Solidaritet, sammenhold, fællesskab, kampen for lige løn for lige arbejde, kampen for arbejdstagernes ret til fri forhandlinger, kampen for et arbejdsmarked med plads til alle. Det er nogle af de ord vi forbinder med 1. maj. Men der er et ord der er gået lidt for meget i glemmebogen: Feminismen. Tiden er inde til, at vi genopliver feminismen, også i forhold til ligestilling på arbejdsmarkedet.

Når vi fra Inuit Ataqatigiit taler højt og længe om ligestilling på arbejdsmarkedet gør vi det af flere grunde. Ved det netop overståede valg satte vi familiepolitik på arbejdsmarkedet på dagsordenen. Og vi kommer til at kæmpe videre for en barselsfond, øremærket barsel til fædre, forlængelse af barselen og ikke mindst, at der udarbejdes klar familiepolitik på arbejdsmarkedet. For disse tiltag vil bane vejen for, at vores børn får en mere tryg start på livet, og ikke mindst, at kvinder og mænd i øget grad ligestilles på arbejdsmarkedet.

Vi vil dog ikke stoppe kampen her. For ser vi på arbejdsmarkedet og faggrupperne, så er der stadig en iøjnefaldende stor forskel, dels på de gennemsnitlige indtægter mellem mænd og kvinder generelt i samfundet, og dels mellem lønniveauet i de såkaldte “traditionelle kvindefag” og “traditionelle mandefag”.

Socialrådgiverne har brudt lidt op i traditionen ved deres seneste overenskomstforhandlinger. Men flere andre “kvindefag” halter efter. Nunatsinni Perorsaasut Kattuffiat gjorde det selv klart under vælgermødet arrangeret af dem her før valget. Hvorfor ligger en buschaufførs løn næsten 8000kr over en pædagogs?

Selvfølgelig handler det til dels om fagforeningernes og arbejdsgivernes indbyrdes forhandlinger. Men det handler også om ligestilling og om magtforholdet mellem mænd og kvinder i samfundet.

Lad mig uddybe: Politik er fortsat en mandeverden, ligesom arbejdsmarkedet generelt er mandepræget. Det der har slået mig er, de mange, mange bemærkninger, mest fra mandlige kolleger, men også fra kvindelige kolleger, om graviditet og om moderskab, vi kvindelige politikere møder i forhold til vores arbejde. Får en mand de samme kommentarer?

Nyest i hukommelsen er kommentaren fra en mandlig kollega på valgnatten: ”Din søn savner dig”. Igen, ville en mand nogensinde have fået sådan en kommentar? Næppe. Og jeg er sikker på, at jeg ikke er ene kvinde om at opleve dette.

Jeg nævner dette fordi det er ikoniske eksempler på, at vi lever i en verden hvor arbejdsmarkedet fortsat er en mandeverden. Det skal vi gøre op med. For det første kan fædre lige så godt som mødre holde barsel. Og det skal vi bane vejen for, for børnenes, fædrenes og ligestillingens skyld. For det andet, dette kønsrollebillede fastholder os alle sammen i en forældet fælde, hvor kvindefagene halter bagefter løn- og arbejdsvilkårsmæssigt, fordi vi som samfund ikke har frigjort os fra mandschauvinismens omfavnelse.

Kære kvinder. Vi har en kamp at kæmpe. Lad ikke feminismen gå i glemmebogen. Det handler om noget større og vigtigere end at piger og drenge har lige muligheder for at uddanne sig. For selv med øget lighed på uddannelsesområdet har vi stadig ikke knækket uligheden på arbejdsmarkedet. Og feminisme er også for mænd, for mænd har også en interesse i, at deres ægtefæller, kærester, mødre, døtre og søstre har gode forhold på arbejdsmarkedet og ikke mindst anerkendes på lige fod med dem selv.

Den kamp vil Inuit Ataqatigiit fortsat kæmpe.

Vi ønsker alle god arbejdernes internationale kampdag.

Sara Olsvig

Formand, Inuit Ataqatigiit