1. maj 2013

julianehenningsenDagen i dag er som bekendt arbejdernes internationale kamp- og solidaritetsdag. Siden dagen første gang blev markeret i 1889 har arbejdere over hele kloden brugt dagen til at give udtryk for deres daglige livs- og levevilkår, formulere kampskridt for bedre vilkår samt for at styrke solidariteten og sammenholdet blandt arbejderklasen. Siden starten har det endvidere været meget vigtigt, at kampen for solidaritet og sammenhold blandt arbejdere ikke bør afhænge af hverken etnisk herkomst, race, religion eller af om du er mand eller kvinde.

Netop i denne tid hvor spørgsmålet om identitet fylder meget i samfundsdebatten er det utrolig vigtigt, at vi i debatten også husker på at kampen for fællesskab, solidaritet og for mindre ulighed i det grønlandske samfund ikke skal drukne i spørgsmål om hvilken hudfar-ve, sprog og tro vort samfund er sammensat af. En kamp for bedre rettigheder og retfærdighed kan ikke opnås ved at fratage andre medmenneskers rettigheder.

Erhvervsudvikling og arbejdspladser

Der er ingen tvivl om at Grønland i disse år har hårdt brug for erhvervsudvikling, økonomisk fremgang og for nye arbejdspladser og at det er de temaer som vi alle bør prioritere allerhøjest.

Vi kan alle forbedre vores leve- og livsvilkår gennem arbejde og beskæftigelse. Via job- og beskæftigelse får vi lettere adgang til at integrere os i det omgivende samfund og vi får langt bedre muligheder for en tryg tilværelse på alle mulige måder.

Set i det lys bør alle folkevalgte i det grønlandske samfund samarbejde ihærdigt for at skabe nye erhvervsmuligheder og arbejdspladser. Dette arbejde skal prioriteres højt uanset om du er valgt som bygderådsmedlem, kommunalbestyrelsesmedlem, medlem af Inatsisar-tut, og ikke mindst hvis du er medlem af Naalakkersuisut. Netop i denne tid står mulig-hederne for erhvervsmæssig udvikling indenfor både råstofbranchen og storskalaindustrien i stampe og der er stor usikkerhed og det nye Nalakkersuisut bør derfor også snarest muligt meget klart melde ud med hvad de vil.

Skattepolitikken

Som bekendt har Inuit Ataqatigiit vedholdende og længe via skattepolitikken kæmpet for større lighed og solidaritet i det grønlandske samfund. For os er det uomtvisteligt at de bre-deste skuldre i det grønlandske samfund bør bære en større del af byrden, fremfor de mindstbemidlede. Første skridt med en skattereform med dette sigte og formål blev derfor også igangsat af os i starten af det nye år, men desværre konstaterer vi, at det nye Naa-lakkersuisut som én af sine første opgaver har sat sig for at sætte en stopklods for denne nødvendige udjævning af indkomsterne – til fordel for samfundets velbjergede. Det kan Inuit Ataqatigiit naturligvis ikke ligge ryg til. Det er absolut nødvendigt at få sat en stopper for den alt for store og voksende ulighed i det grønlandske samfund gennem en skat-tereform. Lavindkomstgrupperne har brug for konkrete og mærkbare forbedringer – det har højindkomstgrupperne ikke.

Juliane Henningsen

Næstformand

STUDENTERMEDHJÆLP SØGES

Inuit Ataqatigiit Inatsisartuni søger en studentermedhjælp

Er du interesseret i samfundsforhold, politik, politisk formidling og kommunikation? Er du arbejdsom, ansvarsfuld og vil have et spændende studenterjob med stor relevans for din uddannelse?

Så er jobbet som studentermedhjælp hos Inuit Ataqatigiit Inatsisartuni måske noget for dig.

Inuit Ataqatigiits Inatsisartutgruppe består af 11 stærke mandater. Vi går som landets største oppositionsparti en travl hverdag i møde, hvor vi skal forberede os til spændende samlinger og fortsat arbejde hårdt for at nå vores politiske mål.

Derfor søger vi en engageret studentermedhjælp til start inden sommerferien. Arbejdstiden vil være 10-15 timer om ugen, og lønnen fastsættes i henhold til gældende overenskomst.

Som studentermedhjælp vil dine arbejdsopgaver kan blandt andet være:

–      Praktisk bistand til Inatsisartutgruppen i form af kopiering, mødeforberedelse og sekretærbistand

–      Assistere inatsisartutgruppen med research på forskellige sagsområder

–      Assistere sekretariatet med formidling og kommunikation

–      IT kunnen, Facebook, YouTube m.v. (har prioritet)

–      Opdatering af Inuit Ataqatigiits hjemmeside

–      Arkivering

–      Deltage i gruppemøder

–      Bistå med planlægning af rejser og kontakten til IA’s lokalforeninger

 

Kom og vær’ med i det spændende arbejde i Inatsisartut.

 

Ansøgningsfristen er 1. maj 2013, som sendes til:

 

INUIT ATAQATIGIIT

Inatsisartuni

Att.: Sekretariatsleder Hans Pavia Egede

hapa@inatsisartut.dl

 

Har du behov for yderligere oplysninger, så kan du ringe på mobiltelefonnr. 553112

Se mere om Inuit Ataqatigiit og Inatsisartut på www.ia.gl og www.inatsisartut.gl.

 

 

PRAKTIKOPSLAG

Inuit Ataqatigiit Inatsisartuni søger en akademisk praktikant til efterårs-semestret 2013

Valget til Inatsisartut er overstået og Inuit Ataqatigiit går nu en spændende og udfordrende tid i møde som landets største oppositionsparti. Med 11 stærke mandater får Inuit Ataqatigiits Inatsisartutgruppe stor indflydelse på arbejdet i parlamentet og dets mange udvalg.

Efterårssamlingen i Inatsisartut starter den 13. september. I Inuit Ataqatigiit ser frem til at arbejde seriøst og målrettet for vores sager og ønsker at invitere dig til at være en del af vores hold til efteråret.

Derfor søger vi en engageret akademisk praktikant til start enten den 15. august eller 1. september 2013, frem til enten den 15. januar eller 31. januar 2014.

Du skal være interesseret i samfundsforhold, politik, formidling og kommunikation, og have lyst til at lære mere om Inatsisartut og arbejdet i en parlamentarisk gruppe.

Vi kan tilbyde spændende og varierende arbejdsdage, hvor du får indsigt i gruppens politiske arbejde, lærer om behandling af lovgivning, politisk kommunikation og formidling, og får lejlighed til følge arbejdet i Inatsisartut helt tæt.

Dine arbejdsopgaver vil blandt andet være:

–      Assistere Inatsisartutgruppen med research på forskellige sagsområder

–      Udarbejde korte notater om relevante emner

–      Assistere sekretariatet med formidling og kommunikation

–      Assistere Inatsisartutgruppen i udarbejdelse af § 37 spørgsmål

–      Deltage i gruppemøder

 

Kom og vær’ med i det spændende arbejde i Inatsisartut.

Praktikperioden er ulønnet og arbejdstiden er 35 timer om ugen i gennemsnit. Vi stiller krav om, at der indgås en praktikaftale med dit uddannelsessted således at du får ECTS point for semestret.

Ansøgningsfrist er 1. maj 2013, som sendes til:

INUIT ATAQATIGIIT

Inatsisartuni

Att.: Sekretariatsleder Hans Pavia Egede

hapa@inatsisartut.gl

 

Har du behov for yderligere oplysninger, så kan du ringe på mobiltelefonnr. 553112

Se mere om Inuit Ataqatigiit og Inatsisarut på www.ia.gl og www.inatsisartut.gl.

 

Hvor skal vi hen?

I koalitionsaftalen skriver Siumut, Atassut og Partii Inuit, at de vil forbedre befolkningens levevilkår. Men de skriver ikke hvordan. De skriver alene, at der skal ”udarbejdes grundige handlingsplaner for mulige indsatser”. Derfor synes Inuit Ataqatigiit at det var oplagt at få en bedre forståelse for koalitionens velfærds- og skattepolitik, da Inatsisartut i tirsdags behandlede Naalakkersuisuts første punkt om skatteforhold. Men desværre kunne hverken Naalakkersuisut eller de tre koalitionspartier give svar på, hvilken vej man vil gå.

Det er forståeligt, at koalitionen efter en uge ved magten endnu ikke har dannet sig et klart billede af, hvordan de vil finansiere deres forskellige politiske visioner. Men debatten i Inatsisartut viste desværre, at koalitionen ikke engang vidste hvad deres visioner er. Ingen af ordførerne fra Siumut, Atassut eller Partii Inuit kunne svare på, hvilke områder man særligt vil prioritere for at forbedre levevilkårene. Partii Inuits medlem, Randi Broberg, svarede tydeligt irriteret, at man ikke kunne forvente klare svar fra et nyt parti! Heller ikke det nyvalgte medlem af Naalakkersuisut for finanser havde noget svar parat. Til sidst måtte formanden for Naalakkersuisut tage ordet og sige, at hun gerne ville love at der ville komme nogle ideer på et tidspunkt. Men heller ikke formanden var i stand til at være mere præcis end dette. Det eneste alle regeringspartierne kunne være enige om var, at det i hvert fald skulle være noget andet end det som den tidligere koalition havde sat i gang.

Hvis man læser koalitionsaftalen er det eneste meget konkrete på skatteområdet faktisk, at man vil nedsætte selskabsskatten. Men hvordan det forbedrer levevilkårene for befolkningen står fortsat hen i det uvisse.

Inuit Ataqatigiit vil gerne samarbejde om at forbedre levevilkår i samfundet. Meget gerne. Og vi har heller ikke noget problem med at der peges på andre veje end dem vi gik i den sidste valgperiode – så længe effekten er den samme, nemlig bedre levevilkår. Men det undrer os at man alene ved hvad man IKKE vil. Det undrer os at man ikke er i stand til at formulere ideer eller visioner og det undrer os at man kan indgå koalition med et parti, der ikke har en politik og som bliver vrede over at blive spurgt til denne.

Vi venter fortsat – på svar, på ideer, på prioriteringer, fra den nye koalition. Hvis vi skal samarbejde, kræver det at vi ved hvad vi skal samarbejde om.  Og så er det altså lang tid at vente helt til efteråret før Naalakkersuisut har fundet ud, hvad de har af visioner og planer.

 

Liste over medlemmer af udvalg og repræsentationer

 

UDVALG MEDLEMMER

 

Formandskab

 

Agathe Fontain, 1. nfm

Ane Hansen, 3. nfm.

 

Udvalget for Forretningsordenen

 

Agathe Fontain, 1. nfm

Ane Hansen, 3. nfm.

