Arkiv for Nyheder kategorien

Inuit Ataqatigiits Inatsisartutgruppe får en ny gruppeformand

Múte B. Egede bliver gruppeformand for Inuit Ataqatigiits Inatsisartut, Mimi Karlsen bliver næstformand for Inatsisartut.

En ny valgperiode – En ny struktur. Inuit Ataqatigiit lægger vægt på en stærk og indflydelsesrig position. Derfor er vi glade for, at vi med fornyet energi på ny har konstitueret os i vores nye gruppe. Endelig er vi glade for, at Mimi Karlsen, der har brede erfaringer i bagagen, bliver den første næstformand for Inatsisartut.

Vi har ikke mindst ikke glemt de punkter vi tog op under valgkampen og disse vil vi have ved vores hænder og vil arbejde hård i Inatsisartut for at realisere dem. Det ligger os i sinde at løbende opfordre til, at der er redelighed i det politiske arbejde.

Gruppeformand, Múte B. Egede

Arbejdernes internationale kampdag – sammen er du stærkere

Solidaritet, sammenhold, fællesskab, kampen for lige løn for lige arbejde, kampen for arbejdstagernes ret til fri forhandlinger, kampen for et arbejdsmarked med plads til alle. Det er nogle af de ord vi forbinder med 1. maj. Men der er et ord der er gået lidt for meget i glemmebogen: Feminismen. Tiden er inde til, at vi genopliver feminismen, også i forhold til ligestilling på arbejdsmarkedet.

Når vi fra Inuit Ataqatigiit taler højt og længe om ligestilling på arbejdsmarkedet gør vi det af flere grunde. Ved det netop overståede valg satte vi familiepolitik på arbejdsmarkedet på dagsordenen. Og vi kommer til at kæmpe videre for en barselsfond, øremærket barsel til fædre, forlængelse af barselen og ikke mindst, at der udarbejdes klar familiepolitik på arbejdsmarkedet. For disse tiltag vil bane vejen for, at vores børn får en mere tryg start på livet, og ikke mindst, at kvinder og mænd i øget grad ligestilles på arbejdsmarkedet.

Vi vil dog ikke stoppe kampen her. For ser vi på arbejdsmarkedet og faggrupperne, så er der stadig en iøjnefaldende stor forskel, dels på de gennemsnitlige indtægter mellem mænd og kvinder generelt i samfundet, og dels mellem lønniveauet i de såkaldte “traditionelle kvindefag” og “traditionelle mandefag”.

Socialrådgiverne har brudt lidt op i traditionen ved deres seneste overenskomstforhandlinger. Men flere andre “kvindefag” halter efter. Nunatsinni Perorsaasut Kattuffiat gjorde det selv klart under vælgermødet arrangeret af dem her før valget. Hvorfor ligger en buschaufførs løn næsten 8000kr over en pædagogs?

Selvfølgelig handler det til dels om fagforeningernes og arbejdsgivernes indbyrdes forhandlinger. Men det handler også om ligestilling og om magtforholdet mellem mænd og kvinder i samfundet.

Lad mig uddybe: Politik er fortsat en mandeverden, ligesom arbejdsmarkedet generelt er mandepræget. Det der har slået mig er, de mange, mange bemærkninger, mest fra mandlige kolleger, men også fra kvindelige kolleger, om graviditet og om moderskab, vi kvindelige politikere møder i forhold til vores arbejde. Får en mand de samme kommentarer?

Nyest i hukommelsen er kommentaren fra en mandlig kollega på valgnatten: ”Din søn savner dig”. Igen, ville en mand nogensinde have fået sådan en kommentar? Næppe. Og jeg er sikker på, at jeg ikke er ene kvinde om at opleve dette.

Jeg nævner dette fordi det er ikoniske eksempler på, at vi lever i en verden hvor arbejdsmarkedet fortsat er en mandeverden. Det skal vi gøre op med. For det første kan fædre lige så godt som mødre holde barsel. Og det skal vi bane vejen for, for børnenes, fædrenes og ligestillingens skyld. For det andet, dette kønsrollebillede fastholder os alle sammen i en forældet fælde, hvor kvindefagene halter bagefter løn- og arbejdsvilkårsmæssigt, fordi vi som samfund ikke har frigjort os fra mandschauvinismens omfavnelse.

Kære kvinder. Vi har en kamp at kæmpe. Lad ikke feminismen gå i glemmebogen. Det handler om noget større og vigtigere end at piger og drenge har lige muligheder for at uddanne sig. For selv med øget lighed på uddannelsesområdet har vi stadig ikke knækket uligheden på arbejdsmarkedet. Og feminisme er også for mænd, for mænd har også en interesse i, at deres ægtefæller, kærester, mødre, døtre og søstre har gode forhold på arbejdsmarkedet og ikke mindst anerkendes på lige fod med dem selv.

Den kamp vil Inuit Ataqatigiit fortsat kæmpe.

Vi ønsker alle god arbejdernes internationale kampdag.

Sara Olsvig

Formand, Inuit Ataqatigiit

Indsats for hjertepatienter skal opprioriteres

Det vurderes, at der er 2.500 hjertepatienter i hele Grønland. Der er tale om en stigende gruppe af patienter og det svarer til 5 % af den grønlandske befolkning. Hjælp til hjerte patienter er dog ikke samlet i national handlingsplan, som vi kender det i forhold til kræft- og tuberkulose patienter. Alligevel er diagnosen med forskellige former for hjertefejl mindst lige så farlig for patienterne, som en kræftdiagnose.

 

Hjertesygdomme er mangeartet, men er ofte en livstilssygdom. Sygdommene bliver i dag diagnosticeret og behandlet i langt højere grad end for f.eks. 20-30 år siden. Der er ikke officielle tal på hvor mange hjertepatienter, der findes i Grønland og det mener vi fra Inuit Ataqatigiit er en grundlæggende forudsætning for at kunne lave en national handlingsplan for hjertepatienter.

 

Inuit Ataqatigiit mener vi skal lave en national handlingsplan for hjertesygdomme, da det er en sygdom i stigning. Det rammer mange af vores medmennesker og deres mange pårørende. Det handler om at styrke vores sundhedsvæsen på et område, som vi ved mange efterlyser.”

 

Patienter rejser i dag til Danmark for at få lavet en by-pass operation og kontrolleres ofte i en årrække af en hjertelæge. I Grønland har vi kun en jertelæge, som skal servicere hele landet. Inuit Ataqatigiit mener derfor der ud over en opnormering til mindst to hjertelæger bør være et regionalt hjerteteam omkring patienterne, som arbejder lokalt. F.eks. et team med en hjertesygeplejerske og en fysioterapeut tilknyttet. De kunne samarbejde med hjertelægerne om at give en større tryghed til hjertepatienterne.”

 

For nylig er den frivillige forening Hjertelivet opstartet. De efterlyser en samlet plan for at styrke hjælpen til hjertepatienter. Det drejer sig om behovet for at opnormere personale på landets sygehuse, f.eks. med et hjerteteam og en ekstra hjertelæge, men det handler også om en social indsats, da mange hjertepatienter har brug for samtaler både før og efter operation eller ved en diagnosticering.

 

Jeg mener, at vi i den nationale handlingsplan også skal se på hvordan Naalakkersuisut sammen med kommunerne og andre gode kræfter, som f.eks. Hjertelivet, kan styrke rådgivning og vejledning.

 

Kontakt: Agathe Fontain, tlf. 484531     

Et større Grønland

Vi skal have skabt større håb og tiltro til en fremtid i Grønland – vi skal simpelthen have gjort Grønland større.

I årevis har vi oplevet, at alt for mange af vores unge og veluddannede medborgere ender med at beslutte sig for ikke at vende hjem til Grønland efter endt uddannelse. Ikke fordi de ikke gerne ville – men simpelthen fordi der er for mange hindringer og for mange utilfredsstillende perspektiver.

