Arkiv for Nyheder kategorien

Giv Inatsisartut arbejdsro

Det er fuldstændigt uacceptabelt at Naalakkersuisut koalitionen indtil flere gange har udtryk hvordan og hvorledes Inatsisartut bør udføre sit arbejde. Naalakkersuit skal respektere, at det foreliggende lovforslag som Nalaakkersuisut har udarbejdet, bliver udredt med fornødne tempo og grundighed, sådan som flertallet af Inatsisartut ønsker.   

Med herværende udtalelse beder vi Inatsisartutformanden om at rette henvendelse til Naalakkersuisut med det klare budskab om, at man snarest muligt skal stoppe med at udøve pres og respektere Inatsisartutarbejdet. Det er nemlig ødelæggende for den gensidige respekt når man er vidne til Naalakkersuisut via pressen – uden respekt for magtfordelingsprincippet – forsøger at belære Inatsisartut hvordan arbejdet udføres bedst.

Afslutningsvis skal vi fra Inuit Ataqatigiit gøre det klart, at vi er indstillet på at arbejde for en ansvarlig reform af hele infrastrukturområdet. Vi finder det dog vigtigt at pointere, at arbejdet skal udføres med en grundighed og med en fornødne tempi der skal til for at sikre, at det store finansieringsbehov som skal dækkes af samfundet egne midler, udarbejdes mest forsvarligt. 

 

Inuit Ataqatigiit sinnerlugit
Múte Bourup Egede

Gruppeformand

Mere forebyggelse og mere behandling til hashmisbrug

Indlæg om d. 26. juni, dagen for kampen imod brugen af hash

Brugen af hash er et gennemgribende problem her i landet, hvilket også kan konstateres, når man ser på de seneste års retssager.

Gennem gennemgribende indsats må man sørge for, at børn, unge, voksne eller ældre ikke bliver brugere af hash og at endnu flere formår at sige fra overfor hash. At euforiserende stoffer bliver indført på mange forskellige måder her til landet, kan være svært at bekæmpe. Derfor må vi konkret tage skridt til at undgå, at endnu flere bliver brugere af hash her i landet.

Forebyggelse.

Der må gøres en mærkbar indsats ift. forebyggelse ift. bruges af hash. I hjemmene samt ifm. med forældrenes opdragelse af deres børn og unge, må der tages konkrete skridt til at undgå, at disse senere bliver brugere eller misbrugere af hash. Når forældre ønsker hjælp i den retning, må der åbnes op overfor mere tilgængelige veje til, at brugen af hash kan undgås i fremtiden.

Der skal etableres flere fritidsfaciliteter af forskellig art, der kan være med til at aktivere borgerne. Idræt kan være én af vejene til en mere meningsfyldt tilværelse, men må suppleres med aktiviteter som musik, dans og meget andet, der skal udvikles og florere på bostederne her  i landet.

Behandling.

Man skal passe på med ikke at skubbe eventuelle misbrugere fra sig og man skal ikke opgive dem der allerede er faldet i grøften, men tilbyde dem behandling ift. deres misbrug på forskellig vis. Sådanne personer, må kunne vælge imellem forskellige behandlingsmuligheder.

En person der er blevet misbruger, skal ikke efterlades alene til at kæmpe imod misbruget. Alle bør bakke op omkring sådanne initiativer hvad enten det drejer sig om ældre, modne eller unge medborgere. Lad os sammen bekæmpe og udvikle kampen imod dette samfundsproblem.

 

Mimi Karlsen, Inuit Ataqatigiit

Besvarelse af spørgsmål om Siorapaluk udsættes

Besvarelse af mine §37 spørgsmål til Naalakkersuisut ang. Fjeldskredet i Siorapaluk sidste år, er blevet udsat. Jeg har bla. spurgt om hvornår restoration af huse og veje der er blevet beskadiget vil finde sted, samt hvem der har ansvaret for det.

 

Naalakkersuisoq har pr. mail svaret at pga. spørgsmålets omfang og fordi der først skal hentes eksterne oplysninger at spørgsmålene først vil blive svaret i uge 28, dvs. omkring midten af juli.

 

Dertil ønsker vi, at selv om besvarelsen af mine spørgsmål er udsat, så bør restorering af husene og vejene der er blevet beskadiget under et fjeldskred efter et regnskyl siden sidste år, ikke også bliver udsat.

 

Mikivsuk Thomassen

Møder med borgerne i Ilulissat

Sofia Geisler, som blev valgt til Inatsisartut i april, holder borgermøde i Ilulissat med bl.a. præsentation, onsdag den 20. Juni 2018, kl. 19:00-21:00, i Ilulissat Majoriaq.

Vel mødt.

Naalakkersuisut må komme med en klar melding om Kangerlussuaq

Inuit Ataqatigiit i Sisimiut holdt ordinær generalforsamling den 9. juni 2018.

I forbindelse med generalforsamlingen ønsker vi at nævne dagsaktuelle emner, nemlig lufthavnsbyggerierne i Nuuk og Ilulissat. Konsekvenser af disse.

Inuit Ataqatigiit i Sisimiut håber at Inatsisartuts Finansudvalg kræver at få den fornødne tid til at besvare de mange ubesvarede spørgsmål. Vi kræver at formanden for Finansudvalget kommer med klar besked, idet vedkommende fremkom med sådan et løfte over for borgerne i Qeqqata Kommunia under valgkampen.

I betænkningen fra 2015 krævede man at såfremt Kangerlussuaq fortsat skal være porten til Grønland, så bør man fremkomme med undersøgelser om omkostningerne herved. Netop dette understregede den nuværende Naalakkersuisoq for Fiskeri, Fangst og Landbrug under valgkampen i Kangerlussauq, hvor han sågar truede med at ville melde sig ud af partiet såfremt dette ikke kunne opnås.

Inuit Ataqatigiit i Sisimiut savner resultatet af kravet om udredning og vi regner med, at Inatsisartuts Finansudvalg medtager kravet om sådan en undersøgelse. Dette har jo den nye formand sagt under valgkampen, så derfor ønsker vi at vedkommende kommer med en klar udmelding til vælgerne, for vi har ventet på dette i 2 måneder.

Inuit Ataqatigiit i Sisimiut ønsker at fastholde Kangerlussuaqs nuværende position. For en beslutning om ændring af dette vil medføre katastrofale økonomiske og skattemæssige følger for Qeqqata Kommunia. Kort sagt vil dette ramme lavindkomstgrupperne samt borgerne. Derudover må Formanden for Naalakkersuisuts udtalelser om ikke at lukke Kangerlussuaq have klare følger. Lægger han op til at bygden Kangerlussuaq ikke lukkes, men at lufthavnen i Kangerlussuaq lukkes? Borgerne afventer en afklaring for at have en følelse af et trygt regeringsførelse og såfremt han ikke kan opnå dette må han selv og hans parti vurdere om han stadigvæk egner sig til at være leder.

Under valgkampen i Kangerlussuaq ytrede medlemmer af det nuværende koalition, at de ville melde sig ud af deres partier, såfremt man beslutter at Kangerlussuaq ikke længere skal være porten til Grønland.

Inuit Ataqatigiit i Sisimiuts generalforsamling vurderer at beslutningen om lufthavnspakken er et af de vigtigste beslutninger om Grønlands fremtid.

Beslutningen vil have konsekvenser for hvor koncentreret befolkningen skal bo fremadrettet og kan betegnes som en ”stille lukning” af bygderne.

En diktatorisk ledelse af landet er ikke passende at benytte i styringen af vort land. Ageren med at andre med andre synspunkter ikke må blande sig må bringes til ophør.

Hvis ikke man ønsker at skade demokratiet, så lad os borgere ved en folkeafstemning afgøre om vi ønsker disse ændringer.