 

Udvalg til Valgs Prøvelse Kuupik Vandersee Kleist

Maliina Abelsen

 

Finans- og Skatteudvalg Maliina Abelsen

Hans Aronsen

Naaja Nathanielsen

 

Revisionsudvalg Kuupik Vandersee Kleist

 

Udenrigs- og Sikkerhedspolitisk udvalg Kuupik Vandersee Kleist

Sara Olsvig

 

Lovudvalg Sara Olsvig

 

Fiskeri-, Fangst- og Landbrugsudvalg Ane Hansen

Hans Aronsen

Kalistat Lund

 

Familie- og Sundhedsudvalget Juliane Henningsen

Mimi Karlsen

Agathe Fontain

 

Kultur-, Uddannelse-, Forskning- og Kirkeudvalget Hans Aronsen

Mimi Karlsen

 

Anlægsudvalg Aqqaluaq B. Egede

Kalistat Lund

 

Erhvervsudvalget Ane Hansen

Aqqaluaq B. Egede

 

Råstofudvalget Maliina Abelsen

Naaja Nathanielsen

 

Fredning- og Miljøudvalget Sara Olsvig

Naaja Nathanielsen

 

Nordisk Råd Juliane Henningsen

 

Vestnordisk Råd Kalistat Lund

Maliina Abelsen

 

FN`s Generalforsamling Kuupik Vandersee Kleist

 

Delegeret til  ICC Mimi Karlsen

 

Inuit Ataqatigiit konstituerer sig

Den konstituerende samling er ovre og det daglige arbejde går i gang. Inuit Ataqatigiit’s 11 mandater går nu i gang med deres politiske arbejdsområder og vil i den kommende tid fortsætte arbejdet med Inuit Ataqatigiits målsætninger. Disse blev senest vedtaget under landsmødet i Sisimiut i januar.

“Vi har en stor opgave i at øge kommunikationen med samfundet om vores politik – det er en klar erkendelse efter valget. Vi er stolte over hvert eneste mandat vi har fået, men er naturligvis ærgerlige over ikke længere at være det regeringsbærende parti. Vi slækker dog ikke på vores arbejdslyst eller på vores ønske om at påvirke samfundet mod mindre ulighed” siger Inuit Ataqatigiits politiske næstformand, Aqqaluaq B. Egede.

Den nye politiske ordfører for Inuit Ataqatigiit er Kuupik V. Kleist, mens den nye gruppeformand er Agathe Fontain.

“I de forskellige udvalg har vi sørget for, at anvende gruppemedlemmernes kompetencer og viden bedst muligt, så vi har sat et stærkt hold i alle udvalg. Jeg er stolt over at have så stærkt en gruppe – jeg er overbevist om, at de vil udfylde deres pladser på bedste vis, med skarphed og konstruktiv adfærd” siger partiets formand og politiske ordfører, Kuupik V. Kleist.

 

For at nå målet, må man kende vejen

Inuit Ataqatigiit har nu haft mulighed for at studere Koalitionsaftalen 2013-17 fremlagt af Siumut, Atassut og Partii Inuit. Desværre efterlades vi med et indtryk af, at koalitionen mangler en overordnet plan med samfundsudviklingen.

Ingen samlet vision eller tanker om hvordan

Inuit Ataqatigiit savner i høj grad en samlet vision for, hvordan koalitionen ønsker, at samfundet skal se ud i fremtiden, og især hvordan man vil opnå dette. Koalitionsaftalen virker mere som en ønskeliste, om forbedringer af enkeltområder. På ønskelisten er store og små ønsker blandet sammen, og det er svært at se, hvad der prioriteres højest. Vi kan alle blive enige om, at der er brug for forbedringer, men Inuit Ataqatigiit efterlyser fortsat svar på, hvordan koalitionen agter at løse landets udfordringer. Dette giver koalitionsaftalen intet svar på, og samfundet er dermed fortsat efterladt i usikkerhed.

Det er svært at være uenig med koalitionen i deres meget brede formuleringer. F.eks. er vi alle enige i behovet for at øge antallet af praktikpladser, skaffe flere kollegieboliger og sikre, at samfundets økonomi skal styres ansvarlig og stabilt. Det er på den baggrund, at Inuit Ataqatigiit fra 2009-2013 har sikret en ansvarlig og balanceret økonomisk politik. Dette var ikke tilfældet i 2008, hvor finansloven for 2009 blev vedtaget med et alvorligt underskud. En finanslov vedtaget med underskud er ikke vores opfattelse af ansvarlig og stabil styring. I løbet af de sidste fire år har Inuit Ataqatigiit også sikret, at stort set alle ekstraordinære indtægter fra bl.a. olieefterforskningen er gået til opførelse af kollegier og skolehjem. Derfor er vi spændte på, hvilke nyskabende tiltag koalitionen vil komme med, som ikke allerede er iværksat. De konkrete planer er desværre ikke beskrevet, så vi må vente og se, ligesom befolkningen og erhvervslivet i ind- og udland.

Inuit Ataqatigiit er af den opfattelse, at når man sætter sig et mål, så beskriver man samtidigt, hvordan man vil opnå det. Men koalitionsaftalens mange ønsker om forbedringer, følges ikke op af en beskrivelse af, hvordan målene skal nås.

Landets økonomi

Inuit Ataqatigiit finder det bekymrende og tankevækkende, at landets økonomiske udvikling i koalitionsaftalen kun er beskrevet i fire sætninger. Ikke en eneste gang nævnes vores pressede økonomi og ikke en eneste gang nævnes den udvikling, der i de kommende år betyder flere udgifter og færre indtægter, hvis ikke vi gennemfører reformer og opstarter ny industri. Med hensyn til koalitionens finanspolitik kan vi derfor kun forholde os til de meldinger, der kom fra koalitionspartierne under valgkampen. Her blev der givet udtryk for, at man tvivlede på sandhedsværdien af de analyser, landets Økonomiske Råd er kommet med, der viser at vi fremadrettet kommer til at mangle milliarder bare for at fastholde det nuværende velfærdsniveau.

Det bekymrer os fordi der i koalitionsaftalen er mange ønsker, der kommer til at være dyre for samfundet i fremtiden.  F.eks. fremgår det, at den gensidige forsørgelsespligt skal ophøre i forhold til alderspensionsordningen. Det betyder, at størrelsen på pensionen ikke længere skal tage udgangspunkt i om man er gift eller samlevende.  Det betyder formentlig, at alle ældre uanset husstandens indkomst skal have den højeste pension. Forslaget er som sådan sympatisk, men det rammer skævt, da det vil give de par, der har god økonomi og pension mere.  Siumut stillede forslag om dette på efterårs-samlingen i Inatsisartut i 2009. Her havde Siumut selv beregnet omkostninger til at være 80 millioner årligt. Det er rigtig mange penge og når man så dertil lægger alle de andre ønsker i koalitionsaftalen ser Inuit Ataqatigiit med spænding og bekymring frem til efterårets diskussioner om den kommende finanslov for 2014. Det der bekymrer os er, at de mange ønsker i koalitionsaftalen ikke indeholder nogen plan for finansieringen, tværtimod.

Nye arbejdspladser og råstofsektoren

Inuit Ataqatigiit er fuldstændigt enige med koalitionen i at arbejdsløsheden skal bekæmpes, og at der skal skabes nye varige arbejdspladser i storskalaprojekterne, indenfor byggesektoren samt indenfor fiskerisektoren. Dette har vi arbejdet målrettet på de sidste 4 år, bl.a. ved at afsætte 70 millioner til en særlig indsats overfor arbejdsledige, gennem et øget samarbejde med kommunerne om vores arbejdsledige, gennem fiskerireformen, gennem uddannelsesreformen og gennem storskalaloven. Alle disse tiltag har Siumut været imod. Derfor er vi nu meget spændte på, hvilke nye og hidtil uprøvede tiltag koalitionen kommer med. Vi må vente med svaret på dette spørgsmål, for koalitionsaftalen giver ingen svar.

Et hovedtema under valgkampen var Siumuts krav om royalties på alle mineprojekter – både gamle og nye tilladelser – samt kravet om en ændring af storskalaloven. Desværre skal man bladre længe i koalitionsaftalen for at finde noget om disse emner og igen får man ingen svar på, hvilke konkrete tiltag koalitionen barsler med.

I koalitionsaftalen står der, at ”allerede eksisterende planer og aftaler omkring udvinding af råstoffer samt storskalaprojekter, skal realiseres i forhold til de indgåede aftaler”. Vi forstår dette som om at koalitionen nu aflyser deres hidtidige krav om en produktionsroyalty på kendte projekter, som ISUA-projektet. Under valgkampen gjorde Siumut ellers et stort nummer ud af at råbe ”Grønland er ikke gratis” og måske de nu har erkendt, at det er Grønland ganske rigtigt ikke og de økonomiske rammer der allerede gælder og de planer, der allerede ligger om royalties på f.eks. ædelstene er tilfredsstillende for nuværende.

Inuit Ataqatigiit har hele tiden sagt, at vi er åbne overfor ændringer af vores råstofpolitik. Men vi ønsker ikke dag-til-dag politik, og vi ønsker ikke at skabe usikkerhed og uklarhed. Derfor vil vi klart anbefale den nye koalition at analysere råstofbeskatningen med international viden før man begynder at ændre spor. Udefrakommende viden er ikke dårlig viden, så længe man blot husker at tilpasse den grønlandske vilkår.

Men når både storskalaloven først skal ændres, og der skal laves ny råstofbeskatning, er det svært at se, hvordan storskalaprojekterne skal være med til at skabe arbejdspladser i denne valgperiode.

Uran

Inuit Ataqatigiit er bekymrede over udmeldingerne omkring ophævelse af ”nul-tolerancen” over for uranholdige mineraler. Inatsisartut har netop i fuld enighed vedtaget at fremskaffe en oversigt over konsekvenserne ved en ophævelse af nultolerancen. Desværre lader det til, at den nye koalition ikke respekterer denne beslutning, som de i øvrigt selv har været en del af, hvis man ser bort fra  Partiit Inuit, der dog bakker op omkring bibeholdelse af nul-tolerancen. Det er svært at gennemskue på, hvilken baggrund man nu vil tillade uranbrydning, når man ikke har den nødvendige viden og information om risiko for mennesker, dyr, natur og miljø. Det er faktisk tragisk, at man fra Siumuts side under valgkampen har udtrykt massiv bekymring for storskalaprojekter, mens man nu ophæver nul-tolerancen uden at have den nødvendige viden for at kunne træffe bæredygtige beslutninger. Vi kræver fuld borgerinddragelse i arbejdet omkring ændringen af radioaktive mineraler.

Allerede igangsatte initiativer fortsættes

Inuit Ataqatigiit er glade for, at koalitionen vil fortsætte det arbejde som Inuit Ataqatigiit har igangsat i forrige valgperiode.  Vi er glade for, at man vil fortsætte den ekstraordinære indsats for unge, der er gået ud af folkeskolen og som ikke har beskæftigelse eller op startet en uddannelse. Især fordi den nye koalition ellers stemte nej til sidste års finanslov, der netop sikrede penge til dette. På børn og ungeområdet har den nye koalition ikke beskrevet nye tiltag, men må formodes at fastholde de tiltag, som den tidligere koalition har igangsat. Hele området er beskrevet med to sætninger, til trods for, at vores børn og unge er vores fremtid. Derimod fremgår det, at der tilbydes deltagelse i familiehøjskoler, og rådgivning af kommende og nybagte familier skal underbygges.  Lige præcis det den foregående koalition har været med til at sikre gennem ekstra midler til kommunerne og den særlige ”tidlig indsats” for gravide. Det varmer, at man nu bakker om vores store arbejde trods tidligere massiv kritik.

