Forslag giver større ulighed

Uligheden mellem kommunerne bliver fem gange så stor, hvis de tre Siumut-borgmestres forslag gennemføres.

Målet med en ny udligningsreform var at skabe større lighed mellem kommunerne, men det seneste forslag, som de tre øvrige borgmestre har peget på, vil have den stik modsatte effekt.

Som det er i dag har landets rigeste kommune 3 procent flere penge til rådighed per borger end den fattigste. Gennemføres forslaget vil det gab stige til 15 procent. Forskellen med den fattigste og den rigeste kommune vil altså blive fem gange større.

Det kan man læse ud af den model som de tre borgmestre pegede på under mødet i Den Politiske Koordinationsgruppe mandag.

Jeg har aldrig set noget lignende. Forslaget er et forsøg på at fjerne Kommuneqarfik Sermersooq som hovedstadskommune.

Forslaget har nu fået økonomiudvalget i Kommuneqafik Sermersooq til at skrive et brev til alle medlemmer af Naalakkersuisut og medlemmerne af Finansudvalget. I brevet advarer udvalget imod at vedtage en ordning der stiller Sermersooq så dårligt.

Det siger sig selv, at dette forslag er skadeligt. Ikke bare for Nuuk eller Kommuneqarfik Sermersooq, men for hele landet. Hvis det bliver gennemført forsvinder Nuuk som landets vækstlokomotiv.

Naalakkersuisut tager stilling til udligningsreformen den 20. august.

Med venlig hilsen

Mille Søvndahl Pedersen, IA medlem af økonomiudvalget, Sermersooq Kommune, mobil: 48 21 03

En midlertidig udligningsreform vil ramme Østgrønland hårdt

Siden Naalakkerssuisut tiltrådte er vi alle blevet tudet ørerne fulde om, at nu er tiden inde til at yderdistriktsområderne opprioriteres politisk og at der nu skulle ske klare forbedringer. Enhver kan nu ved et kig på de nuværende investeringsmidler og finanslovsmidlerne for 2014 se, at dette slet ikke tilfældet.

I en tid med slet ingen midler til yderdistrikterne kan vi oveni konstatere, at en midlertidig udligningsordning nu vil resultere i, at Sermersooq kommune skal aflevere yderligere 117 mio. kr. Hvis dette sker vil udviklingen i Østgrønland fuldstændig gå i stå med katastrofale levevilkårsforringelser til følge. Som grønlandsk medborger kan noget sådant slet ikke accepteres.

Dette er blot et lille udpluk af Naalakkersuisut-koalitionens mange brudte valgløfter om en ensartet udvikling af hele landet. Aldrig på noget tidspunkt i Grønlands politiske historie har vi oplevet så rodet en Finanslov for 2014. Dette rod og makværk er allerede kommet til et smerteligt udtryk flere steder i landet og det bliver værre endnu. Langt inde i indeværende kalenderår kan alle nu se frem til, at næste års finanslov ikke bliver meget bedre. Vi kan nu se konturerne til de værst tænkelige konsekvenser for landet og dens borgere.

Såfremt Naalakkersuisut ønsker at opfylde bare én af deres brudte valgløfter, bør de nok genoverveje deres udspil imod Kommuneqarfik Sermersooq, da dette udspil er alt andet end retfærdigt.

Harald Bianco, medlem af Inatsisartut, Inuit Ataqatigiit, mobil: +299 54 78 31

 

Lad os indregne progressiv beskatning ind i udligningsreformen

Debatten om udligningsordningen på det sidste, viste, at vi må finde en anden mere og retfærdig ordning for kommunerne.

En procent kommuneskat falder lige stort for alle skatteberettigede. Det betyder for de skatteberettigede borgere i den kommune der skal punge mere ud, må betale højere tværs over lønningsniveauer.

Tiden er vel nok moden til, at vi skal kigge nøje på mulighederne ved progressiv beskatning. Progressiv beskatning kan vel nok benyttes som en del af para-metrene i udligningsordningen, som må vi prøve at tage højde for. På den måde kan vi sikre, at lavindkomst skattepligtige borgere i den pågældende kommune der skal betale højere, ikke skal punge højere end nu.

Ikinngutinnersumik

Bendt B. Kristiansen

Inuit Ataqatigiit, Ilulissat, mobil: 54 57 75

Sermersooq – fra øst til vest

 Af Iddimanngiiu Bianco og Allan Pertti Frandsen, kommunalbestyrelsesmedlemmer for Inuit Ataqatigiit i Kommuneqarfik Sermersooq.

Borgmestrene for henholdsvis Qaasuitsup, Qeqqata og Kommune Kujalleq havde 6. august 2014 et fælles indlæg i Atuagagdliutit under overskriften “Vi skal modvirke uligheden i Grønland“. Desuden fulgte Kujalleqs borgmester, Jørgen Wæver Johansen, op i et særskilt indlæg i Sermitsiaq af 8. august 2014, under overskriften “Fakta om forskelle“.

Mens vi i Inuit Ataqatigiits gruppe i Kommuneqarfik Sermersooq deler de tre borgmestres stærke ønske om at skabe vækst i hele vores land – og samtidig udjævne uligheden mellem indkomstgrupperne – er vi chokerede over de selv samme borgmestres selektive argumentation.

Vi er indledningsvis enige i de tre Siumut-borgmestres udmelding om, at beslutninger om kommunal udligning skal foretages på et faktuelt og oplyst grundlag. Men, når vi så læser, hvad det er, de tre borgmestre åbenbart mener, er et oplyst grundlag, er vi nærmest chokerede. For magen til selektiv argumentation skal man lede længe efter:

Når de tre Siumut-borgmestres tale falder på Sermersooq, er det eksempelvis iøjnefaldende, at de udelukkende taler om Nuuk. Således er Østgrønland, Paamiut og de 8 bygder, som udgør resten af Kommuneqarfik Sermersooq, ikke nævnt én eneste gang i borgmestrenes lange indlæg. “Ude af øje, ude af sind?”, fristes vi til at spørge. For det er tydeligt, at de tre Siumut-borgmestre overser, at Sermersooq består af hele fire byer og dobbelt så mange bygder – med fortsat store regionale og økonomiske forskelle internt i Sermersooq.

Endvidere vil de tre Siumut-borgmestre meget gerne tale om fordeling af skatteindtægter, men ikke om fordeling af udgifter. Eksempelvis ønsker de tre borgmestre, at indkomstskatten fra ansatte i selvstyreejede selskaber skal gå til landskassen, mens kommunekassen i Kommuneqarfik Sermersooq fortsat skal bruges til at servicere de selv samme borgere vedrørende snerydning, deres børns skoler, m.m. Med andre ord: Indtægterne skal gå til den fælles kasse, men udgifterne skal betales af Sermersooq. Det hænger ikke sammen, slet ikke i en tid, hvor udgiftspresset på Kommuneqarfik Sermersooq stiger og indtægterne falder.

Som vores borgmester i Sermersooq, Asii Chemnitz Narup, skrev i samme nummer af Atuagagdliutit, vil vi i Sermersooq gerne bidrage til en fair udligningsreform. Men, som vores borgmester samtidig fremlægger i samme artikel “Den nuværende udligning er fair”, er der allerede en retfærdig økonomisk udligning mellem de fire storkommuner i vores land. I år betaler Sermersooq således hele 106 millioner kroner i kommunal udligning, primært til Kujalleq og Qaasuitsup. Det sker samtidig med, at vi i Sermersooq stadig kæmper for social og økonomisk udligning internt i Sermersooq. Fra øst til vest.

Den ene af os to underskrivere på dette debatindlæg er født og opvokset i Tasiilaq, mens den anden af os boede og arbejdede i Tasiilaq fra 2000 til 2009. På vegne af borgerne i Kangia (Østgrønland) er vi forargede over, at man kan betragte Kommuneqarfik Sermersooq som en rig kommune. Enhver ved, at der er et stort behov for investeringer i Kangia, uanset om der er tale om erhverv, sociale indsatser eller boligområdet. Vores østgrønlandske medborgere vil være de første til at mærke effekten af den skæve fordeling af det kommunale bloktilskud, som Naalakkersuisut har fremlagt. Det samme gælder de udsatte borgere i resten af Kommuneqarfik Sermersooq.

Med det foreliggende forslag fra Naalakkersuisut vil Sermersooq blive den kommune, der har færrest penge at bruge per borger. Det kan ikke være rigtigt. Pointen er, at vi fra Sermersooqs side ikke ønsker, det skal komme så vidt. Derfor protesterer vi så kraftigt over for Naalakkersuisuts seneste forslag til kommunal udligning. Og derfor har vi i debatten og senest på borgermøderne 6. august i Ittoqqortoormiit, Tasiilaq, Paamiut og Nuuk fremlagt konkrete tal på, hvad de EKSTRA 56 millioner kroner i kommunal udligning kan få at mulige negative konsekvenser for vores borgere i Sermersooq.

I Sermersooq tror vi på åbenhed og borgerinddragelse. I dette tilfælde har vi fortalt tingene, som de ser ud. De EKSTRA 56 millioner kroner udgør reelt en alvorlig trussel mod Sermersooqs økonomi. Tvinges Sermersooq økonomisk i knæ, vil hele vores land blive ramt af det. I Sermersooq ønsker vi derimod en langsigtet løsning, som reelt løser ulighedsproblemet. For en løsning skal findes. I respektfuld dialog mellem Naalakkersuisut og kommunerne.