Generalforsamlingen ønsker at kommunalbestyrelsen i Qeqqata Kommunia arbejder hård, og det første krav er, at man arbejder for at Kangerlussuaq bibeholdes som en lufthavn, og såfremt dette ikke kan opnås, at kommunalbestyrelsen træffer en beslutning om at arbejde for at danne et selskab.

For dette har en afgørende betydning for Qeqqata Kommunias borgeres velfærd fremadrettet.

 

Bestyrelsen i Inuit Ataqatigiit Sisimiut er som følger:

Formand Agathe Fontain

Næstformand: Juliane Enoksen

Kasserer: Karoline Berthelsen

Sekretær: Eva Lynge

Medlemmer af bestyrelsen: Erneeraq Poulsen, Sofie Dorthe Olsen

Suppleanter: Augo Jeremiassen, Paalu Christensen

 

Kontakt: Agathe Fontain 484531

Juliane Enoksen 246136

 

 

Konstruktivt samarbejde for selvstændighed

Inuit Ataqatigiits holdning er klar. Rigsfællesskabet skal ikke bevares. Men forholdet mellem Grønland og Danmark skal løbende udvikles.

En udtalelse fra Inuit Ataqatigiits folketingsmedlem har affødt en del debat, særlig på de sociale medier, om Inuit Ataqatigiits selvstændighedspolitik og ikke mindst vores holdning til rigsfællesskabet. Derfor ønsker jeg at sætte et par ting på plads, men også at perspektivere debatten. Snakken om forholdet mellem Grønland og Danmark er nemlig ikke sort-hvid. Den er mangefarvet og nuanceret, og kræver en nuanceret tilgang.

Det viser en lang række begivenheder som er indtruffet efter selvstyreaftalen er indgået. Og det viser en lang række konflikter Grønland har haft og stadig har med Danmark.

Selvstyreaftalen handler om at udvikle

Løbende at udvikle rigsfællesskabet og i særdeleshed forholdet mellem Grønland og Danmark er en grundfaktor i den selvstyreaftale vi har indgået med Danmark. Selvstyreaftalen handler nemlig om, at Grønland har fået muligheden for at overtage en lang række sagsområder, om at afvikle bloktilskuddet over råstofindtægter, om at Grønland og Danmark skal indgå i et ligeværdigt samarbejde og om, at Grønland går mod øget selvstændighed. Ingen af disse ting er sket i praksis, endnu.

Inuit Ataqatigiit kæmper for et selvstændigt Grønland. Det kommer til at tage tid at nå dertil. Og det kræver hårdt arbejde, både i Grønland og i Danmark, at skabe fundamentet for selvstændigheden.

Det er en iboende forventning i selvstyreaftalen, at Grønland udvikler vores økonomi, særligt gennem indtægter fra råstofferne, men også gennem andre erhvervsaktiviteter, for at gøre os fri af bloktilskuddet.

Det skal Danmark være med til at bane vejen for. Det er, så at sige, et fælles projekt. Et fælles projekt internt i Grønland, men også et fælles projekt mellem Grønland og Danmark.  En aftale er nemlig en aftale mellem to eller flere parter, og i selvstyreaftalens tilfælde er det en aftale mellem Grønland og Danmark.

Med andre ord. Vi skal udvikle rigsfællesskabet for at afvikle det.

Realiteten er ikke sort og hvid

En række konflikter har skåret rigsfællesskabets udfordringer og rigiditet i sin nuværende form ud i pap. Storskalaloven, uranspørgsmålet, dual-use aftalen, hele polemikken omkring, hvorvidt Grønland kan føre handelspolitik og dermed potentielt udenrigs- og sikkerhedspolitik, uden indblanding fra Danmark.

Lad os tage den aktuelle konflikt som eksempel. Skal kinesiske investorer eller aktører involveres i vores lufthavnsprojekter? Slotsholmen siger nej, selvstyretårnet siger ja. Begge parter er sort-hvide i deres udtalelser. Realiteten er mere nuanceret.

På den ene side oplever vi et dobbeltmoralsk Danmark, som selv går gennem ild og vand for at tiltrække sig kinesiske investorer og erhvervspartnere, men som straks det handler om grønlandske Kina-relationer kommer til at udstråle overherrementalitet. På den anden side oplever vi et Naalakkersuisut som ikke tager problematikken alvorligt nok, og undlader at italesætte den reelle udfordring med, at Grønland selvfølgelig skal have styr på hvilke af de eventuelle kinesiske investeringer og engagementer potentielt kan have sikkerhedspolitiske implikationer, fuldstændig ligesom andre nationer skal have styr på dette.

En tryg udvikling kræver nyt samarbejde

Den reelle udfordring ligger efter Inuit Ataqatigiits mening i, at rigsfællesskabet ikke er gearet til at håndtere disse gråzoner, som er affødt af selvstyreaftalen og de muligheder som er fulgt med. Det betyder, at rigsfællesskabet, hvis ikke det fornyes, blot bliver en klods om benet på Grønlands udvikling. En udvikling Grønland og Danmark gennem selvstyreaftalen har aftalt at skulle fremme – i fælleskab.

Det er altafgørende, at Danmark ikke sætter stopklodser for Grønlands udvikling. Helt grundlæggende er det derfor, at Grønland og Danmark får bygget de nye strukturer op, som skal sikre, at Grønland trygt kan udvikle nye relationer rundt omkring i verden, og tiltrække investorer og partnere på alle erhvervsområder.

Det handler om, at man i fællesskab sikrer nye sagsgange, så det ikke bliver et spørgsmål om at spørge Danmark om lov når Grønland står overfor store mineprojekter eller infrastrukturelle opgaver, som kræver international involvering. For den udvikling er her og den vil blive ved, og beslutningerne tages i Inatsisartut og i Naalakkersuisut.

Medspiller, ikke modspiller

Danmark er nødt til at vedkende sig, at være en medspiller og ikke en modspiller i Grønlands udvikling. Og det handler ikke om en grønlandsk-dansk investeringsfond eller ej, eller om der bliver taget imod Statsministerens udstrakte hånd eller ej. Det handler om, at Danmark selv proaktivt sikrer, at når Grønland vælger udenlandske samarbejdspartnere som kan afføde sikkerhedspolitiske implikationer, så står rigsfællesskabet klar med det apparatur der skal gøre, at projekterne alligevel kan føres ud i livet.

Samtidig handler det om, at Grønland, nærmere betegnet Naalakkersuisut, vedkender sig de sikkerhedspolitiske udfordringer der kan ligge i at indgå partnerskaber med andre stater og udenlandske investorer, særligt infrastrukturelle projekter, og arbejder konstruktivt for at løse disse udfordringer.

Interessant er det, at Naalakkersuisut i januar 2016 uden at blinke indgik aftale med Danmark om, at Danmark skal kontrollere eksporten af dual-use mineraler. Netop her kunne det have været en helt principiel sag at stå fast på fra Grønlands side. Eksportkontrol er et indenrigsanliggende, og med aftalen har man givet Danmark grønt lys til at sætte en stopper for Grønlands eksport af et ikke nærmere afgrænset antal mineraler, som kan benyttes både militært og civilt. Derfor var vi i Inuit Ataqatigiit imod denne aftale.

Af med nej-hatten

Inuit Ataqatigiit anfægter dog ikke behovet for samarbejde mellem Grønland og Danmark om eksportkontrol af dual-use produkter og om spørgsmål af sikkerhedspolitisk karakter. Men helt principielt ser vi en sammenhæng mellem disse aftaler og den nuværende debat om mulige kinesiske partnere i infrastrukturelle projekter. Denne gang er det bare vigtigt, at Grønland og Danmark finder frem til den konstruktive dialog og reelt sikrer en struktur mellem vores administrationer, som hverken giver Danmark mulighed for at sige nej til Grønlands udvikling, eller giver Grønland nej hatten på for samarbejde med Danmark.