Inuit Ataqatigiit tager i det hele taget det som en anerkendelse, at den nye koalition indskriver flere af Inuit Ataqatigiits opnåede mål ind i sin koalitionsaftale herunder også nedbringelse af ventelister til operationer, hvilket vi gennem flere år har afsat midler til. Desuden har vi sikret fleksibel misbrugsbehandling, så det i dag er sådan, at misbrugsbehandlingen kommer til misbrugeren og ikke omvendt. Disse mål har Inuit Ataqatigiit sikret, ofte under protester og kritik fra Siumut og Atassut.

Vi ser det også som en anerkendelse, at koalitionen har overtaget landbrugskommissio-nen i deres arbejde. Derimod efterlyser vi i den grad, at koalitionspartierne grundigt gennemgår Økonomisk Råds rapporter fra de forrige år og den fremlagte 2025 plan, der peger på de tiltag, der skal til for at sikre velfærd i fremtiden. Ellers vil realiteterne indhente koalitionen inden de får formuleret en egentlig vision, og en plan for, hvordan de vil nå derhen. Og det kan kommende generationer ikke være tjent med. I Inuit Ataqatigiit ser vi desuden frem til at koalitionen løfter sløret for, hvordan man ønsker at reformere fiskeriet, hvorfor og med hvilket formål Nukissiorfiit skal gøres til aktieselskab.

Jo, der er nok af spørgsmål om hvorfor og hvordan, når man nøjes med at præsentere en ønskeliste.

2009- 2013; Fremgang over en bred front

Valget er overstået. Folket har talt og sammensat et nyt Inatsisartut. Jeg vil gerne benytte dette vagtskifte til at gøre status over den forløbne valgperiode. Det skylder jeg ikke alene befolkningen, men også den omverden, der nøje følger den politiske udvikling i Grønland.

Svære begyndelsesbetingelser

Fire år er ingen tid, hvis man både skal rette op på tidligere tiders politik og samtidig lægge rammerne til rette for en langsigtet reform af samfundet.

Skal vi give et nogenlunde nøgternt billede af den forløbne valgperiode, så må vi erindre os de begyndelsesbetingelser, der forelå i 2009.

Da vi tiltrådte, havde der været underskud i Landskassen flere år i træk. Eksempelvis var der i 2009 et samlet underskud på ca. 1 mia.kr., og enhver kan jo se, at det ikke var de bedste betingelser til at starte med. Den positive økonomiske vækst i perioden 2004-2008 var ikke drevet af en stigning i eksporten, men derimod af låntagning.

Det lå dengang i kortene, at vejen frem hed en overordentlig stram økonomisk politik. Vi indså ret hurtigt, at det gjaldt om at få styr på de stigende offentlige udgifter. Der var ikke andet at gøre end at stramme op på det offentlige forbrug. Men igen, man kan ikke, som det tidligere styre gjorde det i sin tid, fortsætte med at tage lån efter lån i udlandet for at oppebære en kunstig skabt økonomisk vækst.

Resten af historien kender vi jo. Med Skatte- og Velfærdskommissionens betænkning fik vi belyst en række styringsproblemer, der nødvendigvis måtte handles på hvis vi skulle sikre et holdbart, levedygtigt velfærdssamfund. Tingene hænger jo sammen. Det var ganske enkelt helt nødvendigt at danne os et samlet billede af de udfordringer, der ventede os forude.

Ledighed

Den økonomiske afmatning i fiskeriet og i fiskeindustrien var en væsentlig årsag til den stigende ledighed i de forløbne år. Statistikken viser klart et øget fiskeri efter rejer, hellefisk og krabber op til 2006-2008. Ingen tvivl om, at det skabte arbejdspladser ude på kysten. Men der var ikke tale om et bæredygtigt fiskeri, snarere tværtimod. Det daværende så stort på biologernes rådgivning. Konsekvensen kender vi jo – det faldt i vort lod at skære ned på rejekvoterne år efter år så bestanden kunne få en chance for at komme sig igen. Det koster selvfølgelig arbejdspladser. Men det afgørende er, at det nu er lykkedes at gøre fiskeriet efter rejer i Vestgrønland bæredygtigt, og få det anerkendt internationalt. Det er den vej, Grønland skal, ingen tvivl om det.

En anden væsentlig faktor var de offentligt ejede aktieselskabers gældssætning. Hvis nogen skulle have glemt det, så hærgede den internationale finans- og gældskrise for fuld styrke, da vi tiltrådte. For Grønlands vedkommende viste det sig, at Royal Greenland A/S, landets flagskib, stod og manglede 500 mio. kr., fordi gælden var blevet så stor, at långiverne stillede større krav til soliditeten. A/S-erne havde da i 2009 en samlet nettorentebærende gæld på 3.508 mia. kr., mod 2.780 mia.kr. i 2007.

Det er som sagt begrænset, hvad man kan udrette på fire år. Den internationale lavkonjunktur har for alvor bidt sig fast, og er nu forstærket af en global finansieringskrise, og alt tyder på at den kommer til at vare længe. Under sådanne omstændigheder er det ekstra svært at sætte noget i gang, der kunne ligne en økonomisk saltvandsindsprøjtning. Men vi var godt på vej.

Det lykkedes faktisk os at knække ledighedskurven i 4. kvartal af 2012 og i 1. kvartal af 2013. Her i februar var der i alt 914 færre ledige på landsplan, og det er bemærkelsesværdigt alene af den grund, at det sker om vinteren. Hvorom alting er, så er det en kendsgerning, at strømmen er vendt i den rigtige retning.

Vor førsteprioritet

Hvis der er noget, vi gerne vil måles på, så er det på vore anstrengelser for at højne befolkningens uddannelsesniveau.

Statistikken giver et klart billede, nemlig at flere og flere tager erhvervsuddannelser og tager studentereksamen, men også at flere og flere går videre i uddannelsessystemet og tager videregående uddannelser.

Der var således 4.300 studerende i gang pr. 1. oktober 2012. Det er rekord. I 2011 dimitterede 275 grønlandske elever fra de gymnasiale uddannelser. Det er en stigning på 16 pct. i forhold til 2010. Der er altså tale om en betydelig stigning i årene efter 2009. Og det er kvinderne, der viser vej.

Men det centrale spørgsmål er, set henover tid, hvorvidt uddannelsesniveauet stiger i den grønlandske befolkning – og hvor hurtigt dét sker. Statistikken viser, at hver femte borger i Grønland ved udgangen af 2002 havde en uddannelse udover folkeskolen. Ved udgangen af 2011 var det hver fjerde. Og det var i den forløbne valgperiode, det for alvor begyndte at rykke.

Det vigtigste målepunkt i forhold til uddannelsesniveau er imidlertid, internationalt set, 25 års alderen. Her viser det sig igen, at der er en stigende tendens i uddannelsesniveauet for hele befolkningen over 25 år. Her er det igen kvinderne, der fører an.

For uddannelse handler ikke kun om højere løn, gode pensioner, tryg ansættelse og udsyn, det handler i høj grad om en bedre tilværelse. Det har også meget med helbred at gøre.

Vi var helt på det rene med, at det skulle koste samfundet at satse stort på uddannelserne. Vi tilførte uddannelserne en række midler til udvidelse af kapaciteter på uddannelsesinstitutionerne, renovering og byggeri af flere skolehjem og kollegier, blandt andet. Det gjorde vi, fordi uddannelse er et sikkert redskab i bekæmpelsen af fattigdom, ledighed og en livslang parkering på overførselsindkomster. Frugterne høster vi allerede nu, men det gode ved det hele er, at vi nu kan fornemme en ny ånd blandt ungdommen, en ny ånd præget af alvor og ambition om at gøre Grønland til et bedre land at leve i.

Et mere solidarisk Grønland

Trods alle odds, lykkedes det os at mindske indkomstskævhederne her i landet. Således viser nyeste tal, der belyser udviklingen fra 2007 til 2011, at bruttoindkomsterne i gennemsnit er steget med 2,8 pct. pr. år på landsplan. Og det er faktisk borgerne i Qaasuitsup Kommunia, der har oplevet den højeste vækst i perioden med en gennemsnitlig årlig stigning på 3,3 pct. Ja, jollefiskerne er faktisk den befolkningsgruppe, der har haft den klækkeligste ”lønforhøjelse” i denne periode, for nu at sætte det hele i relief.

Nu kan det måske lyde lidt nørdet, men jeg vil gerne have lov til at dokumentere, at indkomstforskellene er udjævnet. Jeg vælger at anvende den såkaldte 80/20-ratio, der måler forholdet mellem indkomstmassen for de 20 pct. med de største indkomster og den samlede indkomst hos de 20 pct., der har de laveste indkomster.

Den såkaldte 80/20-ratio var på 5,8 i 2008 og på 5,2 i 2011. Det viser, at de økonomiske spændinger i samfundet er mildnet i perioden. Spændet mellem rig og fattig er løsnet en smule. Det modsatte ser vi jo ellers overalt i verden. I Danmark er kløften mellem rig og fattig blevet markant større i samme periode. Den danske 80/20-ratio var 3,6 i 2008 og 4,6 i 2011.

Mange kritiserede os for at være alt for forhippet på at skabe økonomisk vækst, men bundlinjen er, at det haster med et økonomisk opsving, hvis vi fortsat skal have råd til at beskæftige os med de ting, der gør os stærkere og klogere, rigere og tryggere.

Den økonomiske udvikling

Når alt kommer til alt, er det økonomien, der tæller. Det vil vi gerne også måles på.

Der var en stærk økonomisk udvikling i 2011. Investeringsniveauet blev særdeles højt, dels som følge af en omfattende efterforskning efter olie og mineraler, dels som følge af et stigende niveau for mere almindelige investeringer i anlæg og fly. Der var desuden en betydelig indkomstfremgang i størstedelen af fiskeriet, idet priserne på fisk og skaldyr steg 20-30 pct. afhængigt af produktet, og fangstmængderne var svagt stigende.

Efterforskningsudgifterne efter hårde mineraler er opgjort til knap 500 mio. kr. i både 2007 og 2008. I 2009 var de faldet til 300 mio. kr., men steg igen i 2010 til over 500 mio. kr.

Det kan ses på omsætningen i brancherne. Statistikken viser tydeligt, at der var fremgang i omsætningen. Det har ikke alene været godt for Landskassen og kommunekasserne, men også for det private erhvervsliv.

Det kan også ses på bankernes årsregnskaber. Grønlandsbanken kom således ud af 2012 med det bedste årsregnskab nogensinde. Kursgevinster og en markant stigende udlån til private og små erhvervsvirksomheder er væsentlige grunde til fremgangen, en fremgang på godt 72% i forhold til 2011.

Privatøkonomien er også ved at komme på fode igen. Restancerne til det offentlige har gennem en længere periode ligget relativt stabilt på omkring 1 mia.kr. I januar 2012 var det lykkedes at nedbringe restancerne til 850 mio. kr., og det går i den rigtige retning. Men der er lang vej igen.

Det korte af det lange er, at den grønlandske økonomi oplevede en positiv vækst siden 2009, hvor der var en negativ vækst. Realvæksten i BNP var på 4,9 pct. i 2010 og på 3,2 pct. i 2011. Det skal ses i lyset af, at der var en negativ vækst i 2009 på -2,7 pct.