Det kan være alt fra konkrete og meget håndfaste ting som for eksempel et arbejde, det matcher uddannelsen man har taget. Det kan være vanskeligheden med at få en passende bolig. Det kan være en skepsis overfor om daginstitutioner og skoler lever op til de krav man har i forhold til tilbud til de børn man har eller planlægger at få, eller at sundhedssystemet ikke er godt nok, eller andre tilsvarende tvivlsspørgsmål.

Det kan også være mere diffuse – men ikke desto mindre helt reelle – udfordringer, som gør at man ender med at fravælge en fremtid i Grønland: At dét, at man er veluddannet, ofte bliver set ned på i Grønland. At man bliver betragtet som ”for dansk”. Eller at den danske eller udenlandske kæreste man måske har fået, ikke vil blive taget godt imod i det grønlandske samfund, og at han eller hun vil få vanskeligt ved at få arbejde og blive rigtig accepteret. Den type af udfordringer.

Samtidig forlader en del ældre mennesker Grønland. De gør det typisk fordi pensionen strækker længere i Danmark, men også fordi man for eksempel kommer tættere på et sundhedssystem med langt større kapacitet, et mindre barskt klima og lettere og billigere adgang til rejser ud i Verden.

Til sammen betyder det, at Grønland – trods en relativt høj fødselsrate – bliver fattigere. Vi mister simpelthen familie og venner og kolleger i dagligdagen i Grønland.

Og når vi så samtidig debatterer selvstændighed, hjemtagelse af ansvarsområder, økonomisk vækst osv. og på en række områder hører nogle af vores største og bedste virksomheder igen og igen fortælle om deres vanskeligheder med at få kvalificeret og stabil arbejdskraft – så har vi som land et problem, som vi bliver nødt til at turde diskutere ærligt og åbent.

Hvis et selvstændigt Grønland samtidig skal kunne opretholde en levevis, der i store træk svarer til et nordisk velfærdssamfund – så skal vi blive langt flere borgere i Grønland. Og der er efter min mening brug for, at vi sætter ind med en massiv indsats på flere områder samtidig. For der er ikke kun én løsning på problemet – der er flere forskellige strategier, der skal til, for at vi kan lykkes.

Ikke mindst skal vi have en gennemgribende holdningsændring til det at have taget en uddannelse, til det at komme hjem fra det store udland, det at have dygtiggjort sig i et fag og et håndværk, og være stolte af de mange unge grønlændere som kommer hjem fra udlandet med nye ideer og anskuelser.

Jeg vil gerne slå fast, at det at være grønlænder er lige så mangfoldigt, som det antal af mennesker vi er. Og den mangfoldighed skal vi værne om, og glædes over.

Det er alle de kræfter der ligger i vores forskellige styrker som tilsammen gør et stærkt Grønland. Og vi skal blive flere. Det kræver et opgør med den skepsis man møder i samfundet over for ‘fremmede’ eller over for de som ikke passer i den grønlandske ‘kasse’. Det kræver også, at vi får et mere rummeligt arbejdsmarked, hvor barselsforholdene lever op til de ønsker en moderne ung familie har. Det kræver at vi tager kritikken af det faglige niveau i vores folkeskoler og daginstitutioner alvorligt, og handler på det. Og det kræver, at vi sikrer boliger som er tilpasset unge nybagte familier, og som er til at betale.

Det kræver også, at aanaa og aataa reelt har gode kår i Grønland. Vi skal hele vejen rundt sikre en meget bedre ældrepleje og passende ældreboliger, og alderdomshjem, som reelt er plejehjem. Og vi kommer ikke uden om, at skulle gennemgå vores pensionsforhold med sigte på, at de i højere grad kan måle sig med forholdene i resten af Norden.

Jeg tror på at Grønland kan blive et endnu bedre velfærdssamfund. Og jeg tror på, at dette er en af forudsætningerne for et selvstændigt Grønland. Men vejen er lang hvis vi kun er 56.000 borgere og ovenikøbet bliver færre. Vi har derimod behov for at blive 70.000, måske 100.000, mennesker i Grønland, hvis vi skal opnå selvstændighed og god velfærd samtidig.

For alting er dyrt i drift, når det kun drives for ganske få: Skoler, plejehjem, lufthavne, administration osv. osv.  og når færre betaler til det over skatten.

Der er flere grønlændere i Danmark, end der bor mennesker i Nuuk. En stor del af disse ville formentlig gerne bo og arbejde i Grønland i kortere eller længere perioder i livet, hvis nogle livsbetingelser var anderledes. Det er derfor op til os i Grønland at sikre nogle betingelser og rammer om tilværelsen, som gør det attraktivt. Og vi må derfor gøre op med den modstand og uvilje som ofte møder folk udefra, vi skal være stolte af vores unge, når de tager en stor uddannelse og dygtiggør sig – i stedet for at fremstille det som noget negativt. Vi skal skabe gode boliger, gode institutioner, god infrastruktur, sikre gode og spændende faglige miljøer på arbejdspladserne, sikre et kultur- og fritidsliv der er attraktivt osv. osv.

For det er kombinationen af alle disse ting – og endnu flere – der i sidste ende vil få flere til at flytte hjem til Grønland og bidrage til vores vækst og velfærd. Og færre til at forlade os i utide. I virkeligheden handler hele den dagsorden om håb – håbet om og tiltroen til en fremtid, som man kan se sig selv, sin partner og sine børn trives i. Den drøm skal vi have vakt til live igen.

Sara Olsvig, formand for Inuit Ataqatigiit

 

Vi skal styrke kunsten og kulturen

Kunst og kultur er ikke bare godt for os alle i hverdagen – det er også en livslinje tilbage til vores kulturarv og vores traditioner – samtidig med at det peger ud i fremtiden og åbner mod verden.

Når vi så intenst drøfter selvstændighed, sprog og kulturel identitet – så må en offensiv og ambitiøs kulturpolitik være en hjørnesten i udviklingen af fremtidens Grønland. Vi har så mange unge talenter – inden for musik, film, litteratur osv. at det giver håb for fremtiden. Men jeg tror på, at vi kan skabe endnu bedre rammer. Og det bør vi gøre af mange grunde. Landets gæster og turister nyder nemlig også godt af vores rige kultur- og kunstliv.

Der bør derfor laves en mere målrettet strategi for udviklingen af kunst, kunsthåndværk, vores kulturliv og kunstuddannelser i de kommende år. Kultur skaber liv og ønsker vi at styrke vores samfund, så skal kultur prioriteres højere. Hvis vi skal være flere i samfundet, så er kultur en vigtig hjørnesten. Kultur skal også ses som et erhverv, der skaber beskæftigelse, så vi skal arbejde for at styrke kulturen og blive bedre til at finde samfinansiering med f.eks. fonde til flere kultur tilbud til borgerne. Grundlæggende mener vi i Inuit Ataqatigiit, for det første, at det skal gøre lettere at kunne komme til at arbejde med sin kunst eller kulturelle produktion. For det andet, at borgerne skal have lettere adgang til at møde kunst, kultur og vores kulturelle arv i hverdagen. Og endelig skal vi sikre det vigtige møde mellem børn og unge – og kunsten og kulturen. Det betyder helt vanvittig meget for vores indre liv – og det vil være en gave for livet.

Et rigt kulturliv er vigtigt for os som folk. Det er en del af vores nation-building. Vi skal sikre gode og kreativitetsfremmende rammer for ikke mindst de unge – steder hvor man kan øve og spille sin musik, steder man kan udstille og steder hvor man kan skabe billeder og film og lyd. Vi har så mange talentfulde unge, som finder identitet og retning i deres liv gennem kunsten. Dét skal vi understøtte, for det kan aldrig komme dårligt tilbage.