Med venlig hilsen

Iddimanngiiu Bianco, Inuit Ataqatigiit, medlem af kommunalbestyrelsen, Kommuneqarfik Sermersooq, mobil +299 54 88 44, itbi@sermersooq.gl

Allan Pertti Frandsen, Inuit Ataqatigiit, medlem af kommunalbestyrelsen, Kommuneqarfik Sermersooq, mobil +299 59 87 55, apfr@sermersooq.gl, www.facebook.com/ia.pertti

 

 

 

 

Helt ærligt, Jess Svane

Af Iddimanngiiu Bianco og Allan Pertti Frandsen, kommunalbestyrelsesmedlemmer for Inuit Ataqatigiit i Kommuneqarfik Sermersooq.

Viceborgmester Jess Svane, Qaasuitsup Kommunia, udtalte fredag 8. august 2014 på www.knr.gl, at han ønsker, der skal føres en sober og redelig debat. Det kan vi kun være enig med Qaasuitsups viceborgmester i.

Men Jess Svane er i samme indlæg citeret for at påstå, at
de folkevalgte fra Kommuneqarfik Sermersooq fører en pinlig debat med sine borgere.” Hvad Jess Svane anser for pinligt, forklarede han med følgende salve mod borgere og politikere i Sermersooq:
Det er, som om de tager børnene, de unge og de ældre som gidsler ved at fortælle dem, at deres levevilkår bliver forværret hvis udligningsreformen bliver gennemført“, sagde altså Jess Svane til KNR, der bragte indlægget 8. august 2014.

Helt ærligt, Jess Svane. At fremlægge konkrete tal er ikke det samme som at tage som gidsler. Det er at råbe vagt i gevær. Mens tid er inde!

På vegne af borgerne i Kangia (Østgrønland) er vi forargede over, at man kan betragte Kommuneqarfik Sermersooq som en rig kommune. Enhver ved, at der er et stort behov for investeringer i Kangia, uanset om der er tale om erhverv, sociale indsatser eller boligområdet. Vores østgrønlandske medborgere vil være de første til at mærke effekten af den skæve fordeling af det kommunale bloktilskud, som Naalakkersuisut har fremlagt. Det samme gælder de udsatte borgere i resten af Kommuneqarfik Sermersooq.

Derfor var det udtryk for ansvarlig politik, at en enig kommunalbestyrelse i Sermersooq den 17. juli – med deltagelse af Atassut, Demokraterne, Inuit Ataqatigiit, og Jess Svanes eget parti, Siumut – afslog Naalakkersuisuts forslag til ny kommunal udligningsordning.

Så, når vi i debatten – blandt andet på borgermøderne onsdag 6. august 2014 – fremlagde, at Sermersooqs borgeres vilkår vil blive stærk forringet af en forhøjelse af den kommunale udligning med EKSTRA 56 millioner kroner, er det fordi, det er rigtigt.

Et EKSEMPEL på, hvordan vi skal kunne spare hele 56 millioner kroner, kunne for eksempel være:

• Fjernelses af fritids- og pasningstilbud over 4. Klasse: 24 mio. kr.
• Reduktion af folkeskolens serviceniveau til lovens minimum: 21 mio. kr.
• Lukning af familiecentrene og forebyggende tiltag: 11 mio. kr.

Dette er et EKSEMPEL på, hvordan Sermersooq vil kunne spare 56 millioner kroner på de store poster. Men folkeskolen og det sociale område er blandt de omkostningstunge områder i den kommunale drift. Det vil derfor ikke blive populært – og det er heller ikke godt for samfundet.

Et ANDET EKSEMPEL ville være, at Sermersooq skulle fyre 160 ansatte. Tallet er desværre sat lavt. Hvis Kommuneqarfik Sermersooq fyrede 160 personer, ville det nemlig betyde, at vi mistede skatteindtægter og skulle betale understøttelse til dem, der er blevet arbejdsløse. Derfor ligger det reelle tal nok omkring 300 fyringer!

I Sermersooq tror vi på åbenhed og borgerinddragelse. Og det kræver, at vi fortæller den dårlige nyhed, når den melder sig. I dette tilfælde har vi fortalt tingene, som de ser ud. De EKSTRA 56 millioner kroner udgør reelt en alvorlig trussel mod Sermersooqs økonomi. Tvinges Sermersooq økonomisk i knæ, vil hele vores land blive ramt af det. I Sermersooq ønsker vi derimod en langsigtet løsning, som reelt løser ulighedsproblemet. For en løsning skal findes. I respektfuld dialog mellem Naalakkersuisut og kommunerne.

Med venlig hilsen

Iddimanngiiu Bianco, Inuit Ataqatigiit, medlem af kommunalbestyrelsen, Kommuneqarfik Sermersooq, mobil +299 54 88 44, itbi@sermersooq.gl

Allan Pertti Frandsen, Inuit Ataqatigiit, medlem af kommunalbestyrelsen, Kommuneqarfik Sermersooq, mobil +299 59 87 55, apfr@sermersooq.gl, www.facebook.com/ia.pertti

 

 

 

 

Akunnaaq Erklæringen: Større medbestemmelse til de mindre bosteder i Qaasuitsup Kommunea

I dagene 8.-10. august 2014 holdt Inuit Ataqatigiits lokalafdelinger i Diskobugten sommertræf med overskriften ” Større medbestemmelse til de mindre bosteder i Qaasuitsup Kommunea”.

Inuit Ataqatigiit Kattuffias formand Sara Olsvig, medlemmer af Qaasuitsup Kommuneas kommunalbestyrelse Ane Hansen og Peter Olsen samt bygdebestyrelsesmedlemmer Gerth Nielsen og Lars Olsen deltog i træffet og fremlagde om deres arbejde som folkevalgte.

Den 9. august er FN’s internationale dag for oprindelige folk. I denne forbindelse var Inuit Circumpolar Council Greenlands nye formand Hjalmar Dahl inviteret til at holde tale.

Ved debatten mellem deltagerne var den lave grad af udnyttelse af bygdebestyrelsesmedlemmers beføjelser samt deres ringe medbestemmelse og muligheder for indflydelse omdrejningspunkt.

Deltagerne i træffet udtrykte ønske om, at topstyringen i Qaasuitsup Kommunea skal mindskes og medbestemmelsen spredes til alle bosteder, ligesom deltagerne stillede krav om, at borgerinddragelsen skal styrkes.

Deltagerne ved træffet stillede et klart krav om, at bygdebestyrelserne får et større ansvar at varetage. Bygdebestyrelserne i Qaasuitsup Kommunea kan ikke kaldes beslutningstagere, hvis ikke de har noget at tage beslutninger om.

Det blev slået fast, at manglen på overlevering af referater af bygdebestyrelsesmøder til kommunalbestyrelsen i Qaasuitsup Kommunea er i stærk modstrid med demokratiet. En større del af beslutningskompetencerne skal være i bygderne.

Følgende er blandt andet hvad deltagerne ved træffet ønsker at de folkevalgte arbejder videre med:

  • At Qaasuitsup Kommunea laver en klar handlingsplan som tager udgangspunkt i borgernes forhold i de enkelte bosteder. Dette skal ske med bygdebestyrelsernes og borgernes deltagelse.
  •  At der skabes rammer om erhvervslivet så erhverv kan opretholdes i de mindre bygder og byer, særligt ved at sikre, at størrelsen på indhandlingssteder svarer til forholdene, således at der skabes flere arbejdspladser.
  •  Da erhvervsudvikling er centralt ønskes der produktionsanlæg og forsyning af el og vand som er tidssvarende, samt en sikring af uddannelsesmæssige kvalifikationer.
  •  Vejledning af unge under uddannelse skal tydeliggøres og styrkes. Der lægges vægt på, at de kommunale myndigheder påtager sig denne opgave.
  •  De folkevalgte opfordres til at arbejde for, at kontraktstyring reelt benyttes i forhold til alle bygdebestyrelser og kommunale institutioner.
  •  Der skal rettes op på problemerne omkring kommunefogeder. Alle bosteder skal have enten politi eller kommunefogeder og det skal være et krav, at der alle steder er detentionsforhold som kan forsvares.
  •  Der er store problemer med forfald af huse. Derfor opfordres der kraftigt til, at INI A/S’ forhold bringes i orden. Renoveringsarbejde kan være med til at skabe arbejdspladser og der udtrykkes ønske fra træfdeltagerne om, at dette ses som en mulighed.
  •  Der bør banes vej for, at ubeboede huse i første omgang udbydes til lokale beboere.
  •  Det er nødvendigt, at der i de mindre bygder og byer er job- og aktiveringscentre.
  •  Der opfordres til, at der etableres en erhvervsfond, denne skal finansieres via skatteindtægter.
  •  Det findes nødvendigt, at børneinstitutionerne i bygderne indrettes så de svarer til forholdene. Det kritiseres, at prisen for børneinstitutionspladser er den samme som i byer. Hvis prisen skal være den samme bør der også i bygderne være uddannede pædagoger blandt personalet, ligesom åbningstiderne bør være de samme som i byerne.

Til slut genbekræftedes det af deltagerne, at der i forbindelse med udligningen mellem kommunerne bør fastsættes en ens kommuneskat på landsplan.