Den store omstilling

Udover uddannelse og økonomi vil vi gerne måles på de resultater, der er opnået i forhold til en omstilling af det grønlandske arbejdsmarked til det fremtidige erhvervsgrundlag.

Året 2010 var historisk for Grønland med de første offshore efterforskningsboringer i 10 år.

Også inden for de hårde mineraler var 2010 på mange måder et rekordår med en stor interesse for efterforskning efter hårde mineraler. Det fortsatte ind i 2011, hvor samfundet også nød godt af de fortsatte aktiviteter.

Vi lagde dengang op til, at der inden år 2020 var mere end 5 aktive miner rundt på kysten. Og der var vitterligt et stort behov for at komme i gang. Vi gik i gang med, sammen med Råstofskolen, kommunerne og erhvervslivets organisationer, at opkvalificere landets virksomheder som underleverandører til råstofsektoren. Der er således afviklet en række kurser de seneste år, og der er planlagt en række kurser for i år.

Andre tegn på en positiv samfundsudvikling

Pladsen tillader ikke en samlet gennemgang af samfundsudviklingen siden 2009. Jeg vil dog gerne slutte denne kronik med at fremhæve lidt mere hverdagsnære ting, der belyser at befolkningen faktisk har fået et bedre liv.

Det er glædeligt, at der er sket et drastisk fald i forbruget af alkohol pr. person på hele 6,1 pct. fra 2010 til 2011. Faktisk drikker vi i gennemsnit mindre end danskerne nu. Det er et tegn på, at afhængigheden af alkohol er på tilbagetog.

Med hensyn til kriminalitet, er det også glædeligt, at formueforbrydelser, f.eks. tyveri, også er faldende. Det tyder på, at der er ved at ske en holdningsændring til det bedre hos befolkningen og hjemme i stuerne.

Det private forbrug er stigende, ikke meget, men rimeligt efter omstændighederne.

Det er endvidere glædeligt, at prisudviklingen har været relativ stabil, især når man sammenligner over tid. Inflationen var nogenlunde stabil i årene efter 2009 og steg med 2,0 pct. frem til 2011. Foreløbige tal tyder på at inflationen var 4,0 pct. i 2012. Det skal ses i lyset af, at inflationen var 6,8 pct. i 2007 og 1,7 pct. i 2009.

Hvorom alting, så var det vort hovedmål at højne børn og unges trivsel. Den seneste undersøgelse om folkesundhed blandt skolebørn fra 2010 dokumenterer, at der er fremgang når det gælder helbred og livskvalitet, kost og måltidsvaner, samt tandsundhed. Desværre er der langt vej endnu, når vi taler om forandringer til det bedre i forhold til rygning, fysisk aktivitet og mobning.

Alt i alt må jeg konkludere, at det tager tid at rette op på dårligdomme og gamle vaner i samfundet. Men jeg er fortrøstningsfuld ved, at vi satte en positiv udvikling i gang på de områder, hvor vi kunne gøre en forskel. Det tilkommer ikke mig at vurdere, om vi kunne have gjort tingene på en anden, og helst en bedre, måde, for sket et sket. Vi gjorde vort bedste, og måske gik tingene lidt alt for hurtigt engang imellem på en række områder, men det afgørende er, at Grønland anno 2013 helt sikkert er en anden, end det Grønland vi overtog tilbage i 2009.

Kuupik V. Kleist

Partiformand, Inuit Ataqatigiit (IA)

 

 

 

Tak

10.374 stemmer – så mange fik IA til det netop overståede Inatsisartutvalg. Tak for det! 10.374 stemmer forpligter og vi agter at bruge vores 11 mandater konstruktivt og i respekt for IAs værdier. Vores 11 medlemmer af Inatsisartut er fulde af virkelyst og ser frem til at trække i arbejdstøjet. Som en del af oppositionen vil vi arbejde for IAs mærkesager og samtidigt udgøre et seriøst alternativ til koalitionen. Vi er klar til at fortsætte arbejdet for et stærkt Grønland med fokus på ligeværd og lighed.

Kuupik V. Kleist

Forhandlinger

Inuit Ataqatigiit mener, at bredt politisk samarbejde skaber de mest holdbare løsninger for vores lands udvikling.  Derfor gik Inuit Ataqatigiit til forhandlinger med Siumut med reel forhandlingsvilje og åbent sind.Desværre kunne vi ikke opnå enighed og en fælles forståelse om de principper, der skal gælde for de kommende års politiske beslutninger. Det har også været svært for Inuit Ataqatigiit at få svar på mere generelle politiske spørgsmål.  Forhandlingerne med Siumut har centreret sig om detaljerede ændringer til eksisterende lovgivning og ikke om egentlige politiske problemstillinger såsom bekæmpelse af arbejdsløshed, forvaltningen af vores økonomi, udviklingen af erhvervslivet, opfølgning på reformerne indenfor fiskeriet, sikring af velfærd og en øget uddannelsesindsats.

Inuit Ataqatigiit har i forbindelse med Siumuts liste over ændringer til storskalaloven, skatteloven, råstofloven spurgt ind til tidsplaner.

Der er i dag et akut behov for økonomisk udvikling og skabelse af vedvarende arbejds-pladser og derfor mener vi, at det er helt nødvendigt at lægge troværdige tidsplaner. Vi har også efterlyst en afklaring af om Siumuts planlagte ændringer, skal gælde for fremtidige projekter eller om de skal i brug ved de nuværende projekter. Her tænker vi på planerne og ansøgningerne vedrørende jernmalmprojektet ved Isukasia, aluminiumsmelterprojektet ved Maniitsoq og projekterne vedr. sjældne jordarters metaller ved henholdsvis Kuannersuit og Killavaat Alannguat.

Det er vores vurdering, at Siumuts planlagte ændringer er meget omfattende. Dermed er det vores vurdering at der tidligst i efteråret 2014 kan tages stilling til hvilken vej vi skal bevæge os. Med hensyn til Siumuts krav om brydning af mineraler med radioaktivt indhold var det Inuit Ataqatigtiit’s udspil, at den enighed der blev opnået i Inatsisartut for nogle få måneder siden fastholdes. Alle partier var dette efterår enige om at der skal samles en række oplysninger omkring sundhed, miljø, internationale relationer mv. førend Inatsisartut kunne tage fornyet stilling til spørgsmålet.  Inuit Ataqatigiit skal opfordre til, at denne aftale respekteres. Derudover har Inuit Ataqatigiit spurgt til, om der i Siumuts planer om ophævelse af nultolerancen, indgår overvejelser om en ny øvre grænse, eller om nul-tolerancen blot skal ophæves uden ny øvre grænse.

Generelt fandt Inuit Ataqatigtiit det centralt, at lovændringer vedr. råstoffer skal ske på baggrund af debat i forbindelse med den allerede planlagte fornyelse af råstofstrategien næste år. Hvis der for alvor skal komme gang i mineral- og storskalaindustrien, er vi overbevist om det er meget væsentligt både for os som samfund og for industrien, at betingelserne kendes på forhånd og for længere perioder ad gangen.

Mht. til de bebudede ændringer i skatte- og afgiftslovgivningen, har det også været magtpåliggende for Inuit Ataqatigiit at identificere, hvilke skatter og afgifter der tilfalder landskassen og hvilke der tilfalder råstoffonden.

For Inuit Ataqatigiit er det centralt, at der føres en ansvarlig politik i vores land, og at vores beslutninger tages efter nøje overvejelser. Vi har de sidste fire år opbygget et springbræt for opstart af mineindustri ligesom vi har sikret balance i vores økonomi.

Inuit Ataqatigiit kan ikke som ansvarligt parti indgå i en koalition, hvor der findes så mange ubesvarede spørgsmål og hvor der ikke eksisterer en økonomisk plan, der kan sikre velfærd i dag og for næste generation. På den baggrund mener vi, at vi bedst kan repræsentere vores vælgere ved at stå udenfor et koalitionssamarbejde.

Det er afgørende for Inuit Ataqatigiit, at beslutningerne er bæredygtige og har tanke på vores efterkommere. I den kommende valgperiode vil Inuit Ataqatigiit fortsætte med at føre en politik, der tager afsæt i ansvar og respekt for hinanden samt mindske uligheden i vores land. Vi vil arbejde konstruktivt og søge brede forlig, hvor det er muligt. Men vi vil ikke forlade principper, der styrer partiets arbejde: ærlighed, ansvarlighed, grundighed, ønsket om solidaritet og et selvbærende Grønland.

Kuupik Vandersee Kleist

Inuit Ataqatigiit

Nuuk, 19. marts 2013

Kommunalbestyrelseskandidater

Qaasuitsup Kommunea

Naimangitsoq Petersen Qaanaaq
Edvard I Kristiansen Kangersuatsiaq, Upernavik
Nikkulaat Heilmann Upernavik
Lars Petersen Upernavik
Fritz Mathiassen Uummannaq
Isak Hammond Uummannaq
Bendt B. Kristiansen Ilulissat
Jens Madsen Ilulissat
Eva Jessen Ilulissat
Mathias Nielsen Ilulissat
Karo Thomsen Fleischer Ilulissat
Jens Vetterlain Qasigiannguit
Inge-Marie Jensen Rosing Qasigiannguit
Johan D Frederiksen Aasiaat
Ane Hansen Aasiaat
Peter Olsen Aasiaat
Niels Kristensen Aasiaat
Golo Sandgreen Aasiaat
Agathe Steenholdt Aasiaat
Abel Olsen Akunnaaq, Aasiaat
Grethe Olsen Akunnaaq, Aasiaat
Gerth Nielsen Akunnaaq, Aasiaat
Bia A. Broberg Qeqertarsuaq
Hans Aronsen Kangaatsiaq
Naja Hendriksen Kangaatsiaq
Hans Jeremiassen Kangaatsiaq
Bendt Karl Martinsen Kangaatsiaq
Kasper J. Brandt Iginniarfik, Kangaatsiaq

Qeqqata Kommunea

Morthen Lyberth Maniitsoq
Sidse Lyberth Berthelsen Maniitsoq
Nuka Ole Berthelsen Maniitsoq
Vilhelmine Thomsen Maniitsoq
Bolethe K. Heilmann Maniitsoq
Agathe Fontain Sisimiut
Birthe Kleist Petrussen Sisimiut
Anemarie Schmidt Hansen Sisimiut
Cecilia-Karla Olsen Sisimiut
Malene Ingemann Sisimiut
Olga B. Ljungdahl Sisimiut
Juliane Enoksen Sisimiut
Ida Abelsen Sisimiut
Anda Berthelsen Sarfannguit, Sisimiut

Kommuneqarfik Sermersooq

Mille S. Pedersen Nuuk
Ado Holm, Nuuk
Storm Ludvigsen Nuuk
Bibi Motzfeldt Nielsen Nuuk
Uju Petersen Nuuk
Allan Pertti Frandsen Nuuk
Ane Berthelsen Nuuk
Rina Høegh Lund Nuuk
Pipaluk Lynge Nuuk
Charlotte Ludvigsen Nuuk
Naja Lund Nuuk
Jonny Jensen Nuuk
John Peter Petrussen Nuuk
Erik Jensen Nuuk
Terkild Huusum – Isaksen. Nuuk
Asii C. Narup Nuuk
Malene Lynge Nuuk
Klara L. Petersen Paamiut
Henrik Rachlev Paamiut
Ove Poulsen Paamiut
Søren P. Lyberth. Paamiut
Ejner Jakobsen Arsuk, Paamiut
Mads J. Kuitse Kulusuk, Tasiilaq
Iddimangiiu Bianco Tasiilaq
Henning Maqe Tasiilaq
Nikolaj Haraldsen Tasiilaq
Mattaani Táunâjik Tasiilaq
Charlotte Píke Ittoqqortoormiit

