Af: Aqqaluaq B. Egede, Politisk Næstformand

Gevinster uden indsats

Efter en lang årrække, er tiden inde til at vurdere vores nyere politiske historie. Mindretalskoalitionen, med Demokraatit som støtteparti er ikke noget nyt, men til gengæld er metoderne anderledes end traditionen. Uanset at vurderingen af den nuværende regeringsførelse kan være meget forskellig, blandt erfarne og nye politikere, så håber at mine synspunkter kan være forfriskende for dem, som afholder sig fra at give deres mening til kende.

At være medlem af Naalakkersuisut er ikke en tilbagelænet position, der er nemlig altid nok at tage fat på. Der er ingen tvivl om at de resultater Naalakkersuisut kan fremvise, er opnået ved hårdt arbejde og at der ikke levnes mange kaffepauser for de ansatte, uanset at de nu riskerer at blive afvist, hvis Demokraatit kræver det.

Det er en uvant politisk situation, at sager som Naalakkersuisut har arbejdet hårdt for og som har kostet mange skattekroner, nu bliver fejet af bordet, endnu før de er blevet fremsat i mødesalen. Demokraternes kontrol af koalitionen bliver tydeligere og tydeligere. Jeg vil ikke kunne modsige en påstand om at, Siumut som af alle anses som det ledende parti, nu bliver styret af Demokraatit. Uanset at Siumut nu bliver styret af et ”lille” parti, har vi endnu ikke oplevet Siumut sætte Demokraatit ”på plads”.

Spørgsmålet er om Demokraatit, i stedet for bare at afvise forslagene fra Naalakkersuisut, kunne have været medlemmer af Naalakkersuisut?

Det kunne være alternativet til afvisningen af de store opgaver som både koster mange penge og mange kræfter, frem for deres krav om at Naalakkersuisut udformer deres forslag på ny, så de bliver spiselige (for Demokraatit). Naalakkersuisuts resultater er opnået ved Naalakkersuisuts indsats.

Det ville være opsigtsvækkende, hvis Demokraatit tænker: ”Det er hvad vi har opnået, ved bare at læne os tilbage og kræve”.

Demokraatit må nok revurdere deres egen indsats og engagement, og ikke blot kræve at befolkningen skal bidrage til samfundsudviklingen og tage medansvar. Det kan ikke være tilfredsstillende at tage på rensdyrjagt, mens man er frisk og stærk, men har andre til at slæbe byttet for sig. Det er nødvendigt at samarbejde, så vi skal samarbejde. Også på det politiske plan.

Som folkevalgte ved vi, hvor afgørende Inatsisartuts udvalg kan være, fordi det er i udvalgene at man kan få indflydelse. Dem som ønsker at udøve politisk indflydelse, har fordelt formandskaberne i udvalgene imellem sig. Nunatta Qitornai har fået tildelt formandsposten i Udenrigs- og Sikkerhedspolitisk Udvalg. Resten af formandsposterne er tildelt Siumuts medlemmer. Demokraatit har ikke en eneste formandspost, da de nok har syntes at det var bedst, hvis andre løste opgaverne.

Inuit Ataqatigiit har ud fra ønsket om indflydelse og medansvar, ønsket at få tildelt formandsposter, noget som Demokraatit ikke har haft lyst til, hvilket jeg finder foruroligende.

Er det at ”have andre til at arbejde for sig”, når man bare snakker og kræver, hvis der er noget man er utilfreds med? Da jeg ikke er i tvivl om at Inuit Ataqatigiit’s medlemmer vil kappes om at påtage sig formandsskaber kommer det bag på mig, at Demokraatit slet ikke vil tage ansvar. Hvis man kalder dette for et resultat er det flovt. Nu er det op til jer at komme med svar til mine holdninger.