Jeg vil slå fast, at vi i Inuit Ataqatigiit forbeholder os retten til at have en nuanceret tilgang til den komplekse verden vi lever i. At have et rigsfællesskab er komplekst. At forholde sig til de opgaver der reelt ligger foran os betyder ikke, at vi ikke ønsker eller kæmper for selvstændighed. Tværtimod ser vi vores og andres hårde arbejde for at sikre mere tydelige strukturer i rigsfællesskabet som en forudsætning for selvstændighed.

Det kræver en fælles indsats for Grønlands udvikling at få gang i hjulene og indtægterne skal som gøre os fri af bloktilskuddet. Og det kræver en fælles indsats at opbygge den kapacitet og viden som skal gøre, at Grønland som en selvstændig nation i fremtiden kan agere på lige fod med andre nationer, og indgå samarbejder og relationer til andre stater end Danmark.

 

Sara Olsvig

Formand, Inuit Ataqatigiit

Inuit Ataqatigiit efterlyser aktiv politik

Inuit Ataqatigiit ønsker at Naalakkersuisut prioriterer og fører en proaktiv handelspolitik i forhold til at varetage Grønlands økonomiske interesser, når Storbritanien træder ud af EU.

 

Inuit Ataqatigiit er stærkt bekymret over om Grønland fortsat kan afsætte sine seafood produkter til det engelske marked toldfrit efter marts 2019. Om 9 ½ måned.

 

Det engelske marked er det vigtigste salgsmarked for kogte og pillede rejer herfra. Lykkes det ikke at indgå aftale med Storbritanien om toldfrihed er skrækscenariet derfor, at vi mister godt 500 millioner kroner om året. Sker det, vil det helt uundgåeligt koste arbejdspladser her i landet.

 

Vi har derfor dags dato sendt en række §37 spørgsmål til Naalakkersuisut, der skal belyse hvad status er på det arbejde, der udføres fra Grønlands side vedr. konsekvenserne af Storbritaniens udtræden af EU når vi snakker om Grønland.

 

I betragtning af, at Grønland risikerer at miste knap 20 procent af sine eksportindtægter pr. år, vil Inuit Ataqatigiit opfordre Naalakkersuisut at presse på at få Grønland på dagsordenen i forhold til indgåelse af aftale om toldfrihed.

 

 

 

Med venlig hilsen

 

Sofia Geisler

Inuit Ataqatigiit

Medlem af Inatsisartut

Vi må nedbringe plastforureningen i verdenshavene

I de seneste år er plastforbruget her i landet stigende. Vi bruger plast i poser og i forskellige emballager. Vi bruger den til fødevarer, frysevarer, emballager, som indkøbspose samt som affaldspose. I forbindelse med vores store forbrug af plast tænker vi ikke over hvor meget poserne forurener.

I resten af verdenen er forbruget lige så stort, hvilket resulterer i, at plastik er blevet et problem i verdenshavene og er til fare for fisk, dyr og sågar mennesker. Plastik er svært nedbrydeligt materiale, hvorfor den også er svær at nedbryde ude i naturen. Vi har viden om, at den optages i fødekæden og bliver til microplast. Der importeres omkring 5 millioner plastindkøbsposer om året.

Da plastik er sværnedbrydelig materiale, tager det langtid om at nedbryde og er til stor skade for naturen og dyrene i naturen. Udsmid i havet gør skade på bådmotorer. Plastik gør især skade i havet, idet plastik kommer til at indgå i fødekæden. For nylig lavede forskerne en undersøgelse af maveindholdet på 63 måger. 80 % af disse fugle havde mindst en eller flere plastik i maven. Undersøgelsen viste også at fisk havde plastik i maven.

For naturens skyld og for at værne om naturen må vi have et politisk mål om at nedringe brug af plast. Vi er et land der ikke mangler hverken hav eller vand, derfor må vi kunne bruge affaldsspande også selv om det er mere besværligt at gøre det. Vi skal være bedre til at bruge andre former for emballage. Vi skal være bedre til at bruge andre indkøbsposer. Hvis vi ønsker at værne om vort land og vores storslåede natur, må vi alle have en vilje til at debattere løsningsmuligheder.

Når Naalakkersuisut træffer en beslutning om at indføre en afgift på f.eks. engangsemballage som skader naturen, kan man opnå at stille midlerne til side til brug for forebyggende indsatser af forurening af miljø og natur. Naalakkersuisut må udarbejde lovforslag til miljøfond som fremmer beskyttelse af miljøet og som bunder i at tage udgangspunkt af indtægter fra miljøafgifter.

Mange lande har intentioner om at begrænse deres forbrug af plastik gennem initiativer og forskning. Internationalt tales der i flere fora om hvordan vi kan nedbringe ophobningen af plastik samt skadelige kemikalier i havene. Naalakkersuisut må tage initiativ til lobbyarbejde i internationale fora.

Vi må stille et krav til os selv samt omverdenen om at skulle nedbringe vores plastikforbrug betragteligt og udarbejde en handleplan om at foretage oprydning i havet.

Vi må holde det hav der brødføder os rent.

Mimi Karlsen, Inuit Ataqatigiit

Børn – ikke blot ord men handling

I dag, den 1. juni, er det Børnenes Dag. En dag hvor vi ser tilbage og fremad og gør status på vores arbejde for børn, i samfundet og politisk. Hvad har virket, hvad har ikke virket? Hvad mangler vi at gøre?

10 år er gået siden mange, mange borgere ved en stor demonstration tilkendegav, at misbrug og omsorgssvigt af børn i vores samfund skal stoppes. Alt for mange børn oplever stadig, den dag i dag, omsorgssvigt og misbrug. Vi må erkende, at tallene på trods af talrige og mange gode initiativer, ikke er knækket.

Næsten 5000 børn er fortsat omsorgssvigtede. Det kræver handling, ikke blot ord.

Sidste år på denne dag andenbehandlede Inatsisartut den nye lov om støtte til børn. Loven blev kort efter vedtaget og lægger et nyt fundament for en bedre offentlig omsorg for socialt udsatte børn og unge. Det er vores håb i Inuit Ataqatigiit, at loven har været med til at sikre, at flere børn oplever hurtigere og bedre sagsbehandling og at sagsbehandlerne i kommunerne oplever et smidigere og bedre system. Vores opgave som politikere er konstant at følge op på den nye lov, så vi sikrer, at den lever op til hensigterne.

Men lovgivning er ikke nok.

National handlingsplan – fra højeste plan

Inuit Ataqatigiit vil igen pege på behovet for en national handlingsplan for børn og unge. Denne nationale handlingsplans skal ikke blot tage udgangspunkt i det sociale område. Den skal koble alle departementer sammen og sikre en hel administration for børnene.

Børn er hele mennesker. I børns verden er der ikke mure og grøfter imellem hjemmet, skoledagen, sundhedsplejersken og hjælpen fra politiet. Alle de voksne mennesker omkring barnet har et ansvar for, at indsatsen og omsorgen for barnet.

Det betyder, at vi rent politisk er nødt til at sikre et langt bedre og smidigere system, hvor vi sikrer sammenhæng og oparbejder ikke blot tværfagligt samarbejde, men en organisering som er tværfaglig og tværsektoriel. Det kræver, at Formanden for Naalakkersuisut fra allerhøjeste plan gennemgår sagsområderne og identificerer alle de steder der skal kobles sammen organisationsmæssigt i en national handlingsplan.

I dag er vores centraladministration alt for gennemsyret af silotænkning. Det kræver det ene ministermøde efter det andet bare at sikre en samlet indsats for eksempelvis en forbedring af elevhjemmene eller en kobling mellem sundhedsvæsen, skolevæsen og socialområdet i kampen mod seksuelle overgreb.