Kommuneqarfik Kujalleq

Anga Peter Edvardtsen Narsaq
Avaaraq Olsen Narsaq
Bjarne Egede Narsaq
Storch Lund Narsarsuaq, Narsaq
Mouritz Karlsen Igaliku, Narsaq
Kelly Berthelsen Qaqortoq
Lasse Davidsen Qaqortoq
Stine Egede Nørbæk Qaqortoq
Ole Stephensen Qaqortoq
Erika Nielsen Baadh Qaqortoq
Aqissiaq Berthelsen Qaqortoq
Kista Isaksen Qaqortoq
Debora Kleist Qaqortoq
Louis Elisassen Nanortalik
Ingemann Dorph Tasiusaq, Nanortalik
Nukannguaq Adolfsen Nanortalik
Thora Andreassen Nanortalik
Jerimine Stach Nanortalik
Henrik Brummerstedt Nanortalik
Kununnguaq Kleist Nanortalik

Indtægter fra første dag

Kuupik Kleist Vi tjener penge fra den første dag, når et råstofprojekt begynder. Der sker både i form af skat af medarbejdernes indkomst og virksomhedernes selskabsskat. Og det drejer sig ikke alene om det aktive råstofselskab, men også de mange underleverandører, der er tilkoblet projektet. Deres medarbejdere betaler også indkomstskat – og underleverandørerne skal ligeledes betale skat af overskuddet.

I forhold til Selvstyreloven er royalty og andre selskabets beskatninger der kommer fra mine og olieindustrien, til deling mellem Danmark og Grønland (for Grønlands vedkommende til råstoffonden) når disse overstiger 75 mio. hvorimod A-skat og andre underleverandør relateret indtægter tilfalder alene Landskassen.

Et godt eksempel er Cairns prøveboringer i 2010 og 2011. Begge år gav boringerne et trecifret millionbeløb til vores fælles kasse. Med andre ord indtjener vi penge allerede i efterforskningsfasen. Det kan vi kun være tilfredse med.

I debatten om råstoffer har der været forskellige forslag til, hvordan vi kan beskatte selskaberne. En af de hyppigste, der er blevet er nævnt, er royalty af mængder af mineraler der produceres, det vil sige en skat af selskabets omsætning.

I den sammenhæng er det værd at huske på, at vi ikke er en råstofnation endnu (i øjeblikket har vi en aktiv guldmine i Sydgrønland). Derfor skal man være forsigtig med at pålægge selskaberne øgede udgifter, inden de for alvor er kommet i gang.

For når et råstofselskab vurderer, hvilket land de vil etablere i, kigger de på projektets samlede omkostninger sat i forhold til de fremtidige indtægter. Og i denne her sammenhæng bliver vi nødt til at skele til de lande, vi er i konkurrence med. Her viser en benchmark-analyse, som vi har fået foretaget, at vores nuværende skatte- og afgiftsniveau er konkurrencedygtig. En position, der er værd at værne om.

MeOve Karl Berthelsenn en anden og vigtig ting at påpege i denne sammenhæng er, at der er meget få lande, der har indført en royalty på selskabernes omsætning. Og det er kendetegnende, at de lande, der opererer med en omsætningsroyalty, er lande med adskillige årtiers erfaring på området, for eksempel Australien. Derfor vil det først være relevant at overveje indførslen af en omsætningsroyalty den dag, hvor vi er en etableret minenation.

En anden og vigtig faktor i konkurrencen om råstofselskabernes gunst er støtte til etablering af den fornødne infrastruktur. Når råstofselskaber kommer til vores land, skal de af egen lomme finansiere de infrastrukturmæssige tiltag, der er nødvendig. Hvis vi tager London Mining som eksempel, skal de selv stå for byggeri af havn, vej og hele mineområdet, inklusiv den camp, hvor medarbejderne skal bo. I andre minelande er der oparbejdet en praksis om, at det er landets offentlige sektor, der betaler udgifterne til etablering af ny infrastruktur, for eksempel Canada og Sverige.
Med andre ord: det betyder, vi skal have en langsigtet strategi som vi skal holde fast, indtil vi bliver enige om en ny langsigtet strategi.

Kuupik Vandersee Kleist og Ove Karl Berthelsen

Forvirringen er total

annonce_ia_2013_small kopiI denne uges Sermitsiaq kan man læse, at Siumuts formand alligevel ikke mener, at deres royaltypolitik er noget der skal gennemføres lige foreløbig.

Sagt med andre ord er meldingen nu, at royalties kun er for nye efterforsknings- og udnyttelsesaftaler, således Grønland ikke bryder med allerede eksisterende aftaler.

Det synes Inuit Ataqatigiit lyder noget forvirrende og nu melder Siumuts formand da også hun er blevet misforstået. Det kan vi godt forstå, for det er meget svært at finde ud af, hvad Siumuts valgtema omkring royalties egentlig dækker over. Og det her er vigtigt, for vi taler om vores lands råstofpolitik. Vi taler om internationale, forhandlingsdrevne, multinationale selskaber, hvorfor det har stor betydning, hvad man egentlig melder ud. Det har også stor betydning, om man har gjort sit hjemmearbejde.

Meldingen fra Siumut har tidligere været, at der skal være royalty på for eksempel Isua jernmineprojektet fra dag 1 – selvom Siumut selv har godkendt de økonomiske rammevilkår da efterforskningstilladelsen blev givet i 1995 til det første selskab som lavede efterforskning i Isua, og senere da man overdrog efterforskningstilladelse til London Mining i 2005.

Vi mangler svar – betyder det royalties og nye økonomisk vilkår i forhold til efterforskningstilladelser for et projekt som Isua-jernminen? Fra Inuit Ataqatigiit har vi hele tiden gjort klart, at vores politik er, at det ikke er nu, ved det først mulige mine projekt i storskalaklassen, at vi skal kræve royalties. Som vi også hele tiden har påpeget er der mulighed for brug af royalties med den gældende råstoflov. Det er således ikke en lovgivningsmæssig beslutning, men en politisk og strategisk beslutning.

Formanden for Siumut siger også i Sermitsiaq, at hun ikke vil komme med for mange detaljer, når det gælder en fremtidig royaltymodel. Under KNR’s vælgermøde i Ilulissat sagde Siumut formanden ellers på TV, at der var tale om en royalty på 10 %. Men 10 % af hvad – og skal det gælde lige meget hvilket mineral og mineralets værdi?

Fra Inuit Ataqatigiit har vi gjort det klart, at royalties skal bruges offshore ved olieudvinding. Vi har også til hensigt at kræve royalties ved den mulige udvinding af rubiner ved Qeqertarsuatsiaat. Vi har gjort det klart, at royalties er en eksisterende mulighed i lovgivningen som skal bruges med omhu, når det giver den bedst mulige gevinst samlet set.

Siumuts og andre partiers argumenter falder fra hinanden. Men vi er faktisk glade for, at det nu tyder på, at Siumut også ser, at det er skadeligt for landet at skifte strategi fra dag til dag, og anerkender rigtigheden af den politik Inuit Ataqatigiit fører.

Vi mener det er meget vigtigt, at man forsøger at finde national enighed om et så vigtigt spørgsmål. Politisk stabilitet er vigtigt for at få investorer til landet.

Fra Inuit Ataqatigiit har vi aldrig afvist royalty – vi har derimod hele tiden sagt, at det handler om timing. Det afgørende er hvilket mineral det handler om og hvad der er realistisk.

Vi mener også, at man løbende skal arbejde med råstofbeskatningsspørgsmålet. Det er af selvsamme årsag koalitionen har nedsat en ekspertgruppe, som skal give os anbefalinger på beskatningsområdet, ligesom vores nuværende råstofstrategi er blevet til ved konstante evalueringer i form af bench marking gennem 20-30 år.

Så hvad er det egentlig Siumut vil?

Vi håber og ønsker, at alle partier vil bidrage konstruktivt, og vi igen kan opnå kompromis, som der var i 2009, hvor alle partier stemte for vores råstoflov og vedtog vores råstofstrategi. Det er helt nødvendigt for vores land at vi når til enighed, så vi kan sikre nye erhvervsmuligheder.

Med venlig hilsen

Kandidaterne for Inuit Ataqatigiit

Royalties og realiteter

Af Inuit Ataqatigiit’s kandidater til Inatsisartut

Vores undergrund er ikke gratis, men den er heller ikke en stabil og sikker indtægt for vores land. Selvom der har været råstofaktiviteter i vores land i mange år, så er det endnu ikke lykkedes at skabe en egentlig råstofindustri. Vores undergrund rummer store værdier men den er økonomisk uden værdi hvis den bliver liggende uberørt. Og da vi kun kan tjene pengene én gang på vores ikke-levende ressourcer, kræver det stor omtanke at tillade udvindingen af dem. Derfor er en langsigtet plan helt afgørende, hvis vi skal få det største udbytte.

Vi ønsker alle et økonomisk selvstændigt land. Men for at denne drøm kan blive til virkelighed skal vi først have nye indtægter til landet – og det kræver udenlandske investorer og selskaber til råstofsektoren. Uanset hvordan vi vender og drejer det, så har vi ikke råd til selv at stå for efterforskningen og senere hen udvindingen af vores ressourcer. Vores økonomi er alt for lille til at indgå i dette, for det kræver adskillige millioner – om dagen. Udenlandske investorer og selskaber er således en nødvendig del af vores drøm og tankerne om et grønlandsk udvindingsselskab er urealistisk.

Flere partier har i valgkampen foreslået, at man indfører en omsætningsroyalty på mineområdet. En omsætningsroyalty er en model, hvor selskaberne betaler en vis procentdel af deres samlede indtægter til Råstoffonden, uanset om der er overskud i den pågældende mine eller ej. Denne model øger udgifterne for selskaberne i de første år af minens levetid, og netop de første år af en virksomheds levetid er sårbare økonomisk, for der er flest udgifter. Det kan vi selvfølgelig vælge at være ligeglade med. Men hvis vi reelt ønsker en mineindustri kan vi ikke lukke øjnene for, at også investorerne har behov. Og en lukket mine er meget lidt værd for vores landskasse. I debatten bliver det af og til fremstillet som om, at selskabernes ønske om profit er urimelig. Inuit Ataqatigiit vil gerne slå fast, at vi ønsker at de selskaber der opererer i landet udvikler sig til sunde forretninger. For vi har brug for varige og sikre arbejdspladser. Inuit Ataqatigiit har hele tiden været åbne for at vi i fremtiden kan sammensætte vores beskatning på råstofområdet anderledes. Derfor har vi også sikret at der nu er nedsat et råd af internationale eksperter, der skal rådgive om den mest optimale sammensætning af beskatningen og kontrollen på råstofområdet. For uanset hvordan vores beskatning er sammensat, og uanset om vi anvender selskabsskatter eller omsætningsroyalty, så vil der være udfordringer forbundet med skatteinddrivelsen. Der skal, uanset beskatningsform, arbejdes med en styrkelse af skatteområdet, særligt med hensyn til bekæmpelse af transfer pricing. Transfer pricing handler om selskabernes mulighed for at sælge deres varer for billigt til et udenlandsk datter- eller søsterselskab, for på den måde at føre værdier ud af landet. Transfer pricing er et internationalt problem. Ingen lande ønsker, at se værdier blive ført uden om deres skattesystem. I den forbindelse mener vi, at en styrkelse af kompetencerne i Skattestyrelsen bør finansieres af netop selskaberne, sådan som råstofloven giver mulighed for. Inuit Ataqatigiit mener at royalties skal bruges når det strategisk er bedst og det mener vi ikke er nu. Vi ønsker også at styrke kontrollen og tilsynet med selskabernes skatteindbetalinger, ja til løbende at vurdere om vores beskatning rammer plet og ja til at skabe et investeringsmiljø, der rent faktisk udmønter sig i arbejdspladser og skattekroner. Fordi nul miner er lig med nul arbejdspladser og nul indtægter. Det handler ikke om at tækkes selskaberne, men om at holde fokus på målet og turde satse langsigtet.

