Siden Formanden for Naalakkersuisut valgte at fratage Vittus Qujaukitsoq udenrigsområdet har det været en heftig debat og meningsytringer om, hvorfor dette skete. Forskellige kommentatorer ser i deres analyser mest på de udmeldinger Vittus Qujaukitsoq kom med over for Danmark i slutningen af 2016. Man kan mene hvad man vil om disse ytringer, men at påstå, at disse skulle være hovedårsagen til en rokade på udenrigsområdet er søgt.

Lad os se på de forskellige sager i et lidt større perspektiv. Pituffik og den tabte servicekontrakt er en sag som Vittus Qujaukitsoq arvede fra Aleqa Hammond. En sag, som der er brugt 1,7 mio. skattekroner på at afdække forløbet af, hvorved det i advokatrapporten blev slået fast med syvtommersøm, at det daværende Naalakkersuisut, med Aleqa Hammond i spidsen og Vittus Qujaukitsoq som medlem, sov i timen.

Pituffik blev tabt igen

Som den første naalakkersuisoq for udenrigsanliggender efter nyvalget i 2014 havde Vittus Qujaukitsoq en gylden mulighed for at rette op på sagen. Det skete ikke.

Fra Inuit Ataqatigiit var vi de første på banen med et krav om, at Grønland ikke skal stille os tilfredse med skiftende servicekontrakter, uklare udbudsregler og en arbejdsgang som af Grønland var godkendt til at give amerikanerne en fordel. Vi stillede også meget tidligt i processen spørgsmålstegn ved, om Danmark i sagen absolut skal henholde sig til EU regler, når det gælder en sag som omhandler Grønland, som ligger uden for EU. Samme spørgsmålstegn stillede i øvrigt den danske kammeradvokat, som det både må have været Vittus Qujaukitsoq og Aleqa Hammond bekendt i efteråret 2014.

Den 19. marts 2015 stod Inuit Ataqatigiit derfor i spidsen for en forespørgselsdebat i Inatsisartut, hvortil vi foreslog en fællesudtalelse fra Inatsisartut. Alle partier tilsluttede sig Inatsisartutudtalelsen som klart kaldte på, at Naalakkersuisut skulle granske forsvarsaftalekomplekset med henblik på genforhandling.

Momentum blev ikke brugt

På daværende tidspunkt sad Vittus Qujaukitsoq på hænderne. Intet skete og både i sit svarnotat til forespørgselsdebatten og i pressen gentog den daværende Naalakkersuisoq for udenrigsanliggender samme ordlyd som lød fra Danmark, nemlig, at man ville ”arbejde for størst muligt afkast fra amerikanernes tilstedeværelse i Grønland”. Der kom ingen klar tilkendegivelse på dette tidspunkt fra Vittus Qujaukitsoq om, at man ikke stillede sig tilfreds med skiftende servicekontrakter eller med forsvarsaftalekomplekset som det ser ud.

Denne nølen stod på i en lang periode. Vi var alle klar over, at der var et præsidentvalg på vej i USA og at dette valg potentielt kunne stille os i en svær situation. Inuit Ataqatigiit pressede på for, at der inden præsidentskiftet skulle ske skred i sagen. Men momentum blev ikke brugt. Først i efteråret 2016, over et år efter fællesudtalelsen fra Inatsisartut, kom der et forslag fra Qujaukitsoq som indeholdt ordlyd om en eventuel genforhandling af forsvarsaften. I mellemtiden handlede det om at spille med muskler, tale med hårde ord og være konfrontativ, som flere af os var vidner til, og at spille stormagt i stedet for at gøre det nødvendige diplomatiske arbejde der skulle til for at sikre sagen inden Trump trådte til i USA.

Bidskhed i stedet for klog dialog

Som vi så mange gange har oplevet i Inatsisartutsalen har Vittus Qujaukitsoq en ringe agt for sin opposition. Nedladenhed, direkte beskyldninger om løgne og bidskhed har været han kendetegn. Som vi sagde fra Inuit Ataqatigiit i slutningen af 2016: skal Grønland opnå gode aftaler med udenlandske partnere, være det lande eller selskaber, så skal disse tredjeparter kunne tro på, at Grønland vil et godt og gensidigt respektfuldt samarbejde. På en international konference i Canada jokkede Qujaukitsoq igen i spinaten uden at have koordineret med det resterende Naalakkersuisut og kaldte med sin arrogante stil ICC gammeldags og skamroste en endnu ikke udnævnt amerikansk udenrigsminister. Udmeldinger som vi reagerede på, mere end vi reagerede på udtalelserne om Danmark.

Men fælles for Danmark og andre udenlandske samarbejdspartnere er, at kan de ikke stole på vores udenrigsminister, så går de selvfølgelig ikke ind i en konstruktiv dialog med os om udfordringer, eventuelle investeringer og samarbejde.

Sololøb går ikke i Naalakkersuisut

Vittus Qujaukitsoq mangler evnen til den kloge dialog. Sammen med den gentagne mangel på koordination med sit bagland i Naalakkersuisut kan jeg godt forstå Formanden for Naalakkersuisuts beslutning om, at fratage Qujaukitsoq udenrigsområdet. Jo, han har stor viden om området, men han mangler den grundlæggende respekt for sine partnere og modparter og den opførsel får ikke Grønland fremad ude i verden, tvært imod.

Det gælder i øvrigt også alle andre områder, Qujaukitsoq sad med.

Vittus Qujaukitsoq havde muligheder for at rette op på et række ting, men de muligheder sank for ham i iveren efter at være en bidsk solorytter.

Inuit Ataqatigiit har klart krævet af Formanden for Naalakkersuisut, at der resten af valgperioden skal være ro på bagsmækken. Det er op til Siumut og Kim Kielsen at skabe denne ro.

Rokaderne som nu senest er gennemført kan, hvis ledelsen forvaltes ordentligt, skabe mere ro.

Lad os til hver en tid slå fast ude i verden at Grønland kun har fredelige hensigter, også i det internationale fora.

 

Ane Hansen

Udenrigsordfører, Inuit Ataqatigiit