Det blev besluttet, at der til næste år igen skal holdes træf. Hvor træffet skal holdes besluttes af lokalafdelingerne i Diskobugten.

Kontakt:

Gerth Nielsen, Formand for Akunnaami Inuit Ataqatigiit og bygdebestyrelsesmedlem, Mobil: 52 47 04

Ane Hansen, Medlem af Kommunalbestyrelsen Qaasuitsup Kommunea, Mobil: 58 76 61

 

URAN – NEJ TAK!

Inuit Ataqatigiit siger nej tak til brydning af URAN i Grønland

Inuit Ataqatigiit siger nej tak til brydning af URAN i Grønland med disse begrundelser:

I vores land leves der med fangst, fiskeri og landbrug.

Vi er altid glade for, at vores land er forureningsfrit.

I byen Narsaq, hvor der planlægges brydning af URAN, er der et vandreservoir tæt på, fiskefabrik og slagteri. Brydningen af URAN ligger kun 6 kilometer fra byen, og vi frygter derfor, at byen kan ødelægges af stråling og derfor kan nedlægges som by, og derfor siger vi nej til URAN!

Hvem ønsker dette?

Man kan aldrig sammenligne penge med mennesker.

At mennesker, dyr og miljø vil rammes hård af stråling fra radioaktivitet kan der ikke sættes tvivl om, og dette vil derfor blive meget dyrere for samfundet i sidste ende.

Vi er imod brydning af URAN og andre skadelige stoffer, som kan forurene og dermed skade et smukt landskab varigt – Hvor er respekten af menneskerne og naturen fra Koalitionens side?

Inuit Ataqatigiit er derfor stærkt imod planerne med brydning af URAN og ikke mindst i Kuannersuit, som planlægges af koalitionen.

Inuit Ataqatigiit er imod brydning, opsamling og transport af URAN uden for vores land, og hvor mennesker, uanset hvor de er i verden, – dyr, uanset hvor de er i verden, – miljø, uanset hvor de er i verden, – luften, uanset hvor de er i verden kan skades af URAN. Ikke mindst, da mennesker kan skades af strålingerne fra URAN varigt, og dette accepterer vi ikke.

Der er jo ingen, som med sikkerhed kan sige, at dette aldrig vil ske. Koalitionen siger dog det modsatte, og det er, at der ikke vil ske forurening. HVEM HAR LOVET DEM DETTE?

Vi er alle medansvarlige i, at de næstkommende generationer har et godt helbred. Så lad os derfor give dem et rent Grønland, som vores forfædre har gjort mod os.

Det er derfor siger Inuit Ataqatigiit siger: NUL TOLERANCE!

URAN – NEJ TAK!

Formand for Nuummi Inuit Ataqatigiit Tikkili Huusum-Isaksen, mobil: 58 96 34

Inuit Ataqatigiit i Diskobugten afholder fælles træf i Akunnaaq

Temaet for denne sommers fælles træf er:

”Hvordan kan ledelsen af bygder og mindre byer i Qaasuitsup kommunia struktureres bedre?”

Træffet afholdes fra fredfag den 8. august til og med søndag den 10. august i Akunnaaq.

Temaet er blevet valgt ud fra et ønske fra bygdebestyrelserne, som er utilfredse med bygdebestyrelsernes manglende myndighed og ringe muligheder for medindflydelse.

Der er utilfredshed med, at bygdebestyrelsernes beslutninger fra deres møder blot tages til efterretning af kommunalbestyrelsen, og ønsker derfor at tage del i arbejdet med mulighed for mere indflydelse, er et af argumenterne fra nogle af bygdebestyrelserne.

Desuden er det et ønske, at mindre byers muligheder for mere indflydelse i ledelsen af kommunen, tages op til debat. Det virker som om, at det kun er de fire kommuners borgmestre, der høres i forhold til udligningsordningen mellem kommunerne, og at bygdernes og de mindre byers meninger er usynlige, og man ønsker derfor at gøre disses holdninger tydeligere.

Sommermøder som det planlagte, er et vigtigt værktøj i forhold til vore bestræbelser på at høre borgernes stemme. Alle, der støtter formålet og alle interesserede, er velkomne til at deltage i dette træf i Diskobugten, som er en fortsættelse af sidste års træf i Akulliit ved Qasigiannguit.

I alle byer og bygder vil der blive sat opslag op, som fortæller om hvordan, man kan deltage, og hvordan tilmelding kan foregå.

På sommertræffet vil Inujit Ataqatigiit’s formand Sara Olsvig, medlemmer af Inatsisartut Ane Hansen og Hans Aronsen samt en række medlemmer af kommunalbestyrelsen og bygdebestyrelserne i Qaasuitsup Kommunia deltage.

På vegne af arrangørerne

Inuit Ataqatigiit i Akunnaaq og Aasiaat, mobil 58 76 61

Der skal fortsat udlignes, men på ordentlige vilkår

Inuit Ataqatigiit er ikke imod udligning mellem kommunerne. Tvært imod. Vi støtter en solidarisk ordning, hvor de bredeste skuldre bærer mest, også på landsplan.

Derfor er vi helt på det rene med, at f.eks. Kommuneqarfik Sermersooq allerede bidrager til de andre kommuner. Men metoden Naalakkersuisut lægger op til i år er en ugennemsigtig og har resulteret i partipolitisk mudderkastning og som har blokeret for reelle og ordentlige forhandlinger.

Vi opfordrer Naalakkersuisut til at rette op på dette. Lad os være fælles om en god regeringsførelse!

IA er klar til forhandling
Vi ønsker at indgå i reelle og velfunderede forhandlinger om udligningen mellem kommunerne. Processen som den har været hidtil har i første omgang, under vores egen regeringstid, været for meget op til kommunerne selv, mens det nuværende Naalakkersuisut går i den anden grøft og dikterer en løsning uden ligeværdig forhandling mellem alle kommuner. Ingen af disse metoder har været fungeret optimalt.

Der skal findes en balance som sikrer en varig løsning, med demokratiske forhandlinger på et oplyst grundlag og med fokus på reel udligning for øget lighed i samfundet.

Vi savner reel ulighedsbekæmpelse
Det står også klart for os, at en udligning som den foreslåede mellem kommunerne i sig selv ikke kommer til at rette op på uligheden. Der skal et meget større og længere træk til. Hvornår tager Naalakkersuisut fat om roden til denne problematik og fortsætter de reformer vi satte på dagsordenen under vores regeringstid? For os er der ingen tvivl om, at det lange seje træk også ligger i reformer af vores velfærdssamfund.

Inuit Ataqatigiit savner samarbejdspartnere som vil være med til at gøre op med den flade skat, som er det der skaber den største ulighed for den enkelte og for familierne i befolkningen.

Samlet vurdering af kommunesammenlægningen
En samlet evaluering af kommunesammenlægningen er sat i gang. Fra Inuit Ataqatigiit ser vi frem til at se, hvordan og hvorvidt kommunesammenlægningen har resulteret i øget lighed for befolkningen. Hvad skal der til for at sikre en øget lighed på baggrund af den kommunalreform der netop er gennemført? Det er for os ikke et spørgsmål om gendeling af enkelte kommuner, men et spørgsmål om en samlet vurdering. Vi ønsker en bred politisk debat og stillingtagen til den ulighed der hersker mellem vores kommuner. Vi efterlyser også en klar plan for, hvad vi på landsplan skal gøre for at rette op på uligheden.

 

Velfunderede beslutninger
BDO rapporten, også kaldet hvidbogen, er mangelfuld. Forfatterne gør det selv klart, at der mangler grundlag for at komme med valide bud på helt konkrete tiltag. Derfor mener jeg ikke at vi kan undgå, at kritisere processen.

Fra Inuit Ataqatigiit går vi ind for grundige beslutninger som er baseret på valide oplysninger og analyser, og det har vi ikke i denne sag. Vi vil ikke tage beslutninger i blinde. Derfor opfordrer vi Naalakkersuisut til at sikre valide oplysninger som kan danne grundlag for en fremadrettet god dialog og forhandling mellem partierne og kommunerne.

Vi er klar til at deltage, men det skal være under ordentlige og gennemsigtige vilkår.

Sara Olsvig, formand, Inuit Ataqatigiit

 

Bedre, men en halv løsning kan ikke bruges!

Igennem flere år er asfalteringen af vejene i Aasiaat og andre steder blevet udskudt, da man har valgt at tage pengene fra vejanlæg, når der skal spares.

Vi glemmer aldrig sidste år, hvor de asfalteringsmaskiner, der allerede var ankommet til Aasiaat, blev returneret til Ilulissat –  og kostede kommunen mange penge.  Nu er der blevet asfalteret omkring 1 kilometer vej i Aasiaat.

At færdes på de ny asfalterede veje viser en tydelig forbedring. Men glæden varer kun kort, fordi resten af vejnettet er lige så dårligt som hidtil.

Derfor er det ikke underligt at borgerne i Aasiaat beklager sig, fordi en så ufuldstændig løsning, kan jo ikke bruges. Hvis borgerne skal have glæde af renoveringen af vejene, burde man i det mindste asfaltere de mest befærdede veje på én gang.