Tak

Inuit Ataqatigiit takker for det samarbejde vi har haft de sidste 4 år. 4 fantastiske år. Der er rigtig mange ting der er lykkedes for os. Men vi har også været igennem mange svære diskussioner og store beslutninger. Det har været meget vigtigt for os tage beslutningerne, ikke ud fra om de var populære, men fordi de var rigtige og nødvendige – også når vi har været i modvind. Vi har stadig masser af store opgaver – forandringsprocessen er lige sat i gang. Derfor håber at vi får mandat til stadig at varetage landets politiske ledelse.

 

Vi er stolte af de resultater vi har nået i den forløbne valgperiode. Vi har, sammen med alle de gode kræfter i landet, skabt et solidt og pålideligt økonomisk fundament. Vi har for første gang i vores historie, gennem grundige undersøgelser og analyser, kunnet fremlægge langsigtede planer som skal sikre vores fremtidige velfærd og vores voksende selvstændighed.

 

Vi arbejder hårdt for at skabe grundlaget for nye erhvervsaktiviteter og dermed også formindske arbejdsløsheden. Vi har siden 2009 brugt 100 mio.kr. ekstra til indsatsen for børn og unge. Og vi har taget fat i mange af de problemer som bremser os som folk.

 

Vi glæder os meget til den 12. marts. Vi skal fejre demokratiet på tværs af partier og meninger.

 

Godt valg!

Kandidater til Inatsisartut valg

Naimangitsoq Petersen Qaanaaq
Magnus Petersen Kullorsuaq mannu@hotmail.dk
Nikkulaat Heilmann Upernavik pannik@greennet.gl
Bia Andersen Broberg Qeqertarsuaq amo1@greennet.gl
Isak Hammond Uummannaq isakh@ina.gl
Inge-Marie Jensen Rosing Qasigiannguit erneq@greennet.gl
Ane Hansen Aasiaat aneh@nanoq.gl
Peter Olsen Aasiaat anuni@greennet.gl
Jokum Nielsen Aasiaat ujukku@greennet.gl
Hans Aronsen Kangaatsiaq haar@ina.gl
Malene Ingemann Sisimiut ingemann.m.m@greennet.gl
Juliane Enoksen Sisimiut juliane-sisimiut@hotmail.com
Ane Marie Schmidt Hansen Sisimiut amsh@qeqqata.gl
Olga Berthelsen Ljungdahl Sisimiut oblj@qeqqata.gl
Qulutannguaq Berthelsen Sisimiut qulu84@hotmail.com
Agathe Fontain Sisimiut agfo@nanoq.gl
Mimi Karlsen Maniitsoq mimi@ina.gl
Sara Olsvig Nuuk sara.olsvig@ft.dk
Laila K. Thomassen Nuuk alupaat6470@hotmail.com
Aviaq Brandt Nuuk aviaqbrandt@gmail.com
Johan Lund Olsen Nuuk johan@ina.gl
Nikoline Ziemer Nuuk nikoline.ziemer@gmail.com
Kaali Olsen Nuuk kaali@ina.gl
Sofia Rossen Nuuk rossen@greennet.gl
Ove Karl Berthelsen Nuuk okb@greennet.gl
Kuupik Kleist Nuuk kukl@nanoq.gl
Naaja Nathanielsen Nuuk nana@ina.gl
Maliina Abelsen Nuuk mabelsen@gmail.com
Olga P. Berthelsen Nuuk olpe@ina.gl
Aqqaluaq B. Egede Nuuk abe@greennet.gl
Juliane Henningsen Nuuk jhen@ina.gl
Ivana Josefsen Nuuk ivanajosefsen@hotmail.com
Astrid Fleischer Rex Nuuk asfl@inatsisartut.gl
Søren P. Lyberth Paamiut solo@sermersooq.gl
Kalistat Lund Narsaq kalistat@greennet.gl
Anga Peter Edvardsen Narsaq kuluks@greennet.gl
Múte Bourup Egede Narsaq mbe@trade.gl
Lasse Davidsen Qaqortoq sera2@greennet.gl
Stine Egede Nørbæk Qaqortoq sen@greennet.gl
Ole Stephensen Qaqortoq norraq@gmail.com
Kelly Berthelsen Qaqortoq kellyberthelsen@hotmail.com
Henrik Brummerstedt Nanortalik brum@greennet.gl
Nukannguaq Adolfsen Nanortalik aqissiaq@greennet.gl
Harald Bianco Tasiilaq habi@ina.gl
Henning Maqe Tasiilaq hema@sermersooq.gl
Tobias Bianco Tasiilaq tobi@sermersooq.gl

Overordførerindlag om Storskalaloven og om Alcoa

I vores land skal vi føle et samvær uden forskelsbehandling på baggrund af hudfarve, sprog, religion og andre forskelligheder. Vores forskelligheder med hver vores styrker og egenskaber er den største kilde til styrke i vores vej til selvstændighed. På trods af forskelsbehandling af indbyggerne, ikke er et særsyn i andre lande, så skal ligeværdighed være den følelse man møder, når man ankommer til vores land, Nunarput.

Vores egenart og vores syn på vores medmennesker- er en styrke som vi altid vil holde i hævd, lige som andre minoriteter i verden. Når man ankommer vort land og møder os, så er vi hverken store eller mangfoldige, men vores identitet og tankegods giver os styrke. Når alt føles umuligt og man overvældes af sortsyn, så skal ideer og tanker kunne finde et forum til indbyrdes styrkelse.

Det skal fra start af meldes at det vil være meget svært at ændre Inuit Ataqatigiits holdning om lige forhold i ansættelse og løn mellem den lokale befolkning og tilkommende arbejdere.

I punkt nummer 110 er det formålet at fremme udviklingen af den grønlandske økonomi for at fremme investeringslysten og realiseringen af særskilte projekter. At forbedre udviklingen af det grønlandske erhvervsliv, og for at udvikle den grønlandske økonomi, således, at afhængigheden af statens bloktilskud minimeres. Etablere nye erhvervsmuligheder, hvor der bliver skabt grundlag for en indtjening, der tjener begge parter, og skaber de lovgivningsmæssige rammer om etableringerne.

Jeg vil på vegne af Inuit Ataqatigiit takke Naalakkersuisut for at have fremsat denne store opgave til stillingtagen blandt Inatsisartut. Det er ganske givet, at det vil være vanskelligt at kunne indfri alles ønsker i herværende sag. Men på trods af det, er denne sag af så stor betydning for landets udvikling, at det må betegnes som værende et milepæl i landets nyere historie. Naalakkersuisut fremsætter forslaget til Inatsisartut, som ny økonomisk udviklingsmulighed for landet og befolkningen.
Den teknologiske udvikling er en af de væsentligste økonomiske grundpiller i den globale økonomi. Hvis den teknologiske udvikling fortsætter i samme takt som i dag, vil efterspørgslen efter nye mineraler og miner være i stadig stigning. Dog er den globale økonomi trængt, på grund af få leverandørlande af strategiske mineraler, med det resultat at udviklingen af teknologierne er trængt. Dette skyldes at den teknologiske udvikling fordrer flere miner og mineselskaber.

Dette skyldes at flere, globalt set, centrale miner hurtigt er ved at nå deres grænse for indhold. Vores lands mineralske rigdomme har åbnet øjnene op for omverdenen, da de mineralske rigdomme vil kunne sikre en forsat udvikling. På samme tid vil vores land og befolkningen nyde godt investeringerne og indtægterne, der vil finansiere vores velfærdssamfund.

Det er en realitet at vores land for alvor er blevet en del af den globaliserede verden. Efter nedbruddet af den globale økonomi, er der sket omvæltninger i den globale handel. Dette har to mere og mere betydelige konsekvenser for vores land.

For det første: Man vil hurtigst muligt stabilisere den globale økonomi igennem den teknologiske udvikling, og det betyder at der er en forøget interesse for vores mineralske rig-domme, der har en tæt tilknytning til den teknologiske udvikling. Det at verden har fået øjnene op for vores rigdomme er udtrykt ved herværende lovforslag, der fordrer en politisk stillingtagen, da globaliseringen for alvor er rykket ind i vores liv som individer og som samfund.

For det andet: Globaliseringen har medført at handlen med de levende ressourcer har medført at der i større og større grad fokuseres på bæredygtighed. Og det får selvfølgelig en betydning for vores eksport af fisk. Der fokuseres på at sikre en bæredygtig og langtidsholdbar handel med omverdenen.

Det er virkelighedsflugt at tro at man kan handle uden at afstemme med den globale virkelighed. Den nye udvikling gør, at vi er nødt til at være bevidste om og handle ud fra den globaliserede verden. Alle lande der går ind for samhandel, og går ind for en udvikling af erhvervene, er nødt til at forholde sig til resten af de krav, der gør sig gældende i resten af verdenen. Og her må Grønland som en del af det globaliserede verden, forholde sig som en del af samme.

Det er uundgåeligt i den globaliserede samfund, at vi er nødt til at give og tage på vores krav. Vi kan ikke holde fast på vores krav og i samme åndedrag sige at hvis mineselskaberne ikke kan honorere vores krav, så kan de bare holde sig væk. Hvis man har den holdning, så skal man også være klar til at pege på løsningsmodeller for at kunne finansiere et finansielt sårbart velfærdssamfund. For vi er ikke langt fra de forhold, der vil gøre det særdeles vanskelligt at oprette holde velfærdssamfundet.

I løbet af de kommende to år er det estimeret at den grønlandske økonomi vil have en negativ vækst på fire procentpoint. Og det på trods af en meget strammere forvaltning af finanserne i forhold til tidligere tider. Det er estimeret at den ændrede demokrafiske sammensætning i samfundet, med flere og flere ældre, samtidigt med en faldende arbejdsstyrke, vil have den konsekvens at der om 15 år vil være en negativ vækstrate på 16 procentpoint.

Dette betyder at vi er nødt til at spare på op imod én milliard kroner om året. Med andre ord, hvis vi vil have samme serviceniveau, så vil udviklingen stoppe, vi vil være nødt til at fokusere på vores omkostninger- uden at have råd til det.