Konkret foreslår Inuit Ataqatigiit:

  • National kunst- og kulturstrategi – i samarbejde med kommunerne
  • Medtænk små scener, øvelokaler, udstillingsfaciliteter, filmstudier mv. i anlægsprojekter på skoler, biblioteker, kulturhuse mv. så lokale får lettere adgang til at prøve talentet af.
  • Styrk de offentlige myndigheders og institutioners efterspørgsel efter kunst og kultur: Til åbninger, til officielle begivenheder, til udsmykning af bygninger mv.
  • Styrk skuespilleruddannelsen på Grønlands Nationalteater – der bør etableres en 1-årig overbygningsuddannelse.
  • Etablér grundlaget for musikskoler i alle byer.
  • Grønland bør etablere rammerne for film- og forfatterskoler fx som sommerskoler og seminarer samt web-portal. Sommerskolerne kan fra år til år flytte fra by til by.
  • Skattestyrelsen skal komme med udspil til forenkling af skattereglerne for kunstnere og kunsthåndværkere, så færre havner i gældsproblemer
  • Etablering af en grønlandsk ophavsretslov der tager højde for nye medier og platforme.
  • Fornyelse af arbejdslegatlovgivningen med henblik på større og længerevarende legater
  • Samarbejde med bl.a. fonde om at styrke finansiering af grønlandske film, f.eks. igennem Arctic Indigenous Film Fund
  • Afsæt 1 % af budgettet ved nye offentlige bygninger til at indtænke kulturel udsmykning, som man kender det fra Færøerne

Sara Olsvig, formand, Inuit Ataqatigiit

Vi mangler lærere – gør vi egentlig det?

​ –       I det omfang hvor lærere kan være timelærere, forskolelærere, faglærere, pædagoger eller socialhjælpere

 

Mange uddannede lærere, i blandt mig selv, arbejder et andet sted end på uddannelsesstederne. Der er flere grunde, som de uddannede lærere kun kan svare på. Men det, der er mest væsentlig må være forholdene i skolerne, der kan påvirke de uddannede lærere mentalt og helbredsmæssigt; lønnen med lave tillæg; boligforhold; samt andre muligheder, der er bedre end det at arbejde på en skole. Derfor skal vi arbejde på at gøre skolerne attraktive, både miljømæssigt og i kvaliteten. Vi kan starte med skolelederne.

 

Lærere skal undervise – ledere skal lede skolerne

Vi har brug for projektledere, ledere med viden om kompetence udvikling, opkvalificering af personale, sparring, coaching, organisering med videre. Det vi har brug for er, uddannede ledere der kan lede skoler. Det er ikke nok med uddannede lærere der har fået kurser i ledelsesformer, for det er ikke en ledelsesuddannelse i sig selv. Det vi har brug for er lederuddannede personale, der evt. kan tage kurser i skolens pædagogik uden nødvendigvis i at have en grundlæggende læreruddannelse.

 

Den effektivisering indenfor skoleledelsen vil aflaste og afhjælpe lærere, og dermed give lærerne bedre arbejdsgange uden stress og mere tid til undervisning. Lærere vil få mulighed for at blive hørt af ledelsen, og dermed få muligheden for at kunne udvikle sig både personligt og fagligt. Deres situation afspejler jo netop hos eleverne. Når en lærer har gode omgivelser resulterer det ofte bedre undervisning i klassen, mere tid og overskud for de enkelte elever, og dermed bedre samlede resultater i klasserne, trods mange elevers sociale problemer.

 

Folkeskolen skal være attraktivt

Hvordan gør vi skolerne tiltrækkende, så lærerne vender tilbage til deres fagområde, som de i princippet er uddannet til? Spørgsmålet er, hvordan vi gør det.

Vi bør være mere åben for løsninger der kan aflaste de få lærere, i stedet for at beskylde lærerne for den lave samlet eksamensresultat hos eleverne. Mange danske uddannelsessteder har lavere adgangskrav, vores er ret høje. Vi har tendensen med at højne vores adgangskrav, når det gennemsnitlige karakter er blevet for lav, i håb om at det vil højne uddannelseskvaliteten. Vi har også tendensen i at forbedre kvaliteten i Lærerseminariet når kvaliteten er lav i folkeskolerne. Det er kvaliteten i folkeskolerne der skal forbedres, så de velklædte uddannede lærere kan benytte sig af deres uddannelse på den mest effektive måde.

Jeg vil endvidere fremhæve, at vi bør komme på det niveau, højt eller lavt, bogligt eller praktisk; eller komme på det kvalitetslige personligt, fagligt eller socialt. Det er Atuarfitsialak’s egentlige mål, lad os implementere dets læringsmål!

Kunsten er ikke at komme ind på en uddannelse – Det er kunsten at bestå.

Derfor er det vigtigt at modtage så mange studerende så muligt og højne kvaliteten af uddannelsen, i stedet for at højne adgangskravene.

 

Lærerne har kompetencer – lad dem bruge disse

Lad lærerne benytte deres kompetencer fuldt ud.

Lad os støtte dem ved at ansatte skoleledere, pædagoger, fagpersoner indenfor alle erhvervsområder der kan undervise i Atuarfitsialak’s fag i samarbejde med lærerne, forældrene/værgerne samt det lokale. I Atuarfitsialak er der læringsmåle som netop går ind for at komme ind i flere fagområder, såsom sløjd, kunst, udeliv, og meget andet, som nødvendigvis ikke er boglige anlagte. Lad os gøre det muligt at ansætte kunstnere, håndværkere, turistguides, sportsfolk og mange andre kompetente i samarbejde med lokale virksomheder.

 

Timelærere og vikarer

Der er mange timelærere, som har mulighed for at tage en decentral uddannelse. Den del burde vi stadig effektivisere, for der er mange der kan oparbejde sig en uddannelse gennem arbejde med fjernundervisning.

Mange skoler i benytter sig af studenter som vikarer, eftersom de har en almen faglig viden i matematik, sprogfagene samt andre få fag som vikarerne har selv haft under deres uddannelse. De har som regel ikke en pædagogisk uddannelse, og dermed kan fungere som en ekstra hånd, selvom de ikke er dem der skal planlægge undervisningen, samt behandle sociale sager.

 

Socialt udsatte elever

Lærerne får kurser i, hvordan man behandler sociale sager, de nye bliver informeret om hvordan man indberetter, og der er mulighed for at afhjælpe socialt udsatte børn fra skolen af, alt efter skolens muligheder og arbejdsgange. Det der er frustrerende er, at kommunens sagsbehandlingstid er meget langsommelig, systemet er træls og man venter i lang tid sammen med børnene og deres familier om at afhjælpe børnene.

Der burde være en instans hos kommunen, enten fysisk placeret i kommunen eller på skolerne, der kun behandler folkeskole elever i samarbejde med de kommende social uddannede, vi gerne vil ansætte fra Inuit Ataqatigiit.

 

Vi koloniserer selv vores børn

Jeg vil igen fremhæve, at vi har behov for at implementere vores mangfoldige kultur. Kultur er ikke kun i kunst eller i en gammel traditionel kultur. Vores kultur er ikke kun gammel grønlandsk traditionel kultur. Kulturen er i alle, uanset om det er sprogligt, etnisk eller socialt. Der findes for eksempelvis arbejdskultur og skolekultur. Det vil sige, at vi først og fremmest må ændre vores skolekalender til vores eget kalender. Vi bruger den danske kalender stadig i dag, selvom vi ikke længere er daniserede.

 

Med hensyn til kolonisering, koloniserer vi også forskellige dele af landet når det gælder sprog. Vi er ikke bedre end qallunaat, ifølge mange vores frænder når de får at vide, at vi selv underviser i vores offentlige sprog Vestgrønlandsk.

Vi ved at elever lærer bedst i deres sprog. Hvad med elevernes eget sprog på Østgrønlandsk eller Nordvestgrønlandsk? Lad dem blive undervist i deres sprog og lad dem få muligheden for at tage Vestgrønlandsk/Rigsgrønlandsk sprog som et obligatorisk prøvefag senere på folkeskolen, ligesom sprogfagene dansk og engelsk.