Vore embedsmænd i Qaasuitsup Kommunia har leveret en dårlig rådgivning, men ansvaret ligger hos politikerne. Og vi vil ikke acceptere den form for ledelse, og kræver at man i det mindste asfalterer de mest befærdede veje på én gang
og ud fra en ordentlig planlægning.

Vi kræver, at borgmesteren i Qaasuitsup Kommunia Ole Dorph og formanden for teknisk udvalg Knud Kristiansen, Atassut, afgiver forklaring til borgerne i Aasiaat om deres planer. Inuit Ataqatigiit har hele tiden krævet og kræver stadig,
at vejene i Aasiaat asfalteres.

Til slut vil jeg gerne spørge om, hvilke planer der er i Qaasuitsup Kommunia for resten af året med hensyn til asfaltering af vejene, og om bevillingen til asfaltering af vejene forventes at blive opbrugt.

Med venlig hilsen

Ane Hansen

Medlem af kommunalbestyrelsen i Qaasuitsup Kommunia for Inuit Ataqatigiit

Naalakkersuisoq for finanser vil ødelægge kommunernes mulighed for at lave ansvarlige budgetter

Kommunalbestyrelsens vigtigste opgave er at lave ansvarlige budgetter som kan holdes. Med Naalakkersuisuts forslag til udligningsreform vil ingen af de 4 kommuner kunne løse denne opgave. Ingen borgere i landet kan føle sig sikre på hvad der vil ske de kommende år, hvor kommunernes indtægtsgrundlag vil være usikkert og uforudsigeligt, baseret på en udligningsordning der er grundlagt i gætterier uden viden om konsekvenserne.

Det ser ud til at der er regnet og tilpasset så de 3 Siumutstyrede kommuner kan få flere penge i kassen; betalt af den mest folkerige kommune, som derefter skal være den fattigste. Men ingen kender de faktiske konsekvenser af reformen i de kommende år, fordi den er funderet på ønskesedler og gætterier. Fagfolk som har arbejdet med udligningsreformen har fralagt sig ansvaret og offentligt tilkendegivet at forslaget er udarbejdet uden kendskab til de faktiske økonomiske, demografiske og erhvervsmæssige forhold og mulige konsekvenser.

Vi i IA-gruppen i Kommuneqarfik Sermersooq mener det er useriøst, og at Naalakkersuisut spiller hasard med Grønlands fremtid. Det ser ud til det primære formål er at straffe borgerne i Ittoqqortoormiit, Tasiilaq, Paamiut, Nuuk og kommunens bygder fordi de har en borgmester som er medlem af et andet parti.

Vi kan se en stadig strøm af mennesker fra bygder til byer – og fra byer til Nuuk. Borgere fra andre kommuner flytter til Kommuneqarfik Sermersooq og nogle bliver arbejdsløse og boligløse. Det giver os øgede udgifter, og med et fald i indtægterne vil den eneste mulige konsekvens være dårligere service overalt i kommunen.

Vi ønsker lighed; vi ønsker en lige og samlet udvikling af hele Grønland. Vi vil gerne diskutere udligningsordningen og skatteforholdene mellem de 4 kommuner og Naalakkersuisut. Men systemerne skal være baseret på viden. De skal være bæredygtige. Og de 4 kommuner skal have mulighed for at planlægge, og træffe ansvarlige beslutninger. Indtil et nyt grundlag er på plads, vil vi opfordre til at den nuværende ordning videreføres.

På vegne af IAs gruppe i bestyrelsen for Kommuneqarfik Sermersooq

gruppeformand Mille Søvndahl Pedersen, mobil: +299 48 21 03

Naalakkersuisuts kommunale hovsa-løsning

 Naalakkersuisut har fremlagt et både urimeligt og udokumenteret forslag til ny model for kommunal økonomisk udligning i vores land.

Naalakkersuisuts foreslåede ændringer for de enkelte kommuner ser således ud:

Kujalleq: +22 mio. kr. – svarende til -3,2 skatteprocent

Sermersooq: -56 mio. kr. – svarende til +1,5 skatteprocent

Qeqqata: -12 mio. kr. – svarende til +1,1 skatteprocent

Qaasuitsup: +46 mio. kr. – svarende til -2,8 skatteprocent

Omregnes til beløb per indbygger i kommunerne, vil Kommuneqarfik Sermersooq blive den kommune, der vil have det mindste beløb per borger til rådighed:

Kujalleq: 70.519 kr. per indbygger

Sermersooq: 65.408 kr. per indbygger

Qeqqata: 65.874 kr. per indbygger

Qaasuitsup: 69.558 kr. per indbygger

Forslaget fra Naalakkersuisut indeholder ingen fremskrivninger, som ville kunne påvise indflydelsen på kommunernes økonomi de næste 5 – 10 år med denne model. Ingen kan således med sikkerhed sige eller udregne, hvad ændringerne reelt kommer til at betyde for de kommunale økonomier i årene fremover.

Det udokumenterede forslag fra Naalakkersuisut til ændring af den kommunale økonomiske udligningsordning var eneste punkt på det ekstraordinære kommunalbestyrelsesmøde i Kommuneqarfik Sermersooq torsdag den 17. juli 2014, som jeg og de øvrige kommunalbestyrelsesmedlemmer deltog i. Udfaldet af mødet blev, at en enig kommunalbestyrelse afslog Naalakkersuisuts forslag til en ny kommunal udligningsordning.

Dette afslag fra en enig kommunalbestyrelse var en ansvarlig, fælles beslutning. For, gennemføres Naalakkersuisuts planer for en ny udligningsreform, vil det betyde, at Kommuneqarfik Sermersooq vil ekstra miste 56 millioner kroner om året. Disse 56 millioner kroner tænker Naalakkersuisut lagt oven i det udligningsbidrag på 86,11 millioner kroner, som Kommuneqarfik Sermersooq allerede betaler i kommunal udligning.

I dag bidrager Kommuneqarfik Sermersooq således med 86,11 millioner eller 2,9 skatteprocenter. Det svarer til, at en SIK-familie i Paamiut, Tasiilaq, Ittoqqortoormiit og Nuuk hvert år betaler 12.000 kroner til borgerne i de øvrige kommuner.

I Inuit Ataqatigiits gruppe i Sermersooqs kommunalbestyrelse mener vi rent ud, at Naalakkersuisuts forslag til kommunal udligning er en kortsigtet hovsa-løsning. Fra Inuit Ataqatigiits medlemmer af Sermersooqs kommunalbestyrelse ønsker vi derimod en langsigtet løsning, som reelt løser ulighedsproblemet. For en løsning skal findes. I respektfuld dialog mellem Naalakkersuisut og kommunerne.

Med venlig hilsen

Allan Pertti Frandsen, Inuit Ataqatigiit

 

 

Koalitionen må stoppe deres interne magtspil om hellefisk

Inuit Ataqatigiit opfordrer Naalakkersuisut til at fremlægge en klar politik om fiskeriet.
I de seneste dage har der været mange forskelligartede udmeldinger fra koalitionen. Fiskeriet er et utroligt vigtigt område, og vi kræver klare udmeldinger så der sikres klarhed, gennemsigtighed og tryghed om erhvervet. Koalitionens interne magtspil resulterer i dårlig regeringsførelse og det skaber en uro vi ikke kan acceptere.
Vi skal kunne mødes om fiskeriet
Den af Naalakkersuisut ellers planlagte færdigbehandling af fiskeriloven blev ikke fremlagt under forårssamlingen og vi vil vide, om Naalakkersuisut har planer om færdigbehandling af loven til efteråret.
Fra Inuit Ataqatigiit finder vi det vigtigt, at vi kan mødes bredt politisk om fiskeriet. Men de forskellige udmeldinger fra koalitionen gør, at vi ikke kan se i hvilken retning Naalakkersuisut vil. Det er hverken trygt for samfundet eller for fiskerne.
Hvor er fokus på andre fisk?
Vi er nødt til at spørge, om Naalakkersuisut har stirret sig blinde på hellefisk.
Under vores rejse til Kangaatsiaq og bygderne omkring byen kunne vi se og høre hvor meget en klar fiskeripolitik efterlyses. Hellefisk er ikke det vigtigste i det område og her er det andre fisk der fiskes mest. Fra Inuit Ataqatigiit vil vi gøre det klart, at selvom hellefisk selvfølgelig er vigtige, så er det nødvendigt også at have fokus på andre fiskearter.
Magtspillet om hellefisk må stoppe så vi kan få en mere helhedsorienteret udvikling af fiskeriet.
Eksporten sættes på spil
Vi sætter alle bæredygtighed i fiskeriet i højsædet, og det er bæredygtighed som skal sikre vores eksport i dag og i fremtiden. Dette sættes nu på også spil ved de magtkampe der foregår internt i koalitionen.
Fra Inuit Ataqatigiit er vi klar til at samarbejde og til at tage medansvar for fiskeriet, men vi kan ikke se i hvilken retning Naalakkersuisuts fiskeripolitik vender. Det er ikke trygt, at koalitionen ikke kan føre en samlet politik. Vi accepterer ikke, at fiskeripolitikken føres ved at føre interne magtkampe.
Det er tid til nytænkning ansvarlighed.
Formand for Inuit Ataqatigiit
Sara Olsvig

Inuusuttut Ataqatigiit: Vittus det en om’mer

”Naalakkersuisoq for finanser og indenrigsanliggender Vittus Qujaukitsoqs påstand om, at det kun, er Nuuk som har været udviklet det seneste 5 år, er noget af en ommer. Det er ikke kun de seneste 5 år Nuuk og andre storbyer i Grønland har udviklet sig.” siger Múte Bourup Egede og Jane Petersen.