Hvis vi ikke laver ændringer, så kan vi ikke beholde vores nuværende velfærdssamfund, og det på trods af, at der er væsentlige områder, der trænger til forbedringer. Hvis vi skal kunne finansiere den ekstra milliard kroner, der er nødvendig, så er minedrift ikke bare en smuk tanke. Tanken er nødvendig, hvis man forholder sig ansvarligt i forhold til bare at kunne beholde nuværende velfærd.

Holdningen til minedrift fordrer et vidtstrakt syn i samfundet. Det er ikke til at komme uden om, da det er faktum at fremtidsudsigterne er dystre. Det er nødvendigt at argumentere i forhold til den virkelighed, vi lever i. Hvis vi skal være realistiske, så kan vi ikke komme uden om, at vi er nødt til at pege på andre indtægtskilder, hvis vi vælger minedriften fra. Hvis vi ikke vælger alternative indtægtskilder, så vil samfunds økonomien bevæges sig mod det uansvarlige, fordi det vil resultere i nedskæringer i de serviceydelser som vi har vænnet os til. Vi vil være nødt til at skære ned i bevillingerne til sundhedsvæsenet, indenfor socialområdet, indenfor uddannelsessystemet og indenfor infrastrukturen. Disse er grundfæstede i vores bevidsthed som rettigheder, i det billede vi har af vores velfærdssystem.

At vi viser forskellige holdninger her i landet, og at det sker med baggrund i geografien i vort vidtstrakte land antyder, at vi er nødt til at forbedre vores måder at kommunikere på.
Vi skal sikre at den nødvendige information på en bedre måde end i dag når til alle beboede steder i vores land. Der skal ikke herske nogen tvivl om at alle vi i Grønland arbejder hen imod en bedre fremtid. Men det er tvivlsomt om alle nødvendige oplysninger er nået ud til alle om disse væsentlige emner, således at alle kan danne sig en kvalificeret mening.
Herværende ordførertale giver os mulighed for at spørge Naalakkersuisut med hensyn til status på Inuit Ataqatigiits forslag om opdatering af høringsfristerne. Vi stiller spørgsmålet fordi Inuit Ataqatigiit mener at forslaget animerer hen imod en højere grad af borgerinddragelse i forhold til storskalaprojekter.

Selvstyreloven er funderet på fakta. Den er et arbejdspapir på, hvordan vi sikrer os imod økonomisk ruin og hvordan vi bibeholder et velfærdssamfund som vi kan oppebære. Selvstyreloven er en nyordning, der på bedste vis igennem Selvstyrekommissionens slutdokument viser hvordan vi realiserer et fremtidigt Grønland. Da selvstyreloven er så grundlæggende, så bør debatten om råstofaktiviteterne være troværdig, samlende og konstruktiv blandt de politiske partier, i stedet for at være skueplads for politisk fnidder fnadder.

Råstofselskabernes etableringsomkostninger er afgørende for, hvornår mineselskaberne kan have dækket deres etableringsomkostninger i forhold til starttidspunktet. Sagt med andre ord; hvis etableringsomkostningerne er høje, så vil etableringsomkostninger rykke tidspunktet for, hvornår vi kan nyde godt af indtægterne. Så hvis vores krav til mineselskabernes etableringsomkostninger ligges højt, vil tidshorisonten blive strakt længere ud. Men dette betyder ikke at der skal drives minedrift, for enhver pris.

Fra Inuit Ataqatigiit har det altid være målet at samfundet skal have det højeste mulige udbytte af minedriften, og det uanset hvilke navne og betegnelser man vil hæfte på indtægtskilderne. Derimod vil Inuit Ataqatigiit finde hvilke ordninger, der vil sikre de bedste økonomiske udbytte for samfundet.

Af førnævnte grunde kan man argumentere for at jo højere etableringsomkostningerne for mineselskaber er, desto højere vil landets ”egne omkostninger” være, da en højere omkostningsniveau vil rykke indtægtstidspunkterne længere ude i fremtiden. Af den grund vil vi fra Inuit Ataqatigiit være åbne for forhandlinger, hvori minimering af etableringsomkostninger indgår, hvis færdigresultatet vil være til bedste for samfundet.

Af den grund har det intet på sig når nogen fejlagtigt påstår: Naalakkersuisut er ved at sælge vores land for ingenting! Realiteten er tværtimod: Inuit Ataqatigiit mener at alle bør arbejde hen imod det største udbytte for Grønland og samfundet.
Lovgivningen er skruet sammen på den måde at selv uden at finde nye afgifter, så er der under udforskningsfasen alene indtægter i adskillige 100 mio. kroners niveau. Og det på trods af at indtægtsgrænsen igennem lovgivningen er sat på laveste barre. På trods af samme vil vi fra Inuit Ataqatigiit arbejde for at finde nye indtægtsmuligheder. Og da vi trods mange forskelligheder er et samfund, så forpligter det samtlige partier at arbejde hen imod et fælles bedste for samfundet.

Forud for en egentlig mineindustri er der en række emner, der skal løses op for. I de se-neste årtier er der sket en stor udvandring fra Grønland. Det samme gælder indvand-ringen til landet. Der er en stor arbejdsløshed i landet. Der er en langsom udvikling af erhvervslivet og en lav innovation indenfor erhvervslivet. Der er et stort gab imellem befolkningsgrupper, når man ser på indtægtsforhold og de generelle livsbetingelser. Der er for mange med for få indtægter. Et reformarbejde er gået i gang for at rette op på skævhederne, Inuit Ataqatigiit er i arbejdstøjet.

Ændringer – reformer og nye indtægtskilder skal mindske afhængigheden af det årlige bloktilskud fra staten. Det forøgede ansvar i forvaltning af vores land, skal ske ved at vi fører vores egne beslutninger ud i livet. Og for at nå det, så er vi nødt til at reformere vores egne holdninger.

Man kan spørge således her: Hvis vi siger nej til minedrift, hvis vi siger nej til nye arbejdspladser, hvis ikke kan finde finansiering et mere og mere omkostningstungt samfund, hvis vi skal finansiere et mere ligeværdigt samfund, hvor skal vi så finde nye erhvervsgrundlag? Der er flere udfordringer. Det ligger udenfor enhver tvivl, at vi ville sige nej til minedrift, hvis det var muligt at finde nye indtægtsalternativer, der i samme grad ville kunne finansiere vores velfærdssamfund. Men virkeligheden er, at der ikke findes alternativer.

Herværende lovforslag; er specielt interessant at behandle i forskellige Inatsisartut udvalg.
For det første: Vi skal have lokaliseret forskellige punkter, hvor vi er uenige, for derefter at finde løsningsmodellerne. Et andet interessant aspekt er at udvalgene skal finde de bedste grundlag til at skaffe indtægter til befolkningen og landet på. Fordi herværende lovforslag er kørt igennem Naalakkersuisut, og nu har Inatsisartut en direkte mulighed for at gøre deres indflydelse gældende.

Det er forkert at tro at accept af herværende lovforslag samtidigt betyder en åbning af store miner. Herværende lovforslag afstikker de lovgivningsmæssige rammer for under etableringsfasen. For at imødegå alle misforståelsesmuligheder, skal vi fra Inuit Ataqatigiit understrege at accept af herværende lovforslag ikke er et accept og godkendelse til åbning af miner. Forud for åbning af miner er der lang vej endnu med grundige undersøgelser i henhold til råstofloven.

Vi vil dog i samme åndedrag opfordre Naalakkersuisut at såfremt at der bliver åbnet op for storskala industrien, at der nedsættes en arbejdsgruppe, hvis formål skal være at undersøge hvilke muligheder, der ligger for en prioritering af den lokale arbejdskraft og de lokale virksomheders deltagelse i etablerings og driftsfase af de ny projekter.

Det er meget vigtigt for Inuit Ataqatigiit at kortlægge hvilke opgaver der vil kunne udføres af lokale virksomheder. Det samme gælder med hensyn til at undersøge hvilke muligheder der er med hensyn til praktikpladser.

Det siger sig selv at storskalaprojekter med et arbejdskraftsbehov for flere tusinde bør bruges optimalt. Når etableringsfasen er ovre og når man når til driftsfasen, så er det estimeret at der vil blive behov for færre en 1.000 arbejdere, og her bør målet være at flertallet af de ansatte i driftsfasen bliver lokale. For at sikre den størst mulige deltagelse af den lokale arbejdskraft er det vigtigt at kommunerne og Selvstyre arbejder tæt sammen.

Inatsisartutgruppen fra Inuit Ataqatigiit vil som ansvarlige medlemmer af Inatsisartut samarbejde for fremskridt i samfundet. Vi mener at det er utrolig vigtigt at der i Inatsisartut og blandt partierne er enighed og samarbejdsvillighed om behandlingen af lovforslaget.
Hvis samfundet skal have mulighed for at udvikle sig, så er vi nødt til at lægge et fundament til et nyt erhvervsgrundlag, også til nye erhverv, hvis størrelse vi ikke har haft fantasi til at drømme om, men hvis ikke man kan finde et bredt parlamentarisk grundlag for lovforslaget, så er der ingen grund til at realisere det.

Naalakkersuisut har arbejdet med lovforslaget over flere år, at Inatsisartut langt om længe har fået mulighed for at behandle sagen forpligter. Og derfor har vi ingen betænkeligheder ved at godkende forslaget i første behandlingen af lovforslaget. Spørgsmål, kritikpunkter, punkter der kræver særlig omhyggelighed og punkter hvor krav kan hæves, er de punkter som vi først vil diskutere. Og det skal ske i udvalgsarbejdet i samarbejde med de øvrige partier i Inatsisartut.

Ordførertale ved åbningsdebat i Folketinget den 4. oktober 2012

Sara Olsvig foran Christiansborg

Sara Olsvig foran ChristiansborgNæsten halvdelen af danskerne (46%) tror, at de fleste grønlændere bor i små afsidesliggende bygder.

7 ud af 10 danskere ved ikke hvem Grønlands politiske leder er og 42% af den danske befolkning tror, at hver tredje fanger i Grønland stadig benytter kajakken som sit primære fartøj i forbindelse med fangst til havs.

Dette er tal fra en undersøgelse som analyseinstituttet YouGov har lavet for nyligt. Tallene viser med tydelighed, at der en grum skævhed i hvad danskerne ved om grønlændere og vores land. En skævhed som bestemt ikke er med til at gøre livet lettere for de mange grønlændere som bor i Danmark, eller for de hundreder af studerende som hvert år tager hertil for at læse.

Desværre oplever vi gang på gang, at der hersker denne store uvidenhed og det er en klar hæmsko for at få et godt og naturligt forhold til hinanden på tværs af Atlanten.

I Grønland har vi en mere naturlig tilgang til Danmark gennem vores medier, gennem familierelationer og på anden vis. Derfor er denne skævhed i viden om hinanden noget som vi grønlændere mærker tydeligt.

Jeg vil hermed opfordre den danske regering til at se på, hvordan man i Danmark bedre kan sikre at danske børn og unge får et mere retvisende vidensgrundlag om Grønland og grønlændere. Det kunne for eksempel være ved at se på de pensum der i dag bruges i den danske folkeskole og på gymnasierne. Rigsfællesskabet og forholdene i de to andre Rigsdele bør fylde mere end en enkelt emneuge hist og pist og det bør ikke være sådan, at når skoletjenesten fra De Grønlandske Huse tager ud på danske skoler, så skal ressourcerne bruges på at aflære eleverne om fordomme om Grønland og grønlændere.