Man kan lave en ordning, hvor man på det skriftlige bruger Vestgrønlandsk/Rigsgrønlandsk og hvor man bruger sit eget sprog i det verbale. Der vil være flere der siger at det ikke vil hænge sammen for undervisningen for læreren. Men det hænger ikke sammen for eleven allerede på det stadie at eleven bliver undervist i et andet sprog eller dialekt! Børn har rettigheder, og vi må begynde at prioritere børnene.

Der er en talemåde der siger: ’Vi må værne om vores sprog’ og alligevel kun værner om Vestgrønlandsk/Rigsgrønlandsk i folkeskolerne, hvor vores kommende sprogbrugere i fremtiden går i skole.

 

 

Børn med handikap – de har også rettigheder

Elever med handikap, især børn med vidtgående handikap, har brug for at blive beskyttet og have rolige omgivelser, lad dem få en skole som er separat fra skolen.

Lad elever med handikap som kan være i en normal klasse blive inkluderet med en støtteperson. Det er ikke enten eller om der skal være inklusion eller ej. Det er begge dele. Skolernes arkitektur børn kunne rumme alle elever, uanset om de er elever med handikap eller ej.

Mange uddannede lærere er ansatte i andre arbejdssteder, såsom døgninstitutioner. Døgninstitutioner har ikke lov til at undervise deres børn som er udsatte og børn med handikap, selvom hvor nogle af dem har udtrykt at de gerne vil, netop fordi de har kompetencen. Vi bør nationalt plan, på alle mest nødvendige områder, lave en socialstrategi. En strategi, der implementerer vores mangfoldige kultur. Vigtigst af alt i folkeskolen, for børn skal også have muligheden for at være børn i daginstitutioner. Min holdning – min erfaring.

 

Læreruddannet lærer

Arnajaaq Lynge

Folkeskolen og videreuddannelse

Af: Kasper Skifte, Inuit Ataqatigiit

 

En af den største udfordring til forbedring af folkeskole elevernes resultater, bliver ændring af politikernes, forældrenes og lærernes forventning om, at helst alle elever forlader folkeskolen med gode resultater, som de kan bruge til videreuddannelse. Hvis ikke vi ændrer vores indstilling til befolkningens evner og kundskaber, vil drømmen om fleste i uddannelse forblive urealistisk.

 

Børn skal ikke dømmes som uduelige, hvis ikke de får sig en uddannelse. De skal løbende orienteres om deres muligheder i tilværelsen, selv uden uddannelse. Det er det offentliges og private virksomheders opgave i samarbejde, at borgere uden uddannelse og handicap også skal kunne tilbydes passende arbejde, således de også kan føre en respektabel tilværelse.

 

Medfødte evner

Mennesker fødes med forskellige evner. Nogle er lære nemme, mens andre har indlæringsvanskeligheder, handicap, og nogle ord- og talblinde, som til forveksling kan have en høj arbejdsmoral.

 

I henhold til Folkeskoleloven, undervises eleverne fordelt i aldersgrupper, på nær i specialundervisningen, for ikke at splitte eleverne i A- og B-klasser. Resultaterne er ikke altid de bedste, da elever med lav indlæringsvanskeligheder eller elever med andre samværsproblemer i længden optager lærernes opmærksomhed og får dem til at nedprioriterer dem i højere niveau, og gør timerne kedelige og uinteressante for dem.

 

Jeg mener, at vi lovgivningsmæssigt skal give mulighed for, at lærerne ­- i samarbejde og forståelse med forældre – skal kunne undervise elever i trinene, niveaudelt med forskellige aldersgrupper, afhængig af elevernes indlæringsevner eller mangel der af.

 

I vejledningen af eleverne skal lærerne kunne fortælle eleverne, hvor i erhvervslivet deres evner ville kunne bruges, og dermed får eleverne til at yde ekstra for at forbedre af deres kundskaber.

 

Atuarfitsialak

Elevernes niveau i folkeskolen, skal højnes ved nøje at følge Atuarfitsialak´s læringsmål. Eleverne fra 1. til 10. klasse skal følge en rødtråd for hele skolegangen. Lærerne har pligt til at lave årlige undervisningsplaner for alle elever i alle fag.

 

Med i årsplanerne skal undervisningsmaterialer, film/video, anvendelse af computer i alle fag, forsøg, tværfagligundervisning, ekskursioner m.m. medtages i planlægning som supplement, tilpasset alle niveauer. Årsplaner skal gøre undervisningen spændende og attraktiv.

 

Samfundsnyttige kundskaber, og fag som normalt ikke er med som fag i folkeskolen, skal inddrages i nye undervisningsmaterialer. Økonomi, lovgivning, tegnsprog, førstehjælp, 3. fremmedsprog samt kreative fag m.m. er emner som kan implementeres.

 

Selvom kulturel kundskab og prosa er vigtige emner i undervisningen, bør fagene som fysik, matematik og 3. fremmedsprog, gives større plads i undervisningen, i fagene grønlandsk, dansk og engelsk.

 

Årsplanerne skal gemmes og skal kunne genanvendes af oprykkende klasser. Metoden skal sikre at selv ny ansatte lærere og timelærere i bygderne får redskaber de kan anvende i undervisningen.

 

Ilinniarfissuaq

For at gøre lærerstuderendes indblik af folkeskolen bedre, skal rødtråd for skolegangen og undervisningsplaner m.m. indgår i deres uddannelse, således disse også gøres til genstand for forskning, med formål at gøre undervisningen bedre for folkeskolens elever.

 

Linjefagene som dansk, engelsk, matematik og fysik bør kunne udløse tillæg, når studerende bliver ansat på folkeskolen. Udsigten om bedre aflønning, skal være med til, at fagene bliver attraktive og får studerende til at yde ekstra.

 

Brancheskoler

Alt for mange elever på brancheskolerne falder fra eller holder længere pauser, når disse ikke kan finde praktikpladser i kysten. Dette bør stoppes. Brancheskolerne skal gøres så gode, at praktikkrav helt eller delvis gøres unødvendig, således eleverne kan får afgangsbeviser, som de direkte skal kunne bruge, når de søger arbejde.

Kampen om os og dem

En stærk gruppe i den grønlandske befolkning, har gennem den seneste tid, udnyttet utilstrækkelighedsfølelsen hos bestemte befolkningsgrupper til at manipulere gruppens holdninger i en bestemt retning. Hos mange er trylleordet blevet “Kalaaliuvunga”. Dermed er Inatsisartut valget, for rigtigt mange, blevet til en kamp om “os og dem”.

Den letteste kamp sker med eksklusion, men den sejeste kamp sker med inklusion. For ingen af os, kan være noget, uden den anden.

Det interessante er ikke, hvilket sprog jeg udtrykker mig med, men, hvad jeg siger.
Det interessante er ikke, hvilken race jeg har, men, hvad jeg bærer ind til fællesskabet

Det siges, at vores historie er skrevet af ofre, men, hvordan kan vi være ofre? Vores historiefortælling er først lige begyndt.
Kampen mod uretfærdighed er først lige begyndt. Det handler ikke om “os og dem”, men om styrken ved mangfoldighed.

At være “kalaaleq”, skal ikke være et udtryk for, splittelse, men derimod om gæstfrihed, fællesskab og mangfoldighed.

Kun i fællesskab kan vi transformere utilstrækkelighed til styrke.

 

Inge Olsvig Brandt

Kandidat for Inuit Ataqatigiit

Stærke børnefamilier er fundament for et stærkt moderne samfund

For mange børnefamilier er dagligdagen kendetegnet ved manglende tid til hinanden og en travl hverdag. Inuit Ataqatigiit mener børnefamilier er så vigtige for samfundet, at vi er nødt til at gøre livet som børnefamilier lettere.

 

Igennem de seneste år har familiemønstret ændret sig markant. Vi føder færre og færre børn. Dette er en naturlig del af de krav, der stilles i et moderne samfund. Ser vi på de store årgange fra 50´erne og 60´erne, så bliver de om 5-15 år ældre og der er behov for flere hænder på arbejdsmarkedet.