Alt må ses i en større sammenhæng

Det er påfaldende, at Siumut gang på gang giver skylden til den forhenværende IA ledede regering på, at kun Nuuk har været prioriteret i perioden 2009-2013. Lad os være på det rene. Ifølge Siumut har der været massiv byggeri i Nuuk i årene 09-13. Det sandt og det skyldes bl.a. at den Siumut ledede regering i 2008 besluttede, at bygge 300 boliger i Qinngorput. Dette projekt har jo fyldt meget og at klandre den på andre selvom man selv har sat projektet i søen, er at skyde sig selv i foden. Den sidste årti viser, at der var forholdsvis stor tilflytning til storbyerne og dette skyldes såmænd, at man i en Siumut ledet regering har valgt, at der skal være 4 vækstbyer i Grønland. Denne beslutnings virkninger, er først blevet synlige de seneste år med start før år 2009. Ved at kun give andre skylden for urbaniseringen, er at løbe væk fra sit eget partis tidligere beslutninger.

”Det hjælper dog ikke, at give hinanden skylden hele tiden. Vi kan blive ved med, at pege fingre af hinanden, men det får samfundet jo ikke noget ud af. Så lad os hellere slå en streg i sandet og samarbejde om vigtige sager. Lad os holde op med, at give skylden til den ene part eller uberettiget regeringsmagten til, at trumfe egenrådige beslutninger.” siger Múte Bourup Egede og Jane Petersen.

En retfærdig skatteudligningsordning, tak!

Inuusuttut Ataqatigiit mener, at uligheden er blevet for stort i Grønland. En retfærdig skatteudligningsordning, er noget Inuusuttut Ataqatigiit ønsker.

”Dog mener vi, at den kommende ordning ikke, er retfærdig. Den vil ramme stort på de mindrebemidlede borgere i Kommuneqarfik Sermersooq. Især er vi bange for, at østkysten bliver ramt hårdt i Naalakkersuisuts omfordelingsordning. Inuusuttut Ataqatigiit ønsker, at Naalakkersuisut en ekstra gang vurderer deres udspil og derefter laver en retfærdig skatteudligningsordning, der gavner alle kommuner og dermed hele landets befolkning. Alle kommuner om det er Qaasuitsup Kommunia, Qeqqata Kommunia, Kommuneqarfik Sermersooq eller Kommune Kujalleq, så bør behandles retfærdigt. Nogen må yde mere, hvis de har mere, men det bør være på et retfærdigt grundlag.” siger Múte Bourup Egede og Jane Petersen.

 

Inuusuttut Ataqatigiit

Múte B. Egede, formand & Jane Petersen, næstformand

KANUKOKAs formand gemmer sig

Pressemeddelelse fra Mille Søvndahl Pedersen, IA’s gruppeformand i bestyrelsen for Kommuneqarfik Sermersooq.

KANUKOKA’s formand Martha Abelsen vil ikke engagere sig i forhandlingerne om en ny udligningsordning. Det er uforståeligt, og det holder ikke !

Martha Abelsen sendte et brev til KANUKOKAs bestyrelse den 27. juni.

I brevet forklarer Martha Abelsen at der er uenighed mellem de fire kommuner, og at KANUKOKA ikke vil bidrage til at opnå enighed.

Abelsens brev slutter: “Da forslag til ny udligningsordning berører de væsentligste ansvarsområder for de enkelte kommunalbestyrelser, har KANUKOKA dog ikke mulighed for en direkte stillingtagen til forslaget.”

I IA’s gruppe i kommunalbestyrelsen for Kommuneqarfik Sermersooq er vi chokerede.

KANUKOKAs opgave er at varetage kommunernes fælles interesser. Økonomien er altafgørende for kommunernes handlemuligheder, og udligningsordningen er afgørende for økonomien. Hvis KANUKOKAs formand ikke mener organisationen kan tage stilling til så vigtigt et spørgsmål, skylder hun at forklare os, hvad der ellers er hendes opgave.

Vi er rystede og spørger: Er Martha Abelsen under pres fra Naalakkersuisut, og tør ikke sige noget af frygt for at komme i unåde? Eller mener Martha Abelsen slet ikke noget? Uanset hvad, er resultatet at KANUKOKA sætter sig udenfor reel indflydelse.

Vort land står overfor enorme økonomiske udfordringer. Alle fire kommuner – ikke mindst Kommuneqarfik Sermersooq – synes indstillet på at finde gode og holdbare løsninger på udfordringerne. Men hvis kommunerne ikke kan stå sammen i forhandlinger mellem Naalakkersuisut og kommunerne, risikerer vi at fokus flyttes fra samfundets behov. KANUKOKAs formand vælger i den situation at trække på skuldrene og melde sig ud af diskusionen. Den holder ikke!

For yderligere kommentarer kontakt gruppeformanden: Mille Søvndahl Pedersen mobil: 48 21 03

Inuit Ataqatigiit: Landbruget skal sikres og udvikles

Inuit Ataqatigiits nye formand Sara Olsvig er til stede ved fåreholdernes årsmøde som afholdes i Narsaq i dag.

“Fårehold og andet dyrehold, landbrug og øget selvforsyning er nogle af de vigtigste områder vi fra Inuit Ataqatigiit ønsker at fremme. Derfor er det vigtigt for mig at være til stede ved fåreholdernes årsmøde. Jeg er her for at lære mere om fåreholdernes og landbrugets forhold, og for at høre om hvad fåreholderne selv peger på af tiltag der kan fremme erhvervene. Det er meget lærerigt”, siger Sara Olsvig

Under forårets samling i Inatsisartut havde Inuit Ataqatigiit fokus på landbruget i form af et forslag om øgede midler til udvikling af selvforsyning samt forslag om, at Naalakkersuisut skulle fremkomme med et debatoplæg om inddeling af landet i erhvervszoner. Inatsisartut vedtog en øget bevilling til udvikling af landbrug og øget selvforsyning. Der bliver afsat 15 mio. kr. mere til dette til næste år. Naalakkersuisutpartierne støttede ikke forslaget om en zoneinddeling af landet til forskellige erhverv. Det stopper dog ikke Inuit Ataqatigiit fra at arbejde videre med ideen.

“Vi skal have spredt vores erhvervsudvikling ud. Vi kan ikke kun sætte vores lid til råstofudvinding. Et af Inuit Ataqatigiits forslag handlede derfor om, at vi for at eksempelvis udvikle landbrug og dyrehold laver områder, hvor der ikke udvindes råstoffer, så man i ro og tryghed kan udvikle andre erhverv disse steder. Det er et formål vi arbejder videre med politisk”, siger Sara Olsvig

Det er Sara Olsvigs første deltagelse i fåreholdernes landsmøde. Inuit Ataqatigiits næstformand Aqqaluaq B. Egede deltager i årsmødet som medlem af Inatsisartuts fiskeri-, fangst- og landbrugsudvalg mens også IA’s organisationssekretær Josef Tuusi Motzfeldt deltager som observatør.

“Der er meget at lære om fårehold og landbrug, særlig når man ikke er fra Sydgrønland. Den ånd der er blandt fåreholderne, hvor man har vilje til at være selvbærende og sikre en bæredygtig udnyttelse af de midler og ressourcer man har til rådighed året rundt skal spredes rundt i landet. Vi fra andre steder i landet kan lære en masse af Sydgrønland, og omvendt. Jeg glæder mig til at lære meget mere om landbrugserhvervet i de kommende år”, slutter Sara Olsvig.

Kontakt: saol@ina.gl +299 52 68 58

 

 

 

 

Dialog nu!

Åbent brev til Naalakkersuisoq for Erhverv og Råstoffer

Kære Jens-Erik Kirkegaard,

som Naalakkersuisoq for erhverv og råstoffer, har du et stort ansvar. Jeg har stor forståelse for den opgave du har. Den er ikke let og der er mange interesser at tage hensyn til.

For 15 måneder siden gik du til valg på at forbedre dialogen og åbenheden på råstofområdet. Det var din personlige mærkesag. Og du blev ikke bare valgt til Inatsisartut, du blev også udpeget til Naalakkersuisut. Dermed har du nu direkte adgang til at gennemføre dine mærkesager. Tillykke! Det er ikke alle der er så heldige og har det privilegium.

I sidste ende er det op til vælgerne at vurdere om du har opfyldt dine valgløfter. Min egen personlige holdning er, at du stadigt har noget at bevise.

Den sidste brøler er efter min mening den nye lovændring til råstofloven. Med en 5 ugers høringsfrist lægger du op til at bestemte dokumenter fritages for aktindsigt og at klageadgangen for borgerne forsvinder. Men ikke et ord har man hørt fra dig om hvorfor dette er nødvendigt.

Hvis man vil vide mere om argumenterne for en lov, plejer man at skulle læse i lovens bemærkninger. Men det bliver man ikke klogere af. Begrundelsen for at begrænse aktindsigten er uklar og begrundelsen for at fjerne klageadgangen er slet ikke nævnt. Heller ikke selv om det er at krav at Naalakkersuisut beskriver et lovforslags konsekvenser for borgerne. Her står der ikke et ord om at klageadgangen fjernes.