Undersøgelsen viser også, at 43% af danskerne tror, at mere end halvdelen af de grønlændere som bor i Danmark er på overførselsindkomst. Det er langt fra tilfældet. Som andre undersøgelser før har vist, så er en rigtig stor del af de grønlændere som bor i Danmark velfungerende borgere med uddannelser og job.

Der er dog også en del af samme befolkningsgruppe for hvem integrationen halter. Vi har talt om problemet før, og jeg har i det første år som folketingsmedlem holdt møder med socialministeren om den problematik, at integrationsindsatsen er så godt som ikke eksisterende for de grønlændere i Danmark som har brug for det. Det har været vores klare ønske, at den nationale strategi som socialministeren sidste år lovede, ville blive fremlagt, indeholder en plan for, hvordan man vil imødekomme udfordringen. Her er det efter min mening helt centralt, at integration ses som en naturlig ting, som også forebygger. Lad os tage fat inden problemerne opstår. Jeg venter spændt på at høre mere fra den danske regering om den kommende strategi.

Igen i år står også De Grønlandske Huse uden at vide, om de kan videreføre deres sociale projekter efter 1. januar – det undrer mig meget, at der endnu ikke er fundet en løsning på det, da der jo netop har været fokus på, at styrke indsatsen over for socialt udsatte grønlændere. Jeg vil kraftigt opfordre satspuljepartierne til at se på den situation De Grønlandske Huse står i netop nu. Det bedste ville selvfølgelig være, at disse og andre projekter for socialt udsatte grønlændere i Danmark sikres varige midler, så en langsigtet indsats kan påbegyndes.

Der er ingen tvivl om, at Arktis fylder meget i disse år. Også i den danske presse. Overskrifter som ”Nu kommer Grønlands milliarder: Bliver Danmark snydt?” (Berlingske 22. august 2012), ”Skal Danmark og Grønland skilles?” (Berlingske 10. juli 2012), ”Kinesisk invasion truer Grønland” (Berlingske business 9. juli 2012), og ”Ingen miner uden billige kinesere” (Berlingske 13. september 2012), har fyldt de danske aviser og givet genlyd i både udenlandsk og grønlandsk presse. Men kan man nu tro på disse overskrifter? Svaret er ofte nej – rigtig mange af skriverierne i pressen har især det seneste halve års tid været stærkt overdrevne.

Realiteterne er, at vi i Grønland netop nu står med store udfordringer som især drejer sig om at gøre hele systemet klar til den fremtidige industri – der går ikke tusinder af kinesere rundt i vores gader, og vi arbejder hårdt på den lovgivning som skal beskytte både vores arbejdere og de udefrakommende, hvis eller når storskalaprojekterne realiseres.

Vigtigst af alt, er vi i Grønland er meget bevidste om, at skabe de mest hensigtsmæssige og trygge rammer, for samfundet og for miljøet, i forbindelse med udviklingen af disse industrier. Det er vores ansvar, og vi tager det ansvar på os. Vi skal lære af de fejl andre og vi selv har begået igennem årene, ikke mindst af vores historie som postkolonialt samfund. Rigtig mange af de udfordringer vi står overfor nu har vi på mange måder oplevet før. De beslutninger vi tager nu vil tegne Grønland i mange årtier og for mange generationer fremover.

Derfor står jeg, og andre med kendskab til dette område helt uforstående over for, at samfundsvidenskabelige forskningsaktiviteter i Arktis ikke opprioriteres i disse år. Statsministeren nævnte i sin i øvrigt rigtig fine tale i tirsdags, at Rigsmødet i august havde resulteret i aftaler om at forske yderligere i fiskebestande og klimaforandringer. Er det ikke netop disse områder som industrien og andre i forvejen nærmest kaster penge efter?

Hvad med forskningen i, hvad det er vi som samfund kan forvente af den rivende udvikling i Arktis? Hvad med forskningen i hvad det er vi kom fra, og hvor vi er nu? Samfundet og de mennesker som bor i Arktis er det centrale i hele denne udvikling, og det bør der være et stort fokus på.

Konkret er det desværre sådan, at Kommissionen for Videnskabelige Undersøgelser i Grønland, som var det eneste samarbejdsorgan som bandt grønlandsk og dansk forskning sammen, nu nedlægges. Pengene kanaliseres over i eksisterende grønlandske institutioner – dog nu med en mindre samlet bevilling – og der er ikke nogen ny ordning til at koordinere den mangeårige fælles grønlandsk-danske forskningsindsats, også på det samfundsvidenskabelige område.

Det fælles arktiske universitetssamarbejdsorgan University of the Arctic, som gennem tre år har været på den danske finanslov er nu også taget af. Jeg har holdt et møde med den danske forskningsminister om dette, og kraftigt opfordret til, at pengene til UArctic findes igen og fremadrettet sikres. UArctic er netop et af de tiltag som arbejder med forankring af viden i de arktiske samfund, med smidiggørelse af forskning på tværs af Arktis og med udveksling af studerende på øst-vest aksen. Et samarbejde som Danmark og danske universiteter har kunnet nyde godt af, og som Danmark og Grønland gerne skulle kunne nyde godt af også fremover.

Netop et styrket samarbejde mellem vores Rigsdele var et af hovedbudskaberne fra Statsministeren, Formanden for Naalakkersuisut og Lagmanden efter Rigsmødet i august. Det bliver et styrket samarbejde som er stærkt tiltrængt, særligt på disse to områder:

Rednings- og eftersøgningsberedskabet, det såkaldt SAR beredskab i Grønland er en af de store opgaver det danske forsvar koordinerer. Man har deltes om nogle af opgaverne, for eksempel har Grønlands nationale flyselskab lagt helikoptere til i en årrække. Gennem mange måneder har vi ventet på et klart svar fra den danske regering om, hvad man vil gøre med SAR beredskabet fra årsskiftet, hvor den nuværende servicekontrakt udløber. Jeg selv har stillet spørgsmål til en række ministre om dette allerede i juli måned, men der er stadig ikke kommet svar. Jeg stillede også et spørgsmål i forbindelse med fremlæggelsen af finanslovsudkastet. Svaret til det kom tidligere på denne uge, men var desværre et midlertidigt svar uden indhold.

SAR situationen er et klart eksempel på, at der ikke altid er taget højde for de udfordringer der er i Rigsfællesskabet – udviklingen går hurtigt, og vi kan simpelthen ikke leve med den usikkerhed der skabes når tingene forhales gang på gang.

Retsvæsnet er et andet område. Det var med stor glæde at vi kunne læse i regeringsgrundlaget sidste år, at den danske regering ikke har glemt den retskredsreform som blev lovet for efterhånden nogle år siden, og som Inuit Ataqatigiit har kæmpet for længe. Jeg har stillet spørgsmål til justitsministeren om, hvor meget der bliver tale om efter den tidligere regering fjernede de lovede 12 millioner fra forrige års finanslov. Svaret kom i dag, og jeg er glad for at der endelig er afsat et konkret beløb til den tiltrængte retskredsreform.

Retsvæsnet i Grønland er generelt et område med rigtig store udfordringer. Men en ting er sikkert – vi mener, som alle andre demokratiske lande, at det er en forudsætning og et krav at der en høj grad af retssikkerhed og et stærkt retsvæsen, og vi ønsker at arbejde konstruktivt med at finde de bedste løsninger til det samfund vi har. Det samme gælder kriminalforsorgen og anstalterne i Grønland, som på trods af nogle forbedringer gennem det seneste år stadig er stærkt udfordrede i forhold til fysiske rammer, faglig kapacitet og antal pladser.

Jeg vil kvittere for, at man vælger at genåbne en midlertidig anstalt til at tage brodden af den lange venteliste til afsoning, men jeg vil gøre det klart, at jeg betragter den midlertidige anstalt som den næstbedste løsning. Det er en nødløsning, og som vi har set de to gange man før har valgt denne løsning så afhjælper det ikke problemet på lang sigt. Der er ganske enkelt ikke pladser nok i de eksisterende anstalter. De bør udvides, renoveres og fornyes på stort set alle måder så forholdene for både indsatte og ansatte på grønlandske anstalter i højere grad kommer til at svare til forholdene på danske anstalter.


Der er altså rigtig store udfordringer i Rigsfællesskabet. Både interne Grønland og Danmark imellem, men også i forholdet mellem os og resten af Verden.

Der meget at tage fat i, og det kræver en høj grad af samarbejde mellem Grønland og Danmark.
Rigsfællesskabet er mest værd når det er et godt fællesskab, når der er tryghed og tillid imellem os, og når vi kan tale sammen fordomsfrit og på basis af de reelle forhold, om de forskellige udfordringer vi har.

Qujanaq.

Sara Olsvig, Inuit Ataqatigiit

Vi må alle vise vilje til handling

Inuit Ataqatigiit skal gentage hvad vi tidligere har sagt om arbejdet med storskalaloven: Denne lov er utroligt vigtig og vil sætte rammerne for udviklingen af store projekter i mange år. Derfor er det vigtigt at vi søger politisk enighed om dette.

Inuit Ataqatigiit mener det er et fælles politisk ansvar at skabe rammer vi alle kan være tilfredse med. Det er tvingende nødvendigt, at vi skaber et bedre økonomisk grundlag, bare for at vi kan beholde det samme serviceniveau i samfundet. Vi har ganske enkelt ikke råd til at sætte os ned, lukke øjnene og håbe at problemerne går uden om os.

Det er tit fremsat af det største oppositionsparti, at det eneste som koalitionen har bedrevet er at indsamle viden, uden at handle ud fra den indsamlede viden. Inuit Ataqatigiit er ganske uenige i denne udlægning. Indsamling af viden er også handling og de mange reformtiltag er i allerhøjeste grad handling. At undlade at handle i en tid som denne, mener vi vil være udtryk for politisk umodenhed og et bevidst fravalg af realiteterne.

Det er uomgængeligt, at samfundet og de kommende generationer har brug for at samtlige partier nu står sammen om at skabe grundlaget for deres fremtid ved at søge kompromisser og visioner. Men nu hører vi Siumut sige, at lovforslaget om storskalaprojekterne er uambitiøst, dog uden at partiet selv fremkommer med alternativer. Og i sidste uge udtrykte Siumut’s folketingsmedlem, at Siumut ikke vil samarbejde om Storskalaloven i år. Vi mener, at denne tilgang til det politiske arbejde er at tage samfundet som gidsel. Det viser, at det vigtigste for Siumut er Siumut.

Inuit Ataqatigiit vil ikke dvæle ved dette. Befolkningen har krav på en ordentlig behandling. Vi tager ansvar. Vi opfordrer alle partier, til at arbejde for befolkningen. Det er i orden at have uenigheder og punkter man ønsker ændret og debatteret. Men det kræver jo at man er villige til at deltage i debatten og fremføre sine kritikpunkter. Kun på den måde kan vi søge at løse knuderne og i fællesskab finde frem til løsninger. Intet parti har absolut flertal, og vi er forpligtet til at finde fælles løsninger.