 

Mange voksne i børnefamilier knokler med at få enderne til at hænge sammen økonomisk. Dette er i skarp konkurrence med at have tid og overskud til sit barn, som tilbringer langt størstedelen af hverdagen uden for familiens fire vægge. Mange familier ønsker mere tid og overskud til deres børn.

 

Blandt børnefamilierne er også studerende, som studerer her eller i Danmark. Inuit Ataqatigiit ønsker, at skabe rammerne for at børnefamilier kan få et bedre liv som børnefamilier. Det gør vi helt konkret ved at foreslå:

 

  • En klar familiepolitik på arbejdspladsen skal formuleres sammen med arbejdsmarkedets parter
  • Et mere fleksibelt arbejdsmarked med bedre mulighed for flextid og deltid
  • Vi skal tage initiativ til, at vi sammen med andre partier finder fælles løsninger der letter børnefamiliers hverdag
  • Flere boliger tilpasset små familier og nybagte familier med børn
  • Kultur skaber liv – vi skal styrke de kulturelle tilbud til børnefamilier i hele landet

 

Inuit Ataqatigiit har allerede pege på en række løft for børnefamilier, blandt andet bedre lønforhold for pædagoger, skolerne skal styrkes – derfor skal der være færre elever pr. klasse, øremærket barsel til fædre og etablering af barselsfond samt forlængelse af barslen på 10 uger.

 

”Vi ved, hvor vigtigt det er for alle børnefamilier, at børnene får en god og tryg start på livet. En god start på livet er en fremtidsinvestering. Derfor vil vi samarbejde om at opnå dette med arbejdsmarkedets parter og med det politiske landskab.”

 

 

Múte B. Egede

Inuit Ataqatigiit

Det vil skabe vækst at fokusere på iværksætteri

Unge der går i erhvervsfaglige grunduddannelser kan under deres uddannelser lave udmærkede udviklingsprojekter.

 

Vi skal udnytte disse gode ideer og når man i samarbejde med vedkommende unge person bag projektet, kan man bane vej for at realisere gode projekter.

 

Ved at man målretter en del af erhvervsfremmebevillingerne kan man give mulighed for bevillinger for projektering af sådanne gode projektforslag.

Ved at man følger tæt op på projektforslagsstillerne, kan man sikre at projekterne startes op og dermed også sikre at der undervises i viden om, hvordan man driver en privat virksomhed.

 

Selv om der i dag findes støttemuligheder er de strenge krav, lange sagsbehandlingstider og en struktur der er tilpasset store virksomheder en stor forhindring. Det skal være muligt at have en nemmere støttemulighed der er tilpasset mindre virksomheder.

 

En sådan struktur vil være til gavn for flere iværksættere og som kunne tiltrække studerende i erhvervsfaglige grunduddannelser og som vil medvirke til øget fokus på uddannelsen og i tilgift medvirke til oprettelse af flere arbejdspladser.

 

Inuit Ataqatigiit lægger vægt på, at man gennem inddragelse af borgere og kommuner kan danne bedre rammer erhvervsudviklingen.

 

 

Kista Lynge Høegh

Kandidat til Inatsisartut for Inuit Ataqatigiit 

Alle behandlingspatienter skal have én kontaktperson

Agathe Fontain, Inuit Ataqatigiit

 

Mange patienter med svære eller komplicerede behandlingsforløb, f.eks. kræft, hjertepatienter m.m. føler at de selv skal have det fulde overblik over deres forløb. Måske skal de endda selv skabe sammenhæng mellem alle enheder, de kommer i kontakt med. Det er ikke bare en udfordring for patienterne, men også en udfordring for sundhedsvæsenet. Den manglende sammenhæng skaber forvirring og øger risiko for fejl i behandlingen.

 

Jeg anbefaler derfor: ”Alle patienter i et længere behandlingsforløb bør have én fast kontaktperson, en såkaldt forløbskoordinator. Dette er vigtigt når vi ikke har en fast læge, som man kender det andre steder fra. Vi ved patienter i længere behandlingsforløb, f.eks. ved hjertesygdom eller kræftforløb ikke har mange kræfter og hurtigt kan miste overblikket. Patienterne skal ofte skal ind og ud af de forskellige afdelinger på sygehusene og én forløbskoordinator vil lette sygdomsforløbet for patienten.”

 

Patienter og pårørende vil have gavn af at der er et samlet forløb med en gennemgående person, som kan give vejledning til patienter og pårørende. Som patient kan man ofte føle hverdagen på et sygehus går hurtigt og der ikke helt er tid til at forstå sygdomsforløbet og behandlingen. Forløbskoordinatorerne har en sundhedsfaglig baggrund, er erfarne og har opnået specialviden inden for det område de koordinerer. Vi har med årene fået flere og flere grønlandske sygeplejerskerne, som vil kunne styrkes i den viden de har om sygeplejen og så kunne de fungere som forløbskoordinatorer.

 

Fremfor at være tilknyttet en fast læge, kunne patienter i stedet være tilknyttet en fast sygeplejerske, eller sundhedsassistent, som vil kende én, og måske endda også ens familie og sygdomshistorie. Mange misforståelser, med potentielle fejl til følge, kan mindskes og der kan sikres en bedre sammenhæng for patienten. Der kan sikres en bedre koordinering mellem andre enheder i sundhedsvæsenet og på tværs af andre myndigheder og sundhedsvæsener i andre lande. Lægerne vil få bedre tid til at udføre deres arbejde og patienter vil opleve større tryghed og en øget tillid til systemet.

 

Det vil være oplagt at undersøge mulighederne for at styrke sundhedsvæsenets opgave over for patienter i længere behandlingsforløb ved at udpege forløbskoordinatorer. Arbejdet bør være del af et kommende rådgivnings- og rehabiliteringscenter i Grønland.

Vi skal oprette forskningsbaseret uddannelse for fiskeforædling

For at få maksimeret udbytter af vores produkter samt for at sikre løbende produktudvikling, skal vi oprette forskningsbaseret uddannelse for fiskeforædling. 

Dagens fiskeproduktion er stærkt utilfredsstillende, idet vore gode fisk blot fryses ned og sælges til udlandet. For at øge værdi af den fisk vi eksporterer, skal vi åbne op for produktions- samt handelsuddannelser for fiskeriområdet. 

Vi køber emballage i stor stil fra udlandet, som medfører at pengene fosser ud af landet, men når vi opretter en forskningsbaseret uddannelse, kan vi opnå at lave hele produktionen af fisken her i landet og dermed skabe nye arbejdspladser i f.eks. emballageproduktion.  Vi har brug for folk med indgående viden om fiskeforædling og vi må bane vej for at uddanne disse selv.  

Denne uddannelse vil sikre, at viden om fiskeforædling forbliver her i landet og vi må samarbejde om at sikre dette på tværs af partiskel.

 

Andreas Geisler

Kandidat for Inuit Ataqatigiit

Formand for Inuit Ataqatigiits lokalafdeling i Paamiut

Mulighed for fri-kommuneforsøg på erhvervsområdet skal fremmes

Grønlands særlige geografiske placering, bopælsmønstre, demografi og infrastruktur betyder samlet set, at helt særligt vanskelige forhold gør sig gældende i dele af landet.

Inuit Ataqatigiit ønsker derfor et opgør med ”one-size-fits-all” – fordi forskellene i de store byer, i bygderne, er enorme og fordi forholdene generelt i landet, er forskellige fra region til region. Hvad der kan fungere i de store byer kan ikke nødvendigvis fungere i bygderne, og hvad der kan fungere langs vestkysten kan ikke nødvendigvis fungere optimalt i Østgrønland eller Avanersuaq.

Der er derfor brug for at kommunerne i fremtiden får mulighed for at sætte konkrete initiativer i gang – efter nøjere aftaler med Selvstyret – hvor man i afgrænsede perioder kan dispensere for lovgivningen. Det skal skabe vækst og beskæftigelse i bygder og mindre byer.