Kommunerne skal med

Hvis ikke vi ændrer vores måde at tænke på, og tager udgangspunkt i det hele menneske, vil vi fortsat tabe både gode projekter og indsatser, og i sidste ende børn og unge på gulvet.

Samme opfordring skal derfor gå til kommunerne. I dag har vi fem storkommuner. Det er i kommunernes forvaltninger den nære borgerservice foregår. Også her skal tingene kobles sammen. Det kan ikke nytte noget, at borgere, midt i store livskriser, skal banke på fire forskellige døre for at få den rette sagsbehandling. Derfor er vores opfordring, at også kommunerne bliver en del af den nationale handlingsplan. En start i handlingsplanen kunne være, at gennemgå familiecentrene og sikre, at der på tværs af landet, og på tværs af Naalakkersuisut og kommunerne sker en styrkelse disse. Vi ved, at de mange, mange dygtige medarbejdere rundt i landet er klar og yder en stor indsats for udsatte familier.

Der skal ske mere. Vi har brugt mange år og kræfter på fine ord om børn og unge. Vi er enige om, at børnene er vores vigtigste og største ressource for fremtiden. Nu er det tid til handling, og denne handling skal ikke blot puttes hen i ét departement eller ét område. Initiativet skal komme fra allerhøjeste plan.

Sara Olsvig

Formand, Inuit Ataqatigiit

Vi skal i gang med lufthavnsbyggerierne – men vi skal kende konsekvenserne

Der skal være en mere sammenhængende trafikstruktur i vort land. Men der er mange forhold der skal afdækkes i lovforslaget, for hvis vi gennemfører lovforslaget i hast uden at have belyst konsekvenserne nøje for befolkningen, resten af landet, arbejdskraften og ikke mindst de økonomiske konsekvenser, så kan dette have utilsigtede konsekvenser samfundet. 

Naalakkersuisutpartierne foreslår, at lovgivningen om lufthavnsprojekterne hastes igennem på endnu en ekstraordinær inatsisartutsamling i juli måned. Det vil vi ikke være med til fra Inuit Ataqatigiit. 

Under Inatsisartuts efterårssamling i 2015 var Inuit Ataqatigiit med til at vedtage den betænkning der ligger til grund for det forberedende arbejde for lufthavnsoprojekterne. Indstillingen som vi var med til at godkende lagde vægt på, at Naalakkersuisut skulle præsenterer troværdige og grundige oplysninger for Inatsisartut om trafikstrukturen i hele landet. 

Idet vi her taler om mange penge skal vi udføre arbejdet på det bedst mulige grundlag. Processen omkring fremsættelsen af dette lovforslag er forhastet, rodet og mangelfuld. Hvis vi uden at have modtaget fyldestgørende oplysninger og grundlag haster en beslutning igennem er vi bange for, at dette kan medføre katastrofale konsekvenser for vort land og dets befolkning. 

Indtil nu er der langt flere spørgsmål end svar. 

Ja, vi skal hurtigt fremkomme med en trafikløsning for hele landet, ja hele samfundet lider under besværlige trafikforhold. Vi ønsker lufthavnsudvidelserne i Nuuk og Ilulissat samt anlæggelsen af lufthavnen i Qaqortoq. Men vi kræver samtidig en grundighed som sikrer, at vi kender konsekvenserne og sikrer, at vi ikke forgælder vores land uhensigtsmæssigt. 

Vi ønsker at få belyst alle mulighederne samt de konsekvenser arbejdet kan afstedkomme. Derfor ønsker vi at behandle sagen uden hastværk og efter at have modtaget fyldestgørende oplysninger. 

 

Sara Olsvig

Formand for Inuit Ataqatigiit

Nuummi Inuit Ataqatigiit afholder ordinær generalforsamling

Nuumi Inuit Ataqatigiit afholder ordinær generalforsamling jf. vedtægter, torsdag den 14. juni 2018, kl. 16:30-18:00 i USK kantine.

 

Nikoline Ziemer

Formand

Vi kan ikke isolere os

Vores eget initiativ til at deltage afgør hvad vores indflydelse er

 

Inuit Ataqatigiit noterer sig, at Formand for Inatsisartut, Hans Enoksen, giver udtryk for betænkelighed ved Inatsisartut´s deltagelse i Nordisk Råd og Vestnordisk Råd, hvor møder typisk afvikles om efteråret. Vi forstår, at betænkeligheden drejer sig om hvorvidt møder i disse råd om efteråret bør medføre mødefridage for Inatsisartut, og dertil hørende udgifter.

Inuit Ataqatigiit vil herigennem gøre opmærksom på, at Nordisk Råd og andre interparlamentariske samarbejdsfora fortsætter deres arbejde, uanset om Grønlands parlament er i samling eller ej. Alle nordiske parlamenter tilretter deres nationale mødeaktiviteter efter Nordisk Råds efterårsmøder. Inatsisartut har derfor ikke den mulighed for at påvirke hvornår de interparlamentariske samarbejdsfore afvikler deres møder.

For Inuit Ataqatigiit er det grundlæggende holdning, at det er vores eget initiativ til at deltage, der er det bærende for, hvad vores indflydelse er. Det er vigtigt for Inuit Ataqatigiit at Grønland ikke isolerer sig, også i forhold til deltagelse i Nordiske Råd og Vestnordisk Råd.

Det interparlamentariske samarbejde er vigtigt for at øge kendskab til Grønland, og til den politiske dagsorden, der berører emner, der kan involvere alle lande i Norden. Det interparlamentariske samarbejde er også vigtigt for os i Inatsisartut og dermed for landet, da vi herigennem opnår viden og etablerer samarbejdsrelationer til Norden, og den øvrige verden.

Det kan undre, at en Formand for Inatsisartut udtrykker holdninger, der har til mål at indskrænke Inatsisartut´s samarbejde med andre lande. Det er Inuit Ataqatigiit´s holdning, at en Formand for Inatsisartut tværtimod skal arbejde for at øge relationer til relevante samarbejdsorganer, også udenfor landet.

 

 

Med venlig hilsen

 

Sofia Geisler

 

Medlem af Inatsisartut, Inuit Ataqatigiit

Den ene af de to medlemmer i Nordisk Råd pva Inatsisartut

Inatsisartut er for alle

Inuit Ataqatigiit vil på det kraftigste opfordre Formanden for Inatsisartut til at huske, at han er formand for hele parlamentet og at Inatsisartut er parlament for hele landet. 

Det betyder, at der selvfølgelig også skal være plads til at tale og skrive dansk i Inatsisartut.  

Grønland, vores land, har brug for alle kræfter. Opdelingen af vores befolkning på baggrund af sprog må stoppe. Og det skal netop Formanden for Inatsisartut, som besidder landets højeste embede, stå i spidsen for.  

Vi anerkender at det kan være en udfordring for mange Inatsisartutmedlemmer og partigrupper at aflevere alt materiale på begge sprog. Det gælder både for de grønlandsksprogede og for de dansksprogede. Det er både dyrt og tidskrævende at få oversat alle forslag og ordførerindlæg. 

Vi vil dog opfordre Formanden for Inatsisartut til, i stedet for at køre en populistisk og splittende linje, at gå ind i en konstruktiv debat om, hvordan sagsgangene i Inatsisartut kan smidiggøres.  

For år tilbage lå tolkeopgaven i Inatsisartuts Bureau. Partierne kunne aflevere på de sprog de ville. I dag er midlerne til tolkningen lagt over i partistøtten, og partierne får selv oversat alt, hvilket giver partierne mulighed for selv at kunne kvalitetstjekke deres tekster. Det er et system vi fra Inuit Ataqatigiit er tilfredse med.  

