Namminersorlutik oqartussat må finde løsning for kirken i Ittoqqortoormiit

Selvstyret sylter hjælp til kirken i Ittoqqortoormiit. Dermed er et stykke kulturarv og lokalt samlingssted truet. Inuit Ataqatigiit kræver at Selvstyret lever op til deres forpligtelse.

”Det haster” siger Charlotte Pike, medlem af kommunalbestyrelsen i Kommuneqarfik Sermersooq, valgt for Inuit Ataqatigiit i Ittoqqortoormiit. ”For ellers mister vi et samlingssted og et smukt stykke kulturarv. Jeg kan kun forstå det sådan, at Selvstyret nedprioriterer befolkningen i Ittoqqortoormiit og er parate til at lade byen i stikken. Det er ikke rimeligt” fortsætter Charlotte Pike.

”I et så afsides sted som Ittoqqortoormiit har vi ikke mange samlingssteder og mange tilbud. Derfor rammer det ekstra hårdt, når vores kirkerum ikke længere er trygt at bruge, fordi klimaforandringerne påvirker konstruktionen og dermed sikkerheden i bygningen. Men det er også en smuk kirke, helt tilbage fra 1929, som er en del af hele Grønlands kulturhistorie. Jeg mener at Selvstyret må finde de ca. 5 mio. kr. det kræver at få fremtids- og klimasikret kirken. Under alle omstændigheder er det billigere, end at bygge en ny” forsætter Charlotte Pike.

”Vi er et lille samfund. I den kirke er vi i generationer blevet døbt, konfirmeret, gift og begravet. Det er tungt for os at se den forfalde, og det er ikke til at bære, at vi som et samfund, der oplever mange forandringer og har mange udfordringer, står foran at skulle miste så vigtig et samlingssted fro borgerne”, siger Pike.

Også borgmester for Kommuneqarfik Sermersooq, Asii Chemnitz Narup, ønsker Naalakkersuisoq Doris Jakobsen på banen:

”Jeg mener, at det er ved at være sidste udkald. Selvstyret må tage det ansvar på sig, at få sikret og renoveret kirken. En kulturhistorisk bygning i en hårdt prøvet by, er ikke bare en bygning. Det er en selvstændig faktor der bidrager til at holde sammen på et lille samfund. Så med mindre man fra Selvstyrets side bare vil se til, mens Ittoqqortoormiits kirke forfalder, så må Doris Jakobsen som ansvarlig Naalakkersuisoq finde en løsning”, slår bormesteren fast.

 

Charlotte Pike

Kommuneqarfik Sermersooq

Inuit Ataqatigiit

Inuit Ataqatigiit Kattuffiat

Imaneq 2
Postbox 321
3900 Nuuk
Kalaallit Nunaat
Phone: (+299) 329888
Website: http://www.ia.gl
Email: ia@ia.gl