Det runger derfor hult når du som medlem af Naalakkersuisut taler om vigtigheden af borgerinddragelse og betydningen af åbenhed.

Jeg synes det er vigtigt at du som den ansvarlige Naalakkersuisoq fortæller os dine begrundelser for at fjerne klageadgangen og for at begrænse aktindsigten. Og jeg inviterer derfor til en åben dialog om dette. Der kan jo være ganske fornuftige begrundelser for dette, som vi ikke får indsigt i, hvis du ikke fortæller om dem. Jeg ser frem til et svar som alle vil kunne forholde sig til, uanset om de er politikere, NGO’er eller interesserede borgere.

Med ønske om en god og åben dialog

Naaja H. Nathanielsen, medlem af Inatsisartut for Inuit Ataqatigiit

 

Lovforslaget

http://naalakkersuisut.gl/~/media/Nanoq/Files/Hearings/2014/Forslag_aendring_raastofloven/Documents/Pkt%20xx%20EM2014RstoflovLOV28GRL.pdf

http://naalakkersuisut.gl/~/media/Nanoq/Files/Hearings/2014/Forslag_aendring_raastofloven/Documents/Pkt%20xx%20EM2014RstoflovLOV28DK.pdf

 

Bemærkninger til loven

http://naalakkersuisut.gl/~/media/Nanoq/Files/Hearings/2014/Forslag_aendring_raastofloven/Documents/Pktxx_EM2014_Rstoflov_BEM28_GRL.pdf

http://naalakkersuisut.gl/~/media/Nanoq/Files/Hearings/2014/Forslag_aendring_raastofloven/Documents/Pktxx_EM2014_Rstoflov_BEM28_DK.pdf

 

Samfundets psykiske syge

Af.: Medlemmer af Inatsisartut Agathe Fontain & Mimi Karlsen, Inuit Ataqatigiit

 

Inuit Ataqatigiit havde på Inatsisartut’s forårssamling fokus på de vilkår der bydes de psykiske syge i Grønland. Dette skete via medlemsforslag og en forespørgselsdebat

 

Der er ganske mange psykisk syge medborgere i det grønlandske samfund, så mange at det siges at det er en folkesygdom. Vi kan alle blive ramt.

Én ud af 3 personer kan i løbet af sit livsforløb blive ramt af psykiske lidelser, mere eller mindre alvorligt. Det berører ikke blot den enkelte syge men har også store konsekvenser for familier og pårørende.

Vores medmennesker med kroniske psykiske lidelser har alle krav på en god sygdoms-behandling. Selv den mindste behandling og hjælp kan lindre deres psykiske lidelse, en uvuderlig hjælp for de ramte.

 

En psykisk lidelse kan have menge forskellige fremtrædelsesformer og det er absolut nødvendigt, at alle bør være opmærksomme på de berørtes sygdomsbehandling.

Hvis man blot optimerer og forbedrer behandlingsindsatsen kan nogle af de psykiske syge klare at varetage et 8-timers job, om ikke 4 timers arbejde.

Mange af de psyskiske syge tilbringer dog dagene alene hjemme, uden ret megen kontakt med andre og uden nogen former for beskæftigelse overladt til sig selv og bliver derfor indelukkede mennesker.

 

Et samfund som behandler sine psykisk syge medborgere med respekt, har pligt til at sørge for den bedste behandling og opmærksomhed omkring de syge.

 

Det offentliges ansvar

Det er absolut vigtigt at der er et tæt samarbejde omkring denne persongruppe mellem Selvstyret og kommunerne. Selvstyret har en forpligtelse til at sikre telepsykiatrisk konsultation og ikke blot akut telepsykiatrisk hjælp til de psykiske syge. Telepsykiatriske tilbud i faste rammer bør opprioriteres som en forebyggende indsats, for derved også at kunne holde akutte telepsykiatriske konsultationer på et minimum.

 

Arbejdsforhold for behandlerne bør være optimale og det er nødvendigt med ensartede evalueringer og konsultationer.

Borgernes viden om og forståelse for de psykiatriske lidelser skal til stadighed højnes, da manglende forståelse og viden kan gøre mere skade end gavn, selvom det ikke er hen-sigten.

 

Hvis vi skal forbedre vilkårene og forholdende for de psykiske syge, er det nødvendigt med debat, da en løbende debat som involverer pårørende, medborgere og andre i samfundet også kan føre med sig, at psykiske syge vil have det lettere med debatten.

 

Vi håber i Inuit Ataqatigiit at debatten vil føre med sig, at serviceringen og behandlingen af de psykiske syge vil blive mærkbart forbedret. Derfor skal det også sikres, at indsatsen og tilbuddene til de psykiske syge og deres pårørende bliver mere koordineret og meningsfuldt. Dette gælder også i forhold til botilbud, beskæftigelses- og fritidstilbud – således at den enkelte psykiske syge sikres en så indholdsrig og værdig tilværelse som muligt.

 

Børn og unge

Inuit Ataqatigiit finder at indsatsen i forhold til børn og unge bør have høj prioritet – særligt når det kommer til en tidlig indsats. En tidlig indsats og viden i forhold til børns vilkår og handicaps samt hurtig hjælp kan siden forebygge psykiske lidelser. I dag opdages problemer hos børn alt for sent og først når de er i skolealderen. Det skal vi stoppe ved at gøre det muligt med psykologundersøgelser i en meget tidligere fase.

 

En tidlig indsats og behandling for en psykisk lidelse skal finde sted så tidligt som muligt, og således at pårørende og familien med deres mistanke om at der er noget galt, kan få en nemmere adgang til hjælp fra sundhedsvæsenet. Sundhedsvæsenet skal så til gengæld garantere at den syge så hurtigt som muligt kan tilses og undersøges af en psykiater. Man oplever jo somme tider at lidelsen opdages for sent og først når den sygdomsramte er blevet meget syg. Dette skaber unødig stor bekymring og ængstelse for familierne og de pårørende, hvorfor sådanne situationer bør holdes på et absolut minimum.

 

Alkohol samt euforiserende stoffer

Fra Inuit Ataqatigiit vil vi ikke ikke undlade at pege på, at alkoholforbrug og brugen af euforiserende stoffer kan virke forstærkende i forhold til psykiatriske lidelser og at det derfor er vigtigt at mindske et evt. misbrug. Der er jo ingen tvivl om, at  alt for manges psykiske lidelser har en sammenhæng med netop disse rusmidler. Derfor skal kommunerne og Selvstyret sammen med befolkningen til stadighed gøre en fælles indsats for at bekæmpe misbruget.

 

I psykiatriredegørelsen fra 2010 kommer man bl.a. ind på, at der på landsplan er op imod 900 mennesker med svære psykiatriske lidelser og sygdomme.  Derfor er der brug for en mere koordineret indsats og meningsfulde tilbud, også i forhold til at sikre botilbud, beskæftigelses- og fritidstilbud – således at den enkelte psykiske syge sikres en indholdsrig og værdig tilværelse.

 

Tæt samarbejde nødvendig

Inuit Ataqatigiit er optaget af, at man arbejder sammen på tværs af faggrupper. De psykiske syge har brug for kontinuerlig støtte fra socialt fagligt hold – og støttepersoner og det er nødvendigt, at sundhedspersonalet arbejder tæt sammen på tværs af faggrupper.

Det socialfaglige personale skal vide hvad det sundhedsfaglige personale gør og disse faggrupper bør også kende til forholdende hos de pårørende. Der skal være et fælles mål om dette samarbejde og den skal være koordineret. Her er socialarbejderne og støtte-personerne de centrale faggrupper. Det handler derfor også om at mindske manglen på socialrådgivere og en konstant udskiftning af støttepersoner bør holdes på et minimum, gennem løbende kurser og opkvalificering og mulighed for dygtiggørelse.

 

For at fagpersonalet på kysten kan blive klædt på til at sikre en ensartet behandling er kurser og videreuddannelse en forudsætning. Det bør Selvstyret og kommunerne sikre gennem løbende uddannelsesaktiviteter, som giver de kommunalt ansatte øgede kompetencer. Også de pårørende skal have tilbud om kurser, da det er dem der er tættest på den psykiske syges hverdag.

 

Opkvalificering og uddannelse

Et meget meget vigtigt samarbejdsområde for Selvstyret og kommunerne er og bliver at drage omsorg for, at det psykiatriske fagpersonale bliver tilbudt løbende kurser og opkvalificering. På linie med alle andre sygdomsramte har de psykiske syge også krav på diagnostisk behandling og at der ligges planer for patienterne. Hvis vi skal sikre forbedrede forhold for de psykiske syge må ufaglært personale fra arbejdsløshedskøen holdes på et minimum, da de psykiske syge først og fremmest har brug for trygge og faste rammer om deres hverdag. Dette er et ansvar som bør sikres af kommunerne og af Selvstyret.

 

Beskæftigelsestilbud til de syge skal også være alsidige og varierrede. Kursustilbud skal hele tiden være en mulighed, da kurser kan åbne op for et evt. arbejde eller nye og andre interesser.

Den psykiske syge skal støttes op omkring egne evner og de muligheder det skaber, da enhver form for færdighed og evner øger selvtilliden, uanset om man er syg eller rask.