Vi vil dog ikke stå i vejen for, at andre partier eller løsgængere kan vælge andre løsninger, og vi vil være åbne for, at det bliver valgfrit for partierne om de vil aflevere materiale på et eller to sprog. Skal der være en mulighed for kun at aflevere på et sprog, om det så er grønlandsk eller dansk, så må partistøtten nedsættes tilsvarende for de som vælger dette. 

Formanden for Inatsisartut er formand for hele landets og hele befolkningens parlament. Da vi stemte for Hans Enoksen som Inatsisartutformand sagde vi klart, at vi forventer, at han som Formand for Inatsisartut inkluderer alle.  

Den fornemste opgave for formanden er at sikre, at alle på lige fod kan deltage i landets vigtigste demokratiske forsamling, uanset sprog. Vi forventer, at Formanden for Inatsisartut med det samme uddyber sin udtalelse og gør det klokkeklart, at Inatsisartut er for alle.

 

Sara Olsvig

Formand for Inuit Ataqatigiit

Inuit Ataqatigiits Inatsisartutgruppe får en ny gruppeformand

Múte B. Egede bliver gruppeformand for Inuit Ataqatigiits Inatsisartut, Mimi Karlsen bliver næstformand for Inatsisartut.

En ny valgperiode – En ny struktur. Inuit Ataqatigiit lægger vægt på en stærk og indflydelsesrig position. Derfor er vi glade for, at vi med fornyet energi på ny har konstitueret os i vores nye gruppe. Endelig er vi glade for, at Mimi Karlsen, der har brede erfaringer i bagagen, bliver den første næstformand for Inatsisartut.

Vi har ikke mindst ikke glemt de punkter vi tog op under valgkampen og disse vil vi have ved vores hænder og vil arbejde hård i Inatsisartut for at realisere dem. Det ligger os i sinde at løbende opfordre til, at der er redelighed i det politiske arbejde.

Gruppeformand, Múte B. Egede

Arbejdernes internationale kampdag – sammen er du stærkere

Solidaritet, sammenhold, fællesskab, kampen for lige løn for lige arbejde, kampen for arbejdstagernes ret til fri forhandlinger, kampen for et arbejdsmarked med plads til alle. Det er nogle af de ord vi forbinder med 1. maj. Men der er et ord der er gået lidt for meget i glemmebogen: Feminismen. Tiden er inde til, at vi genopliver feminismen, også i forhold til ligestilling på arbejdsmarkedet.

Når vi fra Inuit Ataqatigiit taler højt og længe om ligestilling på arbejdsmarkedet gør vi det af flere grunde. Ved det netop overståede valg satte vi familiepolitik på arbejdsmarkedet på dagsordenen. Og vi kommer til at kæmpe videre for en barselsfond, øremærket barsel til fædre, forlængelse af barselen og ikke mindst, at der udarbejdes klar familiepolitik på arbejdsmarkedet. For disse tiltag vil bane vejen for, at vores børn får en mere tryg start på livet, og ikke mindst, at kvinder og mænd i øget grad ligestilles på arbejdsmarkedet.

Vi vil dog ikke stoppe kampen her. For ser vi på arbejdsmarkedet og faggrupperne, så er der stadig en iøjnefaldende stor forskel, dels på de gennemsnitlige indtægter mellem mænd og kvinder generelt i samfundet, og dels mellem lønniveauet i de såkaldte “traditionelle kvindefag” og “traditionelle mandefag”.

Socialrådgiverne har brudt lidt op i traditionen ved deres seneste overenskomstforhandlinger. Men flere andre “kvindefag” halter efter. Nunatsinni Perorsaasut Kattuffiat gjorde det selv klart under vælgermødet arrangeret af dem her før valget. Hvorfor ligger en buschaufførs løn næsten 8000kr over en pædagogs?

Selvfølgelig handler det til dels om fagforeningernes og arbejdsgivernes indbyrdes forhandlinger. Men det handler også om ligestilling og om magtforholdet mellem mænd og kvinder i samfundet.

Lad mig uddybe: Politik er fortsat en mandeverden, ligesom arbejdsmarkedet generelt er mandepræget. Det der har slået mig er, de mange, mange bemærkninger, mest fra mandlige kolleger, men også fra kvindelige kolleger, om graviditet og om moderskab, vi kvindelige politikere møder i forhold til vores arbejde. Får en mand de samme kommentarer?

Nyest i hukommelsen er kommentaren fra en mandlig kollega på valgnatten: ”Din søn savner dig”. Igen, ville en mand nogensinde have fået sådan en kommentar? Næppe. Og jeg er sikker på, at jeg ikke er ene kvinde om at opleve dette.

Jeg nævner dette fordi det er ikoniske eksempler på, at vi lever i en verden hvor arbejdsmarkedet fortsat er en mandeverden. Det skal vi gøre op med. For det første kan fædre lige så godt som mødre holde barsel. Og det skal vi bane vejen for, for børnenes, fædrenes og ligestillingens skyld. For det andet, dette kønsrollebillede fastholder os alle sammen i en forældet fælde, hvor kvindefagene halter bagefter løn- og arbejdsvilkårsmæssigt, fordi vi som samfund ikke har frigjort os fra mandschauvinismens omfavnelse.

Kære kvinder. Vi har en kamp at kæmpe. Lad ikke feminismen gå i glemmebogen. Det handler om noget større og vigtigere end at piger og drenge har lige muligheder for at uddanne sig. For selv med øget lighed på uddannelsesområdet har vi stadig ikke knækket uligheden på arbejdsmarkedet. Og feminisme er også for mænd, for mænd har også en interesse i, at deres ægtefæller, kærester, mødre, døtre og søstre har gode forhold på arbejdsmarkedet og ikke mindst anerkendes på lige fod med dem selv.

Den kamp vil Inuit Ataqatigiit fortsat kæmpe.

Vi ønsker alle god arbejdernes internationale kampdag.

Sara Olsvig

Formand, Inuit Ataqatigiit

Indsats for hjertepatienter skal opprioriteres

Det vurderes, at der er 2.500 hjertepatienter i hele Grønland. Der er tale om en stigende gruppe af patienter og det svarer til 5 % af den grønlandske befolkning. Hjælp til hjerte patienter er dog ikke samlet i national handlingsplan, som vi kender det i forhold til kræft- og tuberkulose patienter. Alligevel er diagnosen med forskellige former for hjertefejl mindst lige så farlig for patienterne, som en kræftdiagnose.

 

Hjertesygdomme er mangeartet, men er ofte en livstilssygdom. Sygdommene bliver i dag diagnosticeret og behandlet i langt højere grad end for f.eks. 20-30 år siden. Der er ikke officielle tal på hvor mange hjertepatienter, der findes i Grønland og det mener vi fra Inuit Ataqatigiit er en grundlæggende forudsætning for at kunne lave en national handlingsplan for hjertepatienter.

 

Inuit Ataqatigiit mener vi skal lave en national handlingsplan for hjertesygdomme, da det er en sygdom i stigning. Det rammer mange af vores medmennesker og deres mange pårørende. Det handler om at styrke vores sundhedsvæsen på et område, som vi ved mange efterlyser.”

 

Patienter rejser i dag til Danmark for at få lavet en by-pass operation og kontrolleres ofte i en årrække af en hjertelæge. I Grønland har vi kun en jertelæge, som skal servicere hele landet. Inuit Ataqatigiit mener derfor der ud over en opnormering til mindst to hjertelæger bør være et regionalt hjerteteam omkring patienterne, som arbejder lokalt. F.eks. et team med en hjertesygeplejerske og en fysioterapeut tilknyttet. De kunne samarbejde med hjertelægerne om at give en større tryghed til hjertepatienterne.”

 

For nylig er den frivillige forening Hjertelivet opstartet. De efterlyser en samlet plan for at styrke hjælpen til hjertepatienter. Det drejer sig om behovet for at opnormere personale på landets sygehuse, f.eks. med et hjerteteam og en ekstra hjertelæge, men det handler også om en social indsats, da mange hjertepatienter har brug for samtaler både før og efter operation eller ved en diagnosticering.

