Af folketingsmedlem Aaja Chemnitz Larsen (IA) og Inatsisartutmedlem Mimi Karlsen (IA)

Med åbenhed kommer vi længst

Naalakkersuisut svinger lidt for ivrigt med fortrolighedstemplet og det skaber mistro og mistillid. Så klart kan det siges. Når vi er nødt til at læse vigtige oplysninger om amerikansk interesse i Grønland i danske aviser frem for at få oplysninger direkte i enten Folketinget eller Inatsisartut, så har vi et demokratisk problem.  

Naalakkersuisut og Udenrigsministeriet tilsyneladende gennem flere måneder har forhandlet om 83 millioner kroner uden, hverken at orientere Inatsisartut eller Folketinget.

Det er i bedste fald udtryk for svigtende dømmekraft. Og langt fra tilfredsstillende. Og det skærer ærlig talt lidt, når Udenrigsministeren i Politiken gør krav på ”et køligt overblik, proportionssans og tæt og respektfuldt samarbejde”. Bevares, men med hvem? Da ikke de folkevalgte. Vi måtte som alle andre læse om de amerikanske midler i medierne. Fortrolige oplysninger om hvad midlerne fra USA skulle bruges til, det må vi læse om i Berlingske.

Når nu Naalakkersuisut og Udenrigsministeriet har insisteret på at holde kortene tæt ind til kroppen, kan de dårligt undrer sig over, at der opstår debat. Sådan er det – og sådan skal det være. Udvalgene fører parlamentarisk kontrol med regeringen. Og lukkethed avler selvsagt mistro. Hele hemmelighedskræmmeriet nærer da også kun oplevelsen af noget fordækt. For som Udenrigsministeren erkender, så er der ”selvfølgelig” tale om en noget-for-noget handel. Derfor de mange spørgsmål. Spørgsmål, som formentlig kunne have været undgået, dersom Naalakkersuisut og Regeringen havde fundet anledning til at orientere de politiske partier.

Naalakkersuisut har her et særligt ansvar. Grønland har således været bannerfører for dialogen med amerikanerne. Det er i tråd med Selvstyreloven og det betvivler vi ikke. Desværre er forholdet mellem Naalakkersuisut og det Udenrigs-og Sikkerhedspolitiske Udvalg i Inatsisartut ikke dertil. Oplysninger skal i stedet med lodder og trisser hales ud af Selvstyret, og er som regel forsynet med et fortrolighedsstempel. Et stempel som bruges med så frisk og frejdig en hånd, at der virker decideret påfaldende. For hvordan får man adgang til fortrolig information, hvis man sidder i en bygd ude på kysten og dokumentet kun må udleveres personligt i en forseglet kuvert? Det underminerer udvalgets opgave og skaber urimelige arbejdsvilkår for udvalgets medlemmer, som jo er repræsentanter fra alle dele af landet.

Naalakkersuisoq og Udenrigsministeren er nu indkaldt til samråd. Her vil vi forhåbentlig få svar på vores mange spørgsmål – og samtidig kunne viske tavlen ren. Inuit Ataqatigiit ønsker et åbent og tillidsfuldt samarbejde med Regeringen og Naalakkersuisut. Og her når vi længst ved at stole på de folkevalgte og respektere demokratiet med øget åbenhed. Flere hoveder tænker som bekendt bedre end et.