Konkret foreslår Inuit Ataqatigiit:

  • Kommuner og Selvstyret skal kunne indgå konkrete og tidsmæssigt afgrænsede aftaler, hvor der forsøgsvis kan dispenseres fra dele af lovgivningen med henblik på skabelse af vækst og beskæftigelse.
  • Frikommuneforsøget skal alene rette sig mod bygder, mindre byer samt Avanersuaq og Østgrønland.
  • Alle forsøg skal evalueres – også med henblik på behov for mere permanente ændringer i lovgivningen.

Rigtig megen af den grønlandske lovgivning er mere eller mindre overført fra danske forhold og nogle gange fra EU-forhold. Men det viser sig jo i praksis ofte at være uhensigtsmæssigt, fordi Grønland på så mange måder er så anderledes. Nogle gange giver lovgivningen også udmærket mening i de store byer på vestkysten – men det bliver for firkantet og administrativt tungt, hvis vi vil skabe vækst og beskæftigelse – f.eks inden for fødevareområdet – på østkysten, i Avanersuaq og i de små byer og bygder.

Derfor ønsker vi i Inuit Ataqatigiit at se om vi kan finde en vej, som gør det mere smidigt for lokale fangere, fiskere og entreprenører at skabe en bæredygtig økonomi, hvis vi efter nøje aftaler bøjer reglerne lidt. Vi har brug for at tænke ud af boksen, for ellers risikerer vi, at den generelt uheldige udvikling og skævvridning mellem byer og bygder bare fortsætter. Der er brug for at vi forsøger noget andet, og det tror jeg kommunerne vil være interesseret i.

Vi har i vores fiskeriudspil peget på, at kommunerne skal kunne investere i fiskerivirksomheder. Dette vil være et eksempel på nøglen til et konkret, nytænkende initiativ for, at man for eksempel i Østgrønland kan skabe en udvikling, som er tilpasset forholdene der. Samtidig vil man  sikre et lokalt engagement. Jeg er klar til at arbejde tæt sammen med kommunerne om nye muligheder.

Hvis jeg bliver formand for Naalakkersuisut efter valget, vil jeg indkalde landets borgmestre til en konkret drøftelse af behovene og mulighederne.

Sara Olsvig, formand, Inuit Ataqatigiit.

Vi har behov for en klar erhvervsorienteret udenrigspolitik

Når det går godt for erhvervslivet, så går det også godt for samfundet. Derfor har erhvervet og erhvervsmuligheder en central rolle. Hvis vi skal skabe vækst til fremtidens velfærd, så har vi behov for øget politisk fokus på erhvervsorienteret udenrigspolitik. Vores lands største eksport kommer utvetydigt fra fiskeriet. Det er stort set alene om vores eksport og bærer vores økonomi, og dette gør vores samfundsøkonomi sårbar. For det er ikke nok at kigge tilbage og debattere udenrigspolitisk redegørelser hos Inatsisartut, vores opgave er at være proaktive til gavn for landets fremtid.

 

Udenrigspolitik skal skabe vækst til velfærd

 

Vi skal øge eksport af grønlandske produkter. Madvarer, tøj og services, som er produceret og udviklet i vores land har stor interesse i resten af verden. Politisk skal vi skabe de rette rammer for at iværksættere kan skabe lokale jobs, genere skattekroner og bidrage til vores samfundsøkonomi. Vi skal fjerne rigide regler for selvstændige og iværksættere, så vi ikke står i vejen for deres succes. Deres succes er også samfundets succes.

 

Færøerne har gode erfaringer med salg af laks, som er opdrættet. Vi skal tænke innovativt og i nye baner for at skabe vækst til velfærd. En øget økonomisk vækst hen imod en selvbærende økonomi er nødvendigt for vores samfund.

 

Kandidat for Inuit Ataqatigiit, Jane P. Lantz peger på følgende løsningsforslag, ” Vi skal føre en progressiv udenrigspolitik med fokus på at styrke eksport- og investeringsfremme i vores land. Den skal vi skabe sammen med kommunerne og erhvervsaktører. Derfor vil Inuit Ataqatigiit skabe et erhvervsorienteret udenrigspolitik samt en arktisk strategi til gavn for Grønland.  En strategi der sikrer at alle forstår at vi fører udenrigspolitik ud fra vores samfundsværdier. ”

 

Stabilitet og klar markedspolitik vil gavne erhvervet

 

Vi skal være klar over at der kræves politisk stabilitet og simple vedvarige love hvis vi ønsker efterspørgsel på vores marked og produkter, derfor kræves der en erhvervspolitik og markedsføringspolitik, der skal gælde i mere end valgperiode. På tværs af partierne vil vi være villige til at forhandle en samlet erhvervspolitik, som er langsigtet og strategisk. En stærk udenrigspolitik kan være med til at skabe en selvbærende økonomi.

 

Jane P. Lantz

Kandidat for Inuit Ataqatigiit

Demokraterne er på afveje med forslag om tilbagetrækning af alkohol-loven

Af Jesper Labansen, IA kandidat

 

Demokraterne har ønsket at få tilbagetrukket den seneste alkohol-lov, de har set sig sure på gardinerne og reklameforbuddet – der bruges store ord, som at lovgivningen krænker individets frihed og gør os alle umyndige.

Hvor er det trist Demokraterne ikke vil bruge deres energi på rigtige problemer. Sagen er jo den at lovgivningen har nærmest ingen betydning for personer, som har et sundt forhold til alkohol. Omvendt, giver den nye lovgivning stor frihed til personer, som forsøger at kæmpe sig ud af et alkoholmisbrug. Kære Randi, næste gang du går bag et gardin og henter alkohol, så vil jeg foreslå at du tænker, at du gør en god gerning for en medborger, som måske ligger ned, nemlig en af de tørlagte alkoholikere som stadig føler sig fristet af at se på alkoholiske drikke. Sundhedsministeren, der har arbejdet for denne lovgivning, er blevet takket for hende ukendte tørlagte alkoholikere på gaden for lovgivningen. Burde det ikke gøre indtryk på Demokraterne?

Ud over at lovgivningen giver øget frihed til tørlagte alkoholikere, når de går på indkøb, hvilke friheder mon den ikke giver for deres børn? Hvordan må det ikke føles for et barn, som er på indkøb med en tørlagt alkoholiker-forældre, hvis deres far eller mor begynder at blive tiltrukket af de våde varer? Måske ovenikøbet falde i igen, der midt i butikken og række ud efter en uskyldig øl, for at starte en ny druktur.

Måske det netop var den tillokkende reklame ved indgangen som bristede den sidste viljestyrke? Nej, siger jeg, Demokraterne må kunne finde et mere reelt problem, de kan bruge til at forsøge at tillokke vælgere. Nej, siger jeg, lad os give tørlagte alkoholikere fred, det er der både god social- og beskæftigelsespolitik i – med den nye lovgivning kan vi hver gang vi går på indkøb tænke, vi gør et lille bidrag for at løfte os ud af vore sociale problemer. Næste gang jeg køber alkohol, vil jeg føle mig som det voksne menneske, jeg er, og glæde mig ved at at bo i et land, hvor vi udviser omtanke, for dem der har det svært.

 

Inuusuttut Ataqatigiit: Giv de studerende skattefrihed op til 40.000 kr.

Lad studerende få skattefrihed på op til 40.000 kr. om året. På den måde skaber tæt kontakt mellem de studerende og erhvervslivet, så de studerende får erhvervserfaring inden de færdiggør deres uddannelse. Vi har brug for at studerende færdiggør deres uddannelse. Vi må dog erkende, at mange har børn og har svært ved at få enderne til at hænge sammen økonomisk.

Det er et samfundsproblem, at op imod halvdelen af alle arbejdsledige, er unge. Langt størstedelen af de unge arbejdsledige har ingen uddannelsesbaggrund og Inuit Ataqatigiit er bekymret for at så mange af vores unge hverken er i uddannelse eller arbejde.