 

Jeg mener, at vi i den nationale handlingsplan også skal se på hvordan Naalakkersuisut sammen med kommunerne og andre gode kræfter, som f.eks. Hjertelivet, kan styrke rådgivning og vejledning.

 

Kontakt: Agathe Fontain, tlf. 484531     

Et større Grønland

Vi skal have skabt større håb og tiltro til en fremtid i Grønland – vi skal simpelthen have gjort Grønland større.

I årevis har vi oplevet, at alt for mange af vores unge og veluddannede medborgere ender med at beslutte sig for ikke at vende hjem til Grønland efter endt uddannelse. Ikke fordi de ikke gerne ville – men simpelthen fordi der er for mange hindringer og for mange utilfredsstillende perspektiver.

Det kan være alt fra konkrete og meget håndfaste ting som for eksempel et arbejde, det matcher uddannelsen man har taget. Det kan være vanskeligheden med at få en passende bolig. Det kan være en skepsis overfor om daginstitutioner og skoler lever op til de krav man har i forhold til tilbud til de børn man har eller planlægger at få, eller at sundhedssystemet ikke er godt nok, eller andre tilsvarende tvivlsspørgsmål.

Det kan også være mere diffuse – men ikke desto mindre helt reelle – udfordringer, som gør at man ender med at fravælge en fremtid i Grønland: At dét, at man er veluddannet, ofte bliver set ned på i Grønland. At man bliver betragtet som ”for dansk”. Eller at den danske eller udenlandske kæreste man måske har fået, ikke vil blive taget godt imod i det grønlandske samfund, og at han eller hun vil få vanskeligt ved at få arbejde og blive rigtig accepteret. Den type af udfordringer.

Samtidig forlader en del ældre mennesker Grønland. De gør det typisk fordi pensionen strækker længere i Danmark, men også fordi man for eksempel kommer tættere på et sundhedssystem med langt større kapacitet, et mindre barskt klima og lettere og billigere adgang til rejser ud i Verden.

Til sammen betyder det, at Grønland – trods en relativt høj fødselsrate – bliver fattigere. Vi mister simpelthen familie og venner og kolleger i dagligdagen i Grønland.

Og når vi så samtidig debatterer selvstændighed, hjemtagelse af ansvarsområder, økonomisk vækst osv. og på en række områder hører nogle af vores største og bedste virksomheder igen og igen fortælle om deres vanskeligheder med at få kvalificeret og stabil arbejdskraft – så har vi som land et problem, som vi bliver nødt til at turde diskutere ærligt og åbent.

Hvis et selvstændigt Grønland samtidig skal kunne opretholde en levevis, der i store træk svarer til et nordisk velfærdssamfund – så skal vi blive langt flere borgere i Grønland. Og der er efter min mening brug for, at vi sætter ind med en massiv indsats på flere områder samtidig. For der er ikke kun én løsning på problemet – der er flere forskellige strategier, der skal til, for at vi kan lykkes.

Ikke mindst skal vi have en gennemgribende holdningsændring til det at have taget en uddannelse, til det at komme hjem fra det store udland, det at have dygtiggjort sig i et fag og et håndværk, og være stolte af de mange unge grønlændere som kommer hjem fra udlandet med nye ideer og anskuelser.

Jeg vil gerne slå fast, at det at være grønlænder er lige så mangfoldigt, som det antal af mennesker vi er. Og den mangfoldighed skal vi værne om, og glædes over.

Det er alle de kræfter der ligger i vores forskellige styrker som tilsammen gør et stærkt Grønland. Og vi skal blive flere. Det kræver et opgør med den skepsis man møder i samfundet over for ‘fremmede’ eller over for de som ikke passer i den grønlandske ‘kasse’. Det kræver også, at vi får et mere rummeligt arbejdsmarked, hvor barselsforholdene lever op til de ønsker en moderne ung familie har. Det kræver at vi tager kritikken af det faglige niveau i vores folkeskoler og daginstitutioner alvorligt, og handler på det. Og det kræver, at vi sikrer boliger som er tilpasset unge nybagte familier, og som er til at betale.

Det kræver også, at aanaa og aataa reelt har gode kår i Grønland. Vi skal hele vejen rundt sikre en meget bedre ældrepleje og passende ældreboliger, og alderdomshjem, som reelt er plejehjem. Og vi kommer ikke uden om, at skulle gennemgå vores pensionsforhold med sigte på, at de i højere grad kan måle sig med forholdene i resten af Norden.

Jeg tror på at Grønland kan blive et endnu bedre velfærdssamfund. Og jeg tror på, at dette er en af forudsætningerne for et selvstændigt Grønland. Men vejen er lang hvis vi kun er 56.000 borgere og ovenikøbet bliver færre. Vi har derimod behov for at blive 70.000, måske 100.000, mennesker i Grønland, hvis vi skal opnå selvstændighed og god velfærd samtidig.

For alting er dyrt i drift, når det kun drives for ganske få: Skoler, plejehjem, lufthavne, administration osv. osv.  og når færre betaler til det over skatten.

Der er flere grønlændere i Danmark, end der bor mennesker i Nuuk. En stor del af disse ville formentlig gerne bo og arbejde i Grønland i kortere eller længere perioder i livet, hvis nogle livsbetingelser var anderledes. Det er derfor op til os i Grønland at sikre nogle betingelser og rammer om tilværelsen, som gør det attraktivt. Og vi må derfor gøre op med den modstand og uvilje som ofte møder folk udefra, vi skal være stolte af vores unge, når de tager en stor uddannelse og dygtiggør sig – i stedet for at fremstille det som noget negativt. Vi skal skabe gode boliger, gode institutioner, god infrastruktur, sikre gode og spændende faglige miljøer på arbejdspladserne, sikre et kultur- og fritidsliv der er attraktivt osv. osv.

For det er kombinationen af alle disse ting – og endnu flere – der i sidste ende vil få flere til at flytte hjem til Grønland og bidrage til vores vækst og velfærd. Og færre til at forlade os i utide. I virkeligheden handler hele den dagsorden om håb – håbet om og tiltroen til en fremtid, som man kan se sig selv, sin partner og sine børn trives i. Den drøm skal vi have vakt til live igen.

Sara Olsvig, formand for Inuit Ataqatigiit

 

Vi skal styrke kunsten og kulturen

Kunst og kultur er ikke bare godt for os alle i hverdagen – det er også en livslinje tilbage til vores kulturarv og vores traditioner – samtidig med at det peger ud i fremtiden og åbner mod verden.

Når vi så intenst drøfter selvstændighed, sprog og kulturel identitet – så må en offensiv og ambitiøs kulturpolitik være en hjørnesten i udviklingen af fremtidens Grønland. Vi har så mange unge talenter – inden for musik, film, litteratur osv. at det giver håb for fremtiden. Men jeg tror på, at vi kan skabe endnu bedre rammer. Og det bør vi gøre af mange grunde. Landets gæster og turister nyder nemlig også godt af vores rige kultur- og kunstliv.

Der bør derfor laves en mere målrettet strategi for udviklingen af kunst, kunsthåndværk, vores kulturliv og kunstuddannelser i de kommende år. Kultur skaber liv og ønsker vi at styrke vores samfund, så skal kultur prioriteres højere. Hvis vi skal være flere i samfundet, så er kultur en vigtig hjørnesten. Kultur skal også ses som et erhverv, der skaber beskæftigelse, så vi skal arbejde for at styrke kulturen og blive bedre til at finde samfinansiering med f.eks. fonde til flere kultur tilbud til borgerne. Grundlæggende mener vi i Inuit Ataqatigiit, for det første, at det skal gøre lettere at kunne komme til at arbejde med sin kunst eller kulturelle produktion. For det andet, at borgerne skal have lettere adgang til at møde kunst, kultur og vores kulturelle arv i hverdagen. Og endelig skal vi sikre det vigtige møde mellem børn og unge – og kunsten og kulturen. Det betyder helt vanvittig meget for vores indre liv – og det vil være en gave for livet.