 

Maniitsoq-modellen

Inuit Ataqatigiit vil til slut pege på et forsøgsprojekt som har kørt i Maniitsoq set i forhold til behovet i dag.

I starten af 2000 blev i Maniitsoq oprettet et behandlerteam sammensat af forskellige myndighedsorganer og fagpersoner, heriblandt behandlingscenteret for de psykiske syge, sundhedsvæsen, kriminalforsorgen og politiet.  Opgaven for teamet bestod i at støtte op om de sværeste patienter, hvilket skete gennem faste og løbende møder med velforberedte oplæg.

 

De indhøstede erfaringer omkring dette team-samarbejde var meget positive.

I opstartsfasen var der i Maniitsoq brug for opkvalificering og kurser for det involverede fagpersonale og gennem forløbet skulle der være afsat god tid til personalegrupperne.

Erfaringerne fra Maniitsoq viser, at det offentlige kan spare midler på lang sigt ved at rejseomkostningerne i forbindelse med tvangsmæssige indlæggelser kan begrænses og fordi krisehåndtering dag og aften blev færre i antal.

 

Etableringen af behandlerteamet i Maniitsoq har således bevirket en bedre behand-lingsindsats i forhold til de psykiske syge samt deres pårørende og derudover skabt større tryghed, større viden og forståelse for de psyskiske lidelser.

Grønlandsksprogede skal også have mulighed for en uddannelse

Af: Mimi Karlsen, medlem af Inatsisartut for Inuit Ataqatigiit

Jeg er glad for, at min indsats for det grønlandske sprog fra 2009 til i dag er blevet støttet af det samlede Inatsisartut.

Mit første resultat var omkring sprogpolitikken. Sprogpolitikken er nedfældet i Inatsisartutlov nr. 7, af 19. maj 2010. Den siger, at det grønlandske sprog er det officielle sprog i Grønland og anvendes i offentlige forhold. Heri er det sikret, at det grønlandske sprog dermed er det officielle sprog i vort land.

At vi har fået en sprogpolitik har også den konsekvens, at uanset hvor vi er i Grønland kan vi blive betjent på vores eget sprog. For det er et krav at virksomhederne skal have en sprogpolitik, som kan sikre, at der skal være en kyndig i grønlandsk i betjening af henvendelser. Og denne ret bør Naalakkersuisut i højere grad end nu informere om.

At det grønlandske sprog har status som det officielle sprog bør betyde, at alle her i landet skal kunne tale det, at vi sikrer en kontinuerlig udvikling af sproget og at vore efterkommere kommer til at kunne beherske det.

Vi er grønlandsksprogede

Derfor havde jeg under Inatsisartut’s efterårssamling 2013 dette forslag som fik opbakning af alle medlemmer:

Forslag til Inatsisartutbeslutning om, at Naalakkersuisut pålægges at udarbejde en handlings- og strategiplan, der skal fremsættes senest til Inatsisartut’s forårssamling 2014, der har til formål at få flest af indbyggerne i Grønland til at kunne tale grønlandsk.

Min begrundelse var, at de fleste indbyggere i vort land er grønlandsksprogede. Men der er også  grønlandske medborgere som ikke kan tale grønlandsk, og også tilkomne borgere som ikke kan grønlandsk.

I samfundsdebatten klandrer man til tider de borgere som ikke kan grønlandsk. Men denne klandring hjælper ikke til med at lære dem det grønlandske sprog.

Undervisning i grønlandsk

Derfor har jeg krævet, at Naalakkersuisut pålægges at udarbejde en handlings- og strategiplan.

I planen lægger jeg vægt på, at alle som kommer ud af folkeskolen i de kommende år skal kunne beherske det grønlandske sprog. Hvis alle folkeskoleelever lærer det grønlandske sprog, vil alle unge om ti år kunne tale det grønlandske sprog.

Og der bør også laves en plan for voksne som gerne vil lære grønlandsk. Vi skal undersøge hvordan vi kan optimere deres muligheder, og udarbejde en plan for dette også.

Fordi det grønlandske sprog er det officielle sprog og skal benyttes i offentlige forhold er det vigtigt, at vi arbejder hen imod at alle skal kunne forstå det. Og for at nå derhen er Naalakkersuisut blevet pålagt denne opgave og fornyligt lavet en plan for dette.

Jeg vil gerne benytte denne lejlighed til at takke Naalakkersuisut for at have færdiggjort planen, og fremlagt den med denne overskrift: “Tiltag til at sikre, at hele befolkningen kan begå sig på grønlandsk i hverdagen”.

Planen inkluderer førskolebørn, skolebørn, grønlandsk som 2. sprog, viderekomne i grønlandsk som fremmedsprog samt nytilkomne dansksprogede og brugere af andre sprog.

Jeg er ikke i tvivl om, at hvis planen lykkes og realiseres, så vil den gavne dem som gerne vil lære det grønlandske sprog. Det er vigtigt at realisere planen, og dette kan gøres i samlet trop, ude på virksomhederne, på uddannelsesstederne og ude i hjemmene.

Ingen skal lukkes ude fra uddannelsesinstitutionerne

Min næste indsats var, at jeg under Inatsisartut’s forårssamling 2014 fik fuld opbakning ift. at enkeltsprogede grønlandske ikke skal lukkes ude fra uddannelsesinstitutionerne. Mit forslag var følgende:

Forslag til Inatsisartutbeslutning om, at Naalakkersuisut i forbindelse med Uddannelsesstrategi nr. II sikrer, at studerende med behov herfor i de grønlandske uddannelsesinstitutioner får adgang til supplerende danskundervisning.

Heri er min begrundelse, at vi alle skal anse uddannelse som meget vigtig. At uddannelse skal bane vejen for selvforsørgelse. Det er derfor, at vi skal opfordre til, at de unge skal tage en uddannelse.

De som gerne vil tage en uddannelse skal ikke møde en lukket dør. Vi bruger mange penge på at mindske antallet af unge der dropper ud af uddannelserne, og det har nyttet.

Men vi lukker døre for de som gerne vil tage en uddannelse! Og de som ikke behersker det danske sprog godt nok er de som ikke kommer ind, idet de ikke kan komme ind hvis de har under 6 i karakter i dansk. Og konsekvensen er, at de som ikke kan dansk godt nok, afskæres fra at få sig en uddannelse.

Det kan simpelthen ikke være rigtigt. For eksempel kan en tømrerlærling som ikke kunne komme ind pga. for lavt karakter i dansk, tage til Danmark og tage uddannelsen, for der skeler man ikke til danskkundskaberne.

At man påkræver danskkundskaber på uddannelsesinstitutionerne her i Grønland begrunder vi med, at lærerne og lærerbøgerne er dansksprogede.

Når den uddannelsessøgende vælger sin uddannelse er det med henblik på at bruge denne som sit erhverv og levebrød. Det tillærte sprog under uddannelsen kan bruges i resten af livet. Derfor bør det være uddannelsesinstitutionens ansvar at højne danskkundskaberne hos eleverne, ligesom det er institutionens ansvar at højne niveauet af kundskaberne i alle fag.

Det kan ikke være rigtig, at det kun er de godt dansksprogede der kan få en uddannelse her i landet. Det bør være en rettighed, at man ved manglende danskkundskaber får den nødvendige hjælp.

På denne måde lukker vi ikke af for grønlandsksprogede som ønsker sig en uddannelse.

Det er meget vigtigt, at dette faktum ikke kun inkluderes i uddannelsesstrategien, men at der i loven kommer til at stå, at man ikke må lukke ikke-dansksprogede ude fra uddannelsesinstitutionerne. Men uddannelsesinstitutionerne skal være beredte på dette ved f.eks. at intensivere danskundervisningen eller ved at intensivere den grønlandsksprogede undervisning. Dette må være målet.

Grønlandsk tekstning

En af de ting som jeg som Naalakkersuisut-medlem har arbejdet for, er loven om markedsføring og mærkning. Og dette som ikke er inkluderet i loven om sproget er færdig nu og er at finde i  markedsføringsloven. Dermed har vi sikret, at al mærkning og markedsføring skal være skrevet på grønlandsk. For til tider er ikke engang menuerne på restauranterne skrevet på grønlandsk, og denne lov påbyder at dette sker.

Vi må gøre en stor indsats for at sikre brugen af det grønlandske sprog. Vi skal udvikle brugen af det grønlandske sprog ved trykte ting, teatervirksomhed samt via radioen. Vi burde benytte os meget mere af iPad, mobiler og lignende, så vi når ud til børn og unge og ikke mindst til de som ønsker at lære grønlandsk.

Den omfattende tolkning

En negativ konsekvens af vores dobbeltsprogede samfund med grønlandsk og dansk er, at vi må oversætte i stor stil. For det er jo vigtigt, at vi skal gøre læse- og hørestof tilgængeligt for alle. Men ved trykte medier og radio ødelægges det grønlandske sprog ved oversættelser fra dansk til grønlandsk. De direkte oversættelser er en skændsel for det grønlandske sprog som vi ikke bør godtage.

Derfor vil mit næste forslag i Inatsisartut være, at Selvstyret og medierne skal ansætte folk som skal overvåge og sikre en god brug af vort sprog.

Den ansatte skal være uddannet indenfor det grønlandske sprog og have beføjelser til at rette fejl og vejlede samt bane vejen for, at mediefolk kan få kurser omkring korrekt brug af sproget.

