at royalties skal bruges når det strategisk er bedst og det mener vi ikke er nu. Vi ønsker også at styrke kontrollen og tilsynet med selskabernes skatteindbetalinger, ja til løbende at vurdere om vores beskatning rammer plet og ja til at skabe et investeringsmiljø, der rent faktisk udmønter sig i arbejdspladser og skattekroner. Fordi nul miner er lig med nul arbejdspladser og nul indtægter. Det handler ikke om at tækkes selskaberne, men om at holde fokus på målet og turde satse langsigtet.