Et rigt kulturliv er vigtigt for os som folk. Det er en del af vores nation-building. Vi skal sikre gode og kreativitetsfremmende rammer for ikke mindst de unge – steder hvor man kan øve og spille sin musik, steder man kan udstille og steder hvor man kan skabe billeder og film og lyd. Vi har så mange talentfulde unge, som finder identitet og retning i deres liv gennem kunsten. Dét skal vi understøtte, for det kan aldrig komme dårligt tilbage.

Konkret foreslår Inuit Ataqatigiit:

  • National kunst- og kulturstrategi – i samarbejde med kommunerne
  • Medtænk små scener, øvelokaler, udstillingsfaciliteter, filmstudier mv. i anlægsprojekter på skoler, biblioteker, kulturhuse mv. så lokale får lettere adgang til at prøve talentet af.
  • Styrk de offentlige myndigheders og institutioners efterspørgsel efter kunst og kultur: Til åbninger, til officielle begivenheder, til udsmykning af bygninger mv.
  • Styrk skuespilleruddannelsen på Grønlands Nationalteater – der bør etableres en 1-årig overbygningsuddannelse.
  • Etablér grundlaget for musikskoler i alle byer.
  • Grønland bør etablere rammerne for film- og forfatterskoler fx som sommerskoler og seminarer samt web-portal. Sommerskolerne kan fra år til år flytte fra by til by.
  • Skattestyrelsen skal komme med udspil til forenkling af skattereglerne for kunstnere og kunsthåndværkere, så færre havner i gældsproblemer
  • Etablering af en grønlandsk ophavsretslov der tager højde for nye medier og platforme.
  • Fornyelse af arbejdslegatlovgivningen med henblik på større og længerevarende legater
  • Samarbejde med bl.a. fonde om at styrke finansiering af grønlandske film, f.eks. igennem Arctic Indigenous Film Fund
  • Afsæt 1 % af budgettet ved nye offentlige bygninger til at indtænke kulturel udsmykning, som man kender det fra Færøerne

Sara Olsvig, formand, Inuit Ataqatigiit

Vi mangler lærere – gør vi egentlig det?

​ –       I det omfang hvor lærere kan være timelærere, forskolelærere, faglærere, pædagoger eller socialhjælpere

 

Mange uddannede lærere, i blandt mig selv, arbejder et andet sted end på uddannelsesstederne. Der er flere grunde, som de uddannede lærere kun kan svare på. Men det, der er mest væsentlig må være forholdene i skolerne, der kan påvirke de uddannede lærere mentalt og helbredsmæssigt; lønnen med lave tillæg; boligforhold; samt andre muligheder, der er bedre end det at arbejde på en skole. Derfor skal vi arbejde på at gøre skolerne attraktive, både miljømæssigt og i kvaliteten. Vi kan starte med skolelederne.

 

Lærere skal undervise – ledere skal lede skolerne

Vi har brug for projektledere, ledere med viden om kompetence udvikling, opkvalificering af personale, sparring, coaching, organisering med videre. Det vi har brug for er, uddannede ledere der kan lede skoler. Det er ikke nok med uddannede lærere der har fået kurser i ledelsesformer, for det er ikke en ledelsesuddannelse i sig selv. Det vi har brug for er lederuddannede personale, der evt. kan tage kurser i skolens pædagogik uden nødvendigvis i at have en grundlæggende læreruddannelse.

 

Den effektivisering indenfor skoleledelsen vil aflaste og afhjælpe lærere, og dermed give lærerne bedre arbejdsgange uden stress og mere tid til undervisning. Lærere vil få mulighed for at blive hørt af ledelsen, og dermed få muligheden for at kunne udvikle sig både personligt og fagligt. Deres situation afspejler jo netop hos eleverne. Når en lærer har gode omgivelser resulterer det ofte bedre undervisning i klassen, mere tid og overskud for de enkelte elever, og dermed bedre samlede resultater i klasserne, trods mange elevers sociale problemer.

 

Folkeskolen skal være attraktivt

Hvordan gør vi skolerne tiltrækkende, så lærerne vender tilbage til deres fagområde, som de i princippet er uddannet til? Spørgsmålet er, hvordan vi gør det.

Vi bør være mere åben for løsninger der kan aflaste de få lærere, i stedet for at beskylde lærerne for den lave samlet eksamensresultat hos eleverne. Mange danske uddannelsessteder har lavere adgangskrav, vores er ret høje. Vi har tendensen med at højne vores adgangskrav, når det gennemsnitlige karakter er blevet for lav, i håb om at det vil højne uddannelseskvaliteten. Vi har også tendensen i at forbedre kvaliteten i Lærerseminariet når kvaliteten er lav i folkeskolerne. Det er kvaliteten i folkeskolerne der skal forbedres, så de velklædte uddannede lærere kan benytte sig af deres uddannelse på den mest effektive måde.

Jeg vil endvidere fremhæve, at vi bør komme på det niveau, højt eller lavt, bogligt eller praktisk; eller komme på det kvalitetslige personligt, fagligt eller socialt. Det er Atuarfitsialak’s egentlige mål, lad os implementere dets læringsmål!

Kunsten er ikke at komme ind på en uddannelse – Det er kunsten at bestå.

Derfor er det vigtigt at modtage så mange studerende så muligt og højne kvaliteten af uddannelsen, i stedet for at højne adgangskravene.

 

Lærerne har kompetencer – lad dem bruge disse

Lad lærerne benytte deres kompetencer fuldt ud.

Lad os støtte dem ved at ansatte skoleledere, pædagoger, fagpersoner indenfor alle erhvervsområder der kan undervise i Atuarfitsialak’s fag i samarbejde med lærerne, forældrene/værgerne samt det lokale. I Atuarfitsialak er der læringsmåle som netop går ind for at komme ind i flere fagområder, såsom sløjd, kunst, udeliv, og meget andet, som nødvendigvis ikke er boglige anlagte. Lad os gøre det muligt at ansætte kunstnere, håndværkere, turistguides, sportsfolk og mange andre kompetente i samarbejde med lokale virksomheder.

 

Timelærere og vikarer

Der er mange timelærere, som har mulighed for at tage en decentral uddannelse. Den del burde vi stadig effektivisere, for der er mange der kan oparbejde sig en uddannelse gennem arbejde med fjernundervisning.

Mange skoler i benytter sig af studenter som vikarer, eftersom de har en almen faglig viden i matematik, sprogfagene samt andre få fag som vikarerne har selv haft under deres uddannelse. De har som regel ikke en pædagogisk uddannelse, og dermed kan fungere som en ekstra hånd, selvom de ikke er dem der skal planlægge undervisningen, samt behandle sociale sager.

 

Socialt udsatte elever

Lærerne får kurser i, hvordan man behandler sociale sager, de nye bliver informeret om hvordan man indberetter, og der er mulighed for at afhjælpe socialt udsatte børn fra skolen af, alt efter skolens muligheder og arbejdsgange. Det der er frustrerende er, at kommunens sagsbehandlingstid er meget langsommelig, systemet er træls og man venter i lang tid sammen med børnene og deres familier om at afhjælpe børnene.

Der burde være en instans hos kommunen, enten fysisk placeret i kommunen eller på skolerne, der kun behandler folkeskole elever i samarbejde med de kommende social uddannede, vi gerne vil ansætte fra Inuit Ataqatigiit.