Tabitha Larsen, kandidat for Inuit Ataqatigiit, peger på følgende løsninger: ”Vi kan ikke passivt se på mens en stor del af vores unge ser samfundet udefra. Derfor skal vi blandt andet styrke forholdene for studerende. Vi har hårdt brug for at flere tager sig en uddannelse. Mange klarer sig godt som studerende, men har brug for at tjene penge som studentermedhjælper ved siden af. Inuit Ataqatigiit vil gerne hjælpe disse ved at give skattefrihed op til 40.000 kr. årligt.”

Så længe vores kollegieforhold er mangelfulde og mange studerende må ud på et privatlejemarked, hvor boligerne er dyre, så presser vi de studerende til at have job ved siden af studiet for at få enderne til at hænge sammen økonomisk. Politisk har vi ikke været gode nok til at sikre ordentlige boligforhold for studerende og det har resulteret i en skæve muligheder for studerende. Så længe behovet for kollegier er så massivt som situationen er i dag, så er vi nødt til at se på hvad vi helt konkret kan gøre for at forbedre de studerende vilkår.

Vi skal ikke hindre unges virkelyst til at arbejde. Det er vigtig erfaring, som de får god gavn af efter endt uddannelse. Det er den vej vi bliver samfundsmæssigt og økonomisk selvbårne.

Finansiering

Finansiering til forslaget skal findes ved en gevinst ved at vi samtidig styrker folkeskolen, så behovet for Majoriaq mindskes. Forslaget er en investeringer i vores unge, så flere færdiggør deres uddannelse og kan blive aktive samfundsborgere og bidrage økonomisk til velfærdssamfundet.

Inuusuttut Ataqatigiit

Tabitha Larsen

De tavse kvinders stemme

I nat, var een af de utallige nætter, hvor jeg har ligget søvnløs, fordi mine tanker og følelser har kredset om den unge kvinde, som for mange år siden, blev tæsket ihjel af en mand, som hun levede med.

Een ting var, at hun var død af sine kvæstelser, men den anden ting var, at se, hvilke dødbringende skader manden havde pådraget hende, med sine bare næver.

 

Som ung politibetjent var jeg tilstede ved en obduktion af den unge kvinde, som brutalt var blevet tæsket ihjel.

Det var en forfærdelig oplevelse, som jeg aldrig nogensinde vil glemme i mit liv. Synet af den unge livløse kvinde og de skader, hun var blevet pådraget, mens hun endnu levede, er noget af det mest rædselsfulde, jeg nogensinde har set i mit liv.

 

Den oplevelse, sammen med de mange andre voldssager, jeg har været i berøring med, enten som politibetjent, eller senere som domsmand, har sat sine spor i mig. 

 

I mange år, har jeg engageret mig i voldsdebatten i det grønlandske samfund, og de seneste 12 år, som medlem af 8. marts gruppen, som for de mange tavse voldsramte kvinder, er et vigtigt talerør.

 

At få den næste omgang tæsk, er ikke den eneste bekymring, kvinderne står med. Det er også mangel på henvendelses muligheder og mangel på hjælp, som kvinderne oftest står med.  

 

Derfor vil jeg i Inatsisartut kæmpe for de tavse kvinder. Jeg vil arbejde utrætteligt for, at skabe mere tryghed og flere tilbud. Mit første forslag vil være at, sikre, kvinder og børn akutte boliger, som skal sikre dem tryghed til at bryde ud af volden, ligesom jeg vil arbejde for, at udvide Alliaq, som er et tilbud til mænd og kvinder, der har volds- og aggressionsproblemer i forhold til deres partner. 

 

Jeg håber på at få din stemme til valget.

 

Inge Olsvig Brandt

Kandidat for Inuit Ataqatigiit

Lad børnebidraget tilfalde barnet og ikke forældrene.

 

Forældre har forsørgelsespligt

 

Der er forældre som ikke længere bor sammen, og dermed også er forældre der skal betale bidrag til forældre der bor sammen med barnet. Dog er der forældre, mere eller mindre med resten af familien medforsørgere i hverdagen. Selvom de er medforsørgere, skal de yde bidrag, med en bidragsform, hvor man skal sætte penge på den anden forælders konto som bor sammen med barnet. Det er ikke ensbetydende med, at pengene bliver sikret til anvendelse for barnet.

Det bør blive en mulighed for bidragsyderen at skulle bestemme hvordan vedkommende skal forsørge sit barn, om det er til barnets institution, fritidshjem eller til barnets tøj og transport udgifter.

Der findes forældre med alkohol eller andre misbrugsproblemer, som kan bruge børnebidragspengene til disse og ikke bruge dem direkte til barnet, eller der er forældremyndighedsindehavere der ikke bor sammen med barnet, netop fordi barnet må opholde sig i en anden adresse for at gå i skole eller med en anden begrundelse, hvilket medfører at forældremyndighedshaveren ikke kan modtage bidrag til sit barn, og dermed hvor bidragsyderen ikke længere forsørger sit barn.

Jeg vil gerne fremhæve, at selvom barnet bor et andet sted end forældremyndighedshaveren, er bidragsyderen stadig forpligtet til at forsørge sit barn.

 

Hvis man vender problematikken, er der forældre i virkeligheden der modtager bidrag for barnet, selvom de ikke i hverdagen forsørger barnet. Disse forældre er dem der har forældremyndigheden og har retten til at beslutte hvor barnet skal have bopæl, og det er ikke altid dem der er forsørger for barnet i hverdagen.

 

Forældremyndighedsindehaveren kan bestemme hvor barnet skal have bopæl. Det er ikke ensbetydende med at bidragsyderen ikke længere har ansvaret for sit barn og ikke længere skal forsørge sit barn, da vi alle har et ansvar overfor et barn som også bør have rettigheden til medbestemmelse. Jeg synes ikke loven som er dannet i Europa ikke passer til at blive anvendt i vores land. Familieforholdene i dag i Grønland er anderledes, og derfor må vi begynde at tilpasse lovene efter vores kultur.

 

 

 

Bidragsyderen må have rettigheden til at kunne have medbestemmelse over hvordan vedkommende vil forsørge sit barn, og dermed sikre at barnet direkte får bidragspengene på en retfærdig måde.

En bidragsyder må have rettigheden til at kunne have rettigheden til at kunne dokumentere sin medforsørgelse og dermed få det trukket fra bidraget.

Hvis vi vender den, skal forældremyndighedshaveren også kunne dokumentere at vedkommende er forsørger for sit barn, selvom barnet ikke bor hos vedkommende. Her tænker jeg på børn der er nødsaget til at flytte til et andet sted for at gå i skole, eller er nødsaget til at skifte adresse grundet sit handikap. Loven i dag siger, at forældrene der bor sammen med barnet har rettigheden til at modtage bidragspenge fra bidragsyderen, selvom vedkommende i virkeligheden er medforsørger.

 

Vi er bekendt med, at mange forældre, især fædre, har et stort gæld til kommunen. Grunden til det er, at moren kan søge om bidragspengene gennem kommunen, hvilket giver bidragsyderen gæld til kommunen, og hvis vedkommende ikke betaler bidrag til kommunen, bliver gælden sendt til Inkasso. Hvis Inkasso ikke lykkedes med at få faren til at betale gælden, lave trækker de penge fra farens løn. Hvad med hvis faren i virkeligheden er medforsørger? Selvom faren ikke bor i samme adresse med barnet (her bestemmer forældremyndighedshaveren hvor barnet skal bo), samt i virkeligheden bor sammen med barnet og yder et soveværelse til barnet samt sørger for barnet i hverdagen?

 

Jeg tror virkeligt på at der er forældre, der yder bidrag til forældremyndighedshaveren med rettigheden til selv at have samme adresse som dem selv, selvom de i virkeligheden forsørger barnet. Det sikrer jo ikke at bidragspengene tilfalder til barnet. Lovgivningen bør revideres. I virkeligheden er bidragsydernes gæld ikke så stor, for der er mange forældre der både forsørger barnet og yder bidrag på samme tid.

 

Man kan nedsætte den store gæld til det offentlige, hvis bidragsyderne kan fremover medbestemme hvordan de vil forsørge barnet, og dermed mindske problemet.

