Skrevet af Stine Egede Sundheds-og Justitsordfører.

Der skal ikke spares i sundhedsvæsenet

Naalakkersuisuts udmeldinger om kommende besparelser i sundhedsvæsenet kan ikke accepteres.

Vi er hos Inuit Ataqatigiit overhovedet ikke enige med Naalakkersuisoq for Finanser og Nordisk Samarbejde i hans udtalelser om nødvendige besparelser. Samtidig savner vi at høre Naalakkersuisuts støttepartis holdninger.

Det er hævet over enhver tvivl, at de nuværende ansatte i sundhedsvæsenet, er overbebyrdede. Vi pålægger dem opgaver som ligger udover, hvor de kan løse. Vi skal forstå, hvorfor de ansatte i vores sundhedsvæsen, kun forbliver i deres stillinger i meget kort tid ad gangen. De er utilfredse med vilkårene. Hvis ikke vi skal udmatte vores hjemmehørende ansatte totalt, må vi i de kommende år sørge for udvikling, fremfor bevidstløse besparelser.

Sygdomme beder ikke om lov først. Desværre er især tilfælde af kræftsygdomme vokset kraftigt de senere år. Mange af vore kræftsyge er nødt til at blive behandlet i Danmark. Nogle i meget lang tid.

I stedet for besparelser i sundhedsvæsenet, bør der sættes ind med udvikling, med særlig fokus på de ansattes vilkår. Bliver vi ved med at udsætte det, kommer regningen tilbage i form af meget større udgifter.

Undersøger man det nuværende udspil til en finanslov, er det tydeligt at se, hvem der nu bliver ramt, nemlig de syge. Dem som trænger mest hjælp. De har ikke selv valgt at blive syge. Hvordan skal vi som politikere kunne se os selv i øjnene, når vi nedprioriterer de trængende, for at bygge store lufthavne i et hug?