 

Vi koloniserer selv vores børn

Jeg vil igen fremhæve, at vi har behov for at implementere vores mangfoldige kultur. Kultur er ikke kun i kunst eller i en gammel traditionel kultur. Vores kultur er ikke kun gammel grønlandsk traditionel kultur. Kulturen er i alle, uanset om det er sprogligt, etnisk eller socialt. Der findes for eksempelvis arbejdskultur og skolekultur. Det vil sige, at vi først og fremmest må ændre vores skolekalender til vores eget kalender. Vi bruger den danske kalender stadig i dag, selvom vi ikke længere er daniserede.

 

Med hensyn til kolonisering, koloniserer vi også forskellige dele af landet når det gælder sprog. Vi er ikke bedre end qallunaat, ifølge mange vores frænder når de får at vide, at vi selv underviser i vores offentlige sprog Vestgrønlandsk.

Vi ved at elever lærer bedst i deres sprog. Hvad med elevernes eget sprog på Østgrønlandsk eller Nordvestgrønlandsk? Lad dem blive undervist i deres sprog og lad dem få muligheden for at tage Vestgrønlandsk/Rigsgrønlandsk sprog som et obligatorisk prøvefag senere på folkeskolen, ligesom sprogfagene dansk og engelsk.

Man kan lave en ordning, hvor man på det skriftlige bruger Vestgrønlandsk/Rigsgrønlandsk og hvor man bruger sit eget sprog i det verbale. Der vil være flere der siger at det ikke vil hænge sammen for undervisningen for læreren. Men det hænger ikke sammen for eleven allerede på det stadie at eleven bliver undervist i et andet sprog eller dialekt! Børn har rettigheder, og vi må begynde at prioritere børnene.

Der er en talemåde der siger: ’Vi må værne om vores sprog’ og alligevel kun værner om Vestgrønlandsk/Rigsgrønlandsk i folkeskolerne, hvor vores kommende sprogbrugere i fremtiden går i skole.

 

 

Børn med handikap – de har også rettigheder

Elever med handikap, især børn med vidtgående handikap, har brug for at blive beskyttet og have rolige omgivelser, lad dem få en skole som er separat fra skolen.

Lad elever med handikap som kan være i en normal klasse blive inkluderet med en støtteperson. Det er ikke enten eller om der skal være inklusion eller ej. Det er begge dele. Skolernes arkitektur børn kunne rumme alle elever, uanset om de er elever med handikap eller ej.

Mange uddannede lærere er ansatte i andre arbejdssteder, såsom døgninstitutioner. Døgninstitutioner har ikke lov til at undervise deres børn som er udsatte og børn med handikap, selvom hvor nogle af dem har udtrykt at de gerne vil, netop fordi de har kompetencen. Vi bør nationalt plan, på alle mest nødvendige områder, lave en socialstrategi. En strategi, der implementerer vores mangfoldige kultur. Vigtigst af alt i folkeskolen, for børn skal også have muligheden for at være børn i daginstitutioner. Min holdning – min erfaring.

 

Læreruddannet lærer

Arnajaaq Lynge

Folkeskolen og videreuddannelse

Af: Kasper Skifte, Inuit Ataqatigiit

 

En af den største udfordring til forbedring af folkeskole elevernes resultater, bliver ændring af politikernes, forældrenes og lærernes forventning om, at helst alle elever forlader folkeskolen med gode resultater, som de kan bruge til videreuddannelse. Hvis ikke vi ændrer vores indstilling til befolkningens evner og kundskaber, vil drømmen om fleste i uddannelse forblive urealistisk.

 

Børn skal ikke dømmes som uduelige, hvis ikke de får sig en uddannelse. De skal løbende orienteres om deres muligheder i tilværelsen, selv uden uddannelse. Det er det offentliges og private virksomheders opgave i samarbejde, at borgere uden uddannelse og handicap også skal kunne tilbydes passende arbejde, således de også kan føre en respektabel tilværelse.

 

Medfødte evner

Mennesker fødes med forskellige evner. Nogle er lære nemme, mens andre har indlæringsvanskeligheder, handicap, og nogle ord- og talblinde, som til forveksling kan have en høj arbejdsmoral.

 

I henhold til Folkeskoleloven, undervises eleverne fordelt i aldersgrupper, på nær i specialundervisningen, for ikke at splitte eleverne i A- og B-klasser. Resultaterne er ikke altid de bedste, da elever med lav indlæringsvanskeligheder eller elever med andre samværsproblemer i længden optager lærernes opmærksomhed og får dem til at nedprioriterer dem i højere niveau, og gør timerne kedelige og uinteressante for dem.

 

Jeg mener, at vi lovgivningsmæssigt skal give mulighed for, at lærerne ­- i samarbejde og forståelse med forældre – skal kunne undervise elever i trinene, niveaudelt med forskellige aldersgrupper, afhængig af elevernes indlæringsevner eller mangel der af.

 

I vejledningen af eleverne skal lærerne kunne fortælle eleverne, hvor i erhvervslivet deres evner ville kunne bruges, og dermed får eleverne til at yde ekstra for at forbedre af deres kundskaber.

 

Atuarfitsialak

Elevernes niveau i folkeskolen, skal højnes ved nøje at følge Atuarfitsialak´s læringsmål. Eleverne fra 1. til 10. klasse skal følge en rødtråd for hele skolegangen. Lærerne har pligt til at lave årlige undervisningsplaner for alle elever i alle fag.

 

Med i årsplanerne skal undervisningsmaterialer, film/video, anvendelse af computer i alle fag, forsøg, tværfagligundervisning, ekskursioner m.m. medtages i planlægning som supplement, tilpasset alle niveauer. Årsplaner skal gøre undervisningen spændende og attraktiv.

 

Samfundsnyttige kundskaber, og fag som normalt ikke er med som fag i folkeskolen, skal inddrages i nye undervisningsmaterialer. Økonomi, lovgivning, tegnsprog, førstehjælp, 3. fremmedsprog samt kreative fag m.m. er emner som kan implementeres.

 

Selvom kulturel kundskab og prosa er vigtige emner i undervisningen, bør fagene som fysik, matematik og 3. fremmedsprog, gives større plads i undervisningen, i fagene grønlandsk, dansk og engelsk.

 

Årsplanerne skal gemmes og skal kunne genanvendes af oprykkende klasser. Metoden skal sikre at selv ny ansatte lærere og timelærere i bygderne får redskaber de kan anvende i undervisningen.

 

Ilinniarfissuaq

For at gøre lærerstuderendes indblik af folkeskolen bedre, skal rødtråd for skolegangen og undervisningsplaner m.m. indgår i deres uddannelse, således disse også gøres til genstand for forskning, med formål at gøre undervisningen bedre for folkeskolens elever.

 

Linjefagene som dansk, engelsk, matematik og fysik bør kunne udløse tillæg, når studerende bliver ansat på folkeskolen. Udsigten om bedre aflønning, skal være med til, at fagene bliver attraktive og får studerende til at yde ekstra.

 

Brancheskoler

Alt for mange elever på brancheskolerne falder fra eller holder længere pauser, når disse ikke kan finde praktikpladser i kysten. Dette bør stoppes. Brancheskolerne skal gøres så gode, at praktikkrav helt eller delvis gøres unødvendig, således eleverne kan får afgangsbeviser, som de direkte skal kunne bruge, når de søger arbejde.

Side 1 af 3312345...102030...Sidste »

Inuit Ataqatigiit Kattuffiat

Postboks 321, 3900 Nuuk
tlf.nr: (+299) 346 272
Fax: (+299) 321 321
Website: http://www.ia.gl
Email: ia@ia.gl
www.facebook.com/ataqatigiit
www.twitter.com/IAtaqatigiit

Attavigitigut/kontakt os

Imaneq 2
Telfon: (+299) 329888
Fax: (+299) 323232
Aningaaq: http://ia.gl
Email: ia@ia.gl