 

Jeg vil arbejde for at bidragsydelsesmetoden bliver sikret, hvorved bidragspengene fremover tilfalder barnet.

 

Jeg vil arbejde for at bidragsyderne får muligheden for at komme med dokumenter på deres medforsørgelse.

 

Jeg vil arbejde for at bidragsyderen skal blive ved med at forsørge sit barn indtil barnet myndig, uanset hvor barnet bor.

 

Lad børnebidraget tilfalde barnet og ikke forældrene.

 

Forældremyndighedshaverens rettigheder fylder for meget i forhold til barnets tarv. Man bør begynde at lovgive efter børns rettigheder.

 

Inuit Ataqatigiit er for Menneskerettigheder, herunder børns rettigheder i sit grundlag.

Arnajaaq Lynge

Kandidat for Inuit Ataqatigiit

Ny pulje til social innovation skal vise nye veje

Grønlands mange massive – og samfundsmæssigt ekstremt omkostningsfulde – sociale udfordringer er ikke blevet afgørende forbedret, trods årtiers indsats. Det er på tide at turde gå andre veje, mener Inuit Ataqatigiit.

Vi har i årtier bekæmpet med alkoholmisbrug, seksuelle overgreb på børn, massive omsorgssvigt og alt, alt for mange mennesker, slås med ondt i livet. Det invaliderer så mange menneskers hverdag og liv, og det er en kæmpemæssig tragedie. Jeg synes vi må være nået dertil, hvor vi også ærligt kan konstatere, at vores forsøg på at afhjælpe problemerne har ikke været tilstrækkelige – for desværre fortsætter rigtig mange af udfordringerne med at dukke op igen og igen. Vi må simpelthen skabe nogle rammer, der giver mulighed for at udvikle nogle andre og nye indsatser, for at få bremset de sociale udfordringer.

Konkret foreslår Inuit Ataqatigiit følgende:

  • Hvert år afsættes der 25 mio. kr. til en udviklingspulje til social innovation
  • Der udpeges en politisk uvildig social- og beskæftigelsesfaglig bestyrelse på 5 personer
  • Bestyrelsen tilser at puljen bruges i konkrete social- og beskæftigelsespolitiske projekter
  • Projekterne skal afsøge innovative og underbyggede metoder til forebyggelse eller håndtering af sociale problemer
  • Bestyrelsen skal tilse en løbende evaluering af projekternes resultater, som kan løbe over 1-3 år
  • Vellykkede projekter skal kunne overgå til finanslovsfinansiering og videreføres der
  • Projekterne kan være både lokale og landsdækkende

”Mere af det samme er ikke længere en mulighed. Vi ønsker langt mere fokus på socialpolitisk forebyggelse og på en langt tidligere indsats. Vi skal give hjælp til selvhjælp og forebygge langt flere sociale problemer. Det er en investering i det hele menneske. Det er de principper vi ønsker skal gælde for vores sociale indsats, så udfordringerne ikke vokser sig unødvendigt store.

Få lande i Verden bruger, i forhold til befolkningens størrelse, flere penge på omsorgsvigt, alkoholmisbrug, seksuelle misbrug og tvangsfjerneler og anbringelser end vi gør i Grønland. Og desværre reproduceres problemerne i vidt omfang. Vi må have fundet nye måder at gribe tidligt ind, og styrke det enkelte menneske, så traumerne ikke bider sig fast og invaliderer et langt liv. Vi skal lære af det, som har god effekt og gøre mere af dette. Lokale projekter med god effekt kan blive landsdækkende. Vi må forsøge at give det enkelte menneske redskaber og modstandskraft til at klare sig godt i livet – trods ulykkelige oplevelser. Vi har mange dygtige fagfolk, engagerede ildsjæle og frivillige i Grønland, som vil kunne tilbyde andre måder at gå til problemerne på, end det vi som samfund hidtil har gjort. Lad os bruge den viden de har opnået igennem et langt liv med socialpolitik. Vi skal ikke forhindre nye måder at tænke og arbejde på, tværtimod skal vi netop give plads til dette. Vi må ikke tabe flere generationer på gulvet, så derfor mener vi det er tid til et socialpolitisk opgør med al for meget brandslukning.

Sara Olsvig. formand, Inuit Ataqatigiit.

Inuit Ataqatigiit: Nationalt kompromis om økonomisk og biologisk bæredygtigt fiskeri

Inuit Ataqatigiit vil i den kommende valgperiode sikre et nationalt kompromis, om Grønlands vigtigste erhverv – fiskeriet. Det er helt afgørende for samfundet at sikre et såvel økonomisk som biologisk bæredygtigt fiskeri. Det kræver politisk stabilitet og bred enighed om de rigtige og langsigtede beslutninger.

Det er det erklærede mål for Inuit Ataqatigiit, at Grønlands fiskerierhverv skal udvikles frem mod en status som førende i Verden, og der skal sikres det størst mulige vedvarende samfundsøkonomiske udbytte heraf.

Vi skal samtidig sikre, at vi efterlader ressourcen til vore efterkommere i en mindst lige så god tilstand, som vi selv overtog og altså forvalte vores fiskeri bæredygtigt.

Konkret foreslår Inuit Ataqatigiit blandt andet:

  • Kvoterne skal bestå i tidsbegrænsede licenser, kvoterne sættes til 15 år.
  • Unge fiskere skal sikres en rimelig tilgangsmulighed til fiskerierhvervet ved etablering af udviklingskvoter
  • Der skal åbnes op for at kommuner og grønlandske investeringsforeninger kan investere i fiskerivirksomheder
  • Der skal søges bæredygtighedscertificering (MSC) af alt fiskeri i Grønlands farvand.
  • De store fiskerivirksomheders rolle som ”fødselshjælper” for nye fiskere skal udvikles – men sikre at det ledsages af en plan for overførsel af såvel kapital som know-how til ejerne af de nye virksomheder.
  • Fiskerirådet skal bevares og sikres en central placering i fiskeripolitikken som led i demokratiseringen af forvaltningsprocesserne.
  • Afdække konsekvenserne af at Grønland selv fisker nogle af EU’s kvoter i Grønlands farvand.

Mange af disse målsætninger vil uden tvivl vise sig at være både økonomisk udfordrende og tidskrævende at få realiseret. Men der er ingen vej uden om. Med vort fiskeripolitiske udspil ønsker vi i Inuit Ataqatigiit at andre partier, erhvervets udøvere, forskerne, forarbejdningsindustrien og eksportører kan samles om at gøre fiskerierhvervet langt stærkere end i dag. Vi skal være fælles om at udvikle vort bærende erhverv til hele samfundets bedste. Det, der er brug for, er et stort og nationalt kompromis, der sikrer vejen frem mod det størst mulige vedvarende samfundsøkonomiske udbytte af fiskeriet.

Vi skal langtidssikre erhvervet og sikre en løbende tilgang af unge til fiskeriet. Derfor vil vi have udløbsdato på kvoterne efter 15 år, Naalakkersuisut skal øremærke 10 pct. af IOK kvoterne som udviklingskvoter til nye aktører, så der er et reelt grundlag for at etablere sig som fisker. Og endelig vil vi åbne for, at landets kommuner, investeringsforeninger, herunder f.eks. grønlandske pensionskasser, kan investere i fiskeriet og flåden. Vi foreslår desuden en ”kvotebørs”, som starter med at forvalte udviklingskvoterne.

Sara Olsvig, formand, Inuit Ataqatigiit

Side 1 af 3212345...102030...Sidste »

Inuit Ataqatigiit Kattuffiat

Postboks 321, 3900 Nuuk
tlf.nr: (+299) 346 272
Fax: (+299) 321 321
Website: http://www.ia.gl
Email: ia@ia.gl
www.facebook.com/ataqatigiit
www.twitter.com/IAtaqatigiit

Attavigitigut/kontakt os

Imaneq 2
Telfon: (+299) 329888
Fax: (+299) 323232
Aningaaq: http://ia.gl
Email: ia@ia.gl