Jeg mener at tiden er til, at vi må kræve en korrekt brug af det grønlandske sprog i medierne. Og tiden er også inde til, at grønlandsk bruges som det første sprog i medierne. Vi skal ikke til stadighed nøjes med og være tilfredse med hovedsageligt at høre oversættelser fra dansk til grønlandsk. Vi må sikre en kontinuerlig udvikling af vores sprog, og sikre at sproget ikke kun bruges som oversættelser, men bruges som et korrekt formidlingssprog.

Grønlandsk som modersmål

For nuværende er mine forslag således godkendt at Inatsisartut, og vi kan begynde at arbejde for at optimere brugen af det grønlandske sprog og sikre, at de grønlandsksprogede kan få en uddannelse.

Vores modersmål og sprog tegner vores identitet og med sproget udtrykker vi vores følelser.

Derfor mener jeg, at det er vigtigt at vi ikke at skaber unødige forhindringer for sprogets anvendelse, men at vi i stedet skaber udviklingsmuligheder for det. Vi skal jo bruge sproget til at kommunikere med, til at forstå hinanden med og i vores udvikling.

Jeg håber, at vi alle må være med i tilegnelsen og udbredelsen af vores sprog, i udviklingen af sproget og ikke bruge sproget til at holde nogen ude.

Hvilke børn passer til folkeskolen?

En kritisk kommentar til debatten om folkeskolen af Naaja H. Nathanielsen

Man skulle efterhånden tro, at folkeskolens største problem er, at der går børn i den! Ifølge debatten er eleverne urolige, uartige, uvillige og har massive sociale problemer. Dertil er forældrene er uengagerede og ligeglade, og lærerne er udsatte, stressede og ansat under urimelige vilkår. Og hverken kommuner eller selvstyret har penge nok til at sikre fysiske og fagligt forsvarlige rammer for undervisningen. Det er lige til at græde over!

Og som mor til et barn i folkeskolen er jeg da også dybt bekymret. Jeg er først og fremmest bekymret for min søn og alle hans med-elever i hele landet. For er det over-hovedet ansvarligt af mig at sende mit barn i skole hver dag?

Det jeg savner i debatten om folkeskolen er ærligt talt fokus på børnene. Det er deres skole. Jeg er ikke ligeglad med lærernes vilkår. Og jeg ønsker heller ikke at rette kritik af bestemte kommuner.  Det jeg efterlyser, er et større fokus på eleven og på de faglige udfordringer folkeskolen står overfor. Men hver eneste debat om folkeskolen kommer lynhurtigt til at handle om at forskellige grupper fralægger sig ansvaret og skyder det over på nogle andre. Det er både ukonstruktivt og grimt at høre på. Og jeg tænker på, hvordan børnene oplever debatten. De må høre på at deres ”arbejdsplads” bliver omtalt negativt, og at de selv er en stor del af problemet – blandt andet fordi nogle af dem er så uheldige at have utrygge hjem, eller hjem med få ressourcer.  Jeg kan da godt forstå, hvis nogle børn ikke føler, at de hører til i folkeskolen.

Hvem hører til?
Og det er lige netop den diskussion jeg gerne vil have: hvem hører egentligt til i folke-skolen? Hvad er det for en ”mønster-elev” der er acceptabel i folkeskolen? Jeg får en fornemmelse af, at folkeskolen er for børn fra hjem med trygge økonomiske rammer, men ikke så trygge at de er forkælede og krævende. Børn uden sociale problemer er også velkomne. Så hvis mor og far drikker, slås eller er psykisk syge, bør børnene blive hjemme. Børnenes forældre skal også helst have en mellemlang eller videregå-ende uddannelse, så de kan hjælpe deres børn med lektierne. Og så må børnene hverken være for dumme eller for kloge, for så har de jo brug for ekstra undervisning og støtte. Med andre ord: folkeskolen er sandsynligvis kun for ganske få børn her i landet. Det store flertal er til besvær og burde undervises et helt andet sted.

”Nej, nej, nej” vil koret af lærere, politikere og skoleledere sikkert råbe: ”sådan er det ikke”. Og så siger min erfaring mig, at lærere, politikere og skoleledere derefter vil begynde at forklare mig, at problemer i virkeligheden skyldes: uartige børn, urimelige ansættelsesvilkår, ringe økonomi, dårlige fysiske rammer …. og så er vi tilbage ved den oprindelige diskussion: hvis skyld er det … og så kan krigen fortsætte.

Hvad er vi enige om?
Så hvad er vi enige om? Vi er vel alle enige om at der er brug for forbedringer. For i dag forlader alt for mange folkeskolen uden tilfredsstillende resultater og uden at påbegynde en uddannelse. Og mens eleverne er i skolen er der alt for meget uro og alt for meget mobberi. Dette er skidt for os alle sammen. Det er ikke positivt for nogen. Det er vi vel enige om. Og dermed er det klart at der er sympati for alle parter i denne ”ord-krig”. Vi må gøre noget for at forbedre situation for lærerne, skoleledel-serne, politikerne, forældrene ….og børnene.

Og der er noget i vores system der fejler. Vi bliver nødt til at ændre nogle ting for at opnå forandring. Og hvis jeg skal fremhæve én ting jeg inderligt ønsker mig man gør anderledes, så er det tilgangen til eleverne og den faglige tilgang til dem. Jeg tror at vi i dag tilrettelægger undervisningen efter en elevtype der ikke findes, nemlig den føromtalte ”mønster-elev” som er jævnt dygtig, socialt tilpasset og med forældre der selv har en uddannelse.

Folkeskolens realiteter
Det vi burde gøre, er at tilrettelægge folkeskolen efter realiteterne. Vores udgangs-punkt er heldigvis godt – vi har masser af velfungerende børn. Men en del børn har forældre med kort eller ingen uddannelse. Det gør dem ikke til dårlige forældre, men det kan gøre det svært for dem at støtte deres børns skolegang med det faglige.  Det er et vilkår vi må forholde os til, og vi må derfor forvente at forældrene engagerer sig i skolen på en anden måde end rent fagligt. Hvis en forælder kommer til en skole og gang på gang bliver mødt med kritik af den måde de er på, så holder de op med at komme. Så vi må tilpasse forventningerne mellem skole og hjem på en anden måde end i dag. Ingen gider blive mødt med en løftet pegefinger.

Vi må også erkende, at alt for mange af vores børn har hjem med dårlig økonomi eller sociale problemer. Det må erkendes som et vilkår. Jeg synes det er underligt, at vi det ene øjeblik taler om voksnes problemer med misbrug og vold og samtidigt forventer, at børnene er upåvirkede af dette når de går i skole. DET PÅVIRKER ALT i et barns liv, hvis de lever i fattigdom eller har et utrygt hjem. Og dermed er det også et vilkår man må forholde sig til i folkeskolen. Det er ikke kun et anliggende for landets socialfor-valtninger eller psykologer. Det er noget vi alle må forholde os til.

Inspiration til handling
Vi kan for eksempel hente inspiration i lande hvor man arbejder med de her forhold som et grundlæggende vilkår og tilrettelægger undervisningen efter det. Vi kan for eksempel tage højde for, at eleverne ikke kan koncentrere sig længe ad gangen, har forskellige behov og kan være præget af sult eller mistrivsel. Og det kan betyde, at vi skal ændre på den måde vi forstår undervisning på.

Det er ikke en falliterklæring at arbejde åbent med dette. Det er en logisk konsekvens af at mange i vores samfund, er præget af forhold som manglende uddannelse, dårlig økonomi eller sociale problemer. Det er som om, vi er overraskede over, at børnene afspejler de voksnes problemer. Men selvfølgeligt gør de det. Det giver nogle udford-ringer og har nogle konsekvenser. Eksempelvis at elever er sultne, ikke er vant til at læse derhjemme eller ikke har råd til internet.

Jeg tror, at det faktisk kan betyde at fagligheden stiger, hvis vi begynder at arbejde MED problemerne, i stedet for at forbande at de eksisterer. Og det behøver heller ikke betyde, at man svigter de dygtigste elever eller dem med trygge vilkår i hjemmet. Omstrukturering af undervisningen er ikke det samme som at sænke niveauet. Og udgangspunktet må være, at børn med sociale problemer ikke er dummere end børn uden sociale problemer. Det er ikke evnerne der er noget galt med. Det er rammerne om undervisningen.

Flyt fokus

Jeg ville blive så lykkelig hvis vi kunne flytte fokus fra arbejdstidsregler og sociale problemer til rent faktisk at tale om løsninger og realiteter. Vores samfund bliver ikke rigere i de kommende år, og eleverne bliver ikke på magisk vis mere rolige. Vi må have fat i kernen og det er ikke ”de andres” problem. Det er VORES fælles problem. Og det kræver nok, at vi forlader vores vanetænkning og holder op med at tænke i traditionel undervisning. At noget altid har været på en bestemt måde er ikke noget argument for at fastholde det på den måde. Særlig hvis det har vist sig, at det ikke fungerer. Mener vi virkeligt, at folkeskolen har nået toppen af sin udviklingskurve og skal se sådan ud til evig tid? Eller er der en åbning for, at vi sammen kan forlade det trygge og velkendte og bevæge os ud på en ny vej – særligt